Laura Lindstedts kollektivroman har flere eksempler på vold og uret mod kvinder. Men romanen virker alt andet end aggressiv. Romanens titel, ’Oneiron’, er græsk og betyder drøm. Lindstedt (f. 1976) debuterede med romanen ’Saksen’, som er oversat til dansk
Foto: Finn Frandsen

Laura Lindstedts kollektivroman har flere eksempler på vold og uret mod kvinder. Men romanen virker alt andet end aggressiv. Romanens titel, ’Oneiron’, er græsk og betyder drøm. Lindstedt (f. 1976) debuterede med romanen ’Saksen’, som er oversat til dansk

Bøger

De dør, og de dør, og de dør igen: Forfatter brillerer med humoristisk fremstilling af døden

Vi siger, at det gælder om at have vidner til sit liv. Men hvad med vidner til døden? Laura Lindstedt er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for en ambitiøs roman, der besvarer spørgsmålet.

Bøger

De dør, og de dør, og de dør igen. Som i en opera, blot med den forskel, at humoren her er frivillig. Den finske forfatter Laura Lindstedt har i sin kollektivroman ’Oneiron’ gjort sig store anstrengelser for at skabe et uanstrengt rum, hvori døden som hændelse og abstraktion kan italesættes.

Man faktisk gerne grine i løbet af den mere end 400 sider lange dødsmesse. F.eks. i romanens første elastiske tankespind om ’den sidste gang’. Det sidste måltid, det sidste samleje, den sidste lort!

Syv kvinder fra alle verdenshjørner mødes i en konturløs svævende hvidhed, en tidslomme, hvor de i fællesskab forsøger at rekonstruere deres dødsfald et for et, samt de mere eller mindre gebrækkelige liv, der er er gået forud.

Den senegalesiske kvinde Maimuna dør med kjolen oppe om lårene og et gevær rettet mod hovedskallen. En af romanens mest bevægende dødsscener, hvor koret af vidner – ligesom læseren – konstant føler trang til at trække kjolen ned, til at anstændiggøre det uanstændige, som en ung kvindes endeligt jo altid er.

De dokumentariske genrer virker forførende autentiske og tilfører samtidig fantasyelementet en løjerlig troværdighed

Men dødens årsager får vi først afsløret senere. Her i begyndelsen af romanen er kvinderne ved at lære hinanden og sig selv at kende, de ligesom kanter sig ind på en forståelse af livets korporligheder. For eksempel kampen med kroppen, de evindelige ’funktioner’, som man her i det hinsides forbløffende let kan se stort på. Næsten da:

»Maimunas tarme havde fungeret en enkelt gang. Det skete lige ved hendes ankomst, ikke længe efter at hun i liggende stilling havde vendt sig om og materialiseret sig i det hvide. Hun satte sig på hug og pressede en lille, tør klump ud, som alle samlede sig om og beundrede højlydt (alle noterede sig, at den ikke lugtede), (...) Den Sidste Gang materialiseret i form af en lort«.

Så vidt humoren. Men den er ikke det bedste ved Laura Lindstedts i sandhed originale univers, romanen kan faktisk af og til virke lidt knirkende tør.

Den bygger også på en omfattende research, som indlejres i form af større blokke af teologisk diskussion, dødsannoncer og en vildt provokerende, men tankevækkende performancetekst om ’Jødedom og anoreksi’. Har ortodoksien omkring spiseritualer forstyrrende konsekvenser for kvindekroppen? Og er kibbutzlivet den rene hjernevask, der fratager kvinder moderskabet?

forsiden på bogen Oneiron.

forsiden på bogen Oneiron.

De dokumentariske genrer virker forførende autentiske og tilfører samtidig fantasyelementet en løjerlig troværdighed. Falsk, selvfølgelig, medmindre man tilslutter sig 1700-tals teosoffen Emanuel Swendenborgs ’himmelske lære’, som strejfes i romanen, eller andre spirituelle forestillinger om det hinsidige som konkret værested.

Man kan også vælge at betragte Lindstedts hvide rum som førnævnte abstraktion, på linje med helvedet i Sartres eksistentialistiske klassiker ’Lukkede døre’, selv om rumklangen i ’Oneiron’ unægtelig er anderledes blid.

For eksperimentets egentlige kvalitet er selvfølgelig det tankerum, romanen åbner. Et tanke- og sanserum, vi alt for sjældent besøger, fordi vi har så forbandet travlt med at ’leve livet’, at vores egen dødelighed parkeres i afdelingen for rå og ensom angst. I romanen her får vi en eksklusiv mulighed for at dvæle ved døden, uanset hvor uforudsigeligt, voldsomt eller pludseligt den indtræffer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og tænk, hvis man nu faktisk ikke er alene lige der, men har sin helt egen basisgruppe af rapkæftede vidner ved hånden. Som når russiske Polina og amerikanske Shlomith bevidner østrigske Ulrikes død, følger hende på vej, væk fra voldtægten og den kvældende pude:

Ulrike: »Jeg kan huske, at jeg sprællede. Jeg forsøgte at smutte ud under ham, men han satte sig overskrævs på mine lår«.

Vidnerne: »Jeg kan se dine ben bag mandens ryg. – Ja, så har det vel gjort ondt. – Det har helt sikkert gjort ondt! – Måske mistede du hurtigt bevidstheden? – Måske kan du bare ikke huske det? – Måske fik du et traume?«.

Adskillige bøger beskriver ’tunnelen’ og glimtet af det hinsides, set af mennesker, der mener at have været der selv, men her befolkes dødsøjeblikket af et livligt kvindekor, hvis jordiske liv man uvægerligt også bliver dybt optaget af.

For det allerbedste ved romanen er måske Lindstedts præcise nedslag i syv rodede og afsindig virkelige menneskeliv. Man hungrer efter flere detaljer om den alkoholiserede lystlæser Polina og hendes kat, om stille beskedne Wlbgis, snusfornuftige Nina, unge Ulrike, tapre Rosa, skønne Maimuna og ikke mindst grænsesøgende Shlomith.

Denne jødiske sultekunstner, der har opgivet sit eget moderskab (børnene blev i kibbutzen!) og sin egen kropslige kvindelighed, fremstår med sin afpillede, afkønnede krop, paradoksalt nok som inkarnationen af ’den opofrende mor’.

Der er noget terapeutisk, for ikke at sige lindrende, i at læse ’Oneiron’, som at overgive sig til en tillidsøvelse, en kollektiv favn. Helvede er – ikke altid – de andre.

Er det så en feministisk pointe, at det er syv kvinder, der tager denne palliative plejeopgave på sig, tilbyder de varme hænder, lige inden dødskulden sætter ind? Sikkert, men Lindstedts feminisme virker ikke særlig dogmatisk, den mærkes snarere som en gennemgribende ømhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvilket måske er den feminisme, vi har allermest brug for.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce