Det er imponerende, at Anne Lise Marstrand-Jørgensen kan kombinere sin magiske realisme og de sceniske fremstillinger med sin historiske research og få det til at fungere. Læseren er lidt på skolebænken, men holdes også godt i ånde.
Foto: Marie Hald

Det er imponerende, at Anne Lise Marstrand-Jørgensen kan kombinere sin magiske realisme og de sceniske fremstillinger med sin historiske research og få det til at fungere. Læseren er lidt på skolebænken, men holdes også godt i ånde.

Bøger

'Sorgens grundstof' er en imponerende oplysende rejse gennem 200 års lidelse og plage

Gud, satan, en muldvarp og tre hovedpersoner: Magisk realisme og historisk oplysning går hånd i hånd i Anne Lise Marstrand-Jørgensens ambitiøse og originale roman.

Bøger

Da Guden den syvende dag vender sig bort et øjeblik, pisser Satan på skaberværket, og den rolige verden er forandret. Det, der smerter Guden allermest, er »den grusomhed, som menneskene selv ville udvirke. At de ville opfinde hierarkier, racer, klasser og kaster for at retfærdiggøre deres magtbegær og udnytte, ydmyge, mishandle andre mennesker«.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen indleder således sin nye roman med en helt ny skabelsesmyte, og hun lader Satan få pant i »nysgerrigheden og drømmene«. De første mennesker går, fordi de kan drømme og se rejsens mål som et sted, der er bedre end det, de har forladt. Senere går de, fordi de er på flugt. Bevægelsen er »menneskehedens motor, der først standser, når menneskeracen har udslettet sig selv«, hedder det videre om menneskets virkelyst, der fører både godt og ondt med sig.

Det er et storstilet romanprojekt, forfatteren sætter i søen, drevet af bekymring for eller sorg over, hvor vi bevæger os hen

Marstrand-Jørgensen lader Guden og Satan diskutere i indskudte afsnit undervejs i romanen, der strækker sig fra Wienerkongressen i 1814-15, hvor stormagterne forhandler om Europas nyordning, til år 2015 i en flygtningelejr i Jordan.

Det er et storstilet romanprojekt, forfatteren sætter i søen, drevet af bekymring for eller sorg over, hvor vi bevæger os hen.

Hun blander fremstillingen af de mange historiske fakta med magisk realisme: Gudens tårer har samlet sig i et hulrum i jorden, hvor en kæmpemuldvarp graver sig igennem kontinenterne og undervejs afsætter gudens ’sorgkorn’, kaldet luctogen. Dette sorgens grundstof (jf. titlen), der også indbefatter medfølelse, gennemtrænger alt i verden.

Da muldvarpen bliver pelset i Wien i 1914, anvendes dens skind til at indbinde en kostbar bibel og til at polere nogle granatperler, der bliver til en perlekæde og et armbånd. Tre luctogen-potente genstande.

Den jødiske forretningsmand Ben køber halskæden, den armenske antikvitetshandler Hakob bibelen og slaveefterkommeren Grace, opvokset i England, får foræret armbåndet. De tre bliver på forskellige tidspunkter forbundet med hinanden igennem de 200 år, hvor de kommer til at leve flere liv. De tilhører alle en minoritet – Ben som jøde, Hakob som armener i Det Osmanniske Rige og Grace som sort i Europa.

Med dette fantasifulde udgangspunkt kan afdækningen af 200 års lidelse og plage begynde. Men også, det skal absolut understreges, farverige skildringer af levet liv, landskaber, steder, møder, venskab, kærlighed og teknologisk fremskridt drevet frem af menneskets nysgerrighed. Velstand for en ny middelklasse og borgerrettigheder – for nogle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen.
Foto: Marie Hald

Forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Læseren får en ordentlig omgang historiske oplysninger, og man er lidt på skolebænken sine steder. Men det er imponerende, at forfatteren kan kombinere sin magiske realisme og de sceniske fremstillinger med sin omfattende historiske research og få det til at fungere. Læseren er holdt godt i ånde og hjulpet på vej af romanens komposition, der består af stedsangivelser og årstal – Würtsburg, Wien, Konstantinopel, Tripoli, Sevastopol, Odessa, Krim, Sankt Petersborg, Paris, London etc.

Vi farer rundt alle disse steder og flere til med vores tre hovedpersoner. Ben er ikke troende jøde, han er forretningsmand og tysker først. Han er indbegrebet af en integreret person, tror på fremskridtet, altid optimistisk, uanset hvor mange særlove og indskrænkninger for jøder, der finder sted. Visse steder er man glad for jødernes bidrag til industri og vækst, andre steder er alting jødernes skyld. Hvad det hele ender med, ved vi jo godt, men inden da er man blevet grundigt oplyst om hele diasporaen og antisemitismen.

Den armenske Hakob er kristen, men mest fritænker. Ligesom Ben har han ikke fantasi til at forestille sig den fremtidige massakre på sit folk. Den dybt kristne og fattige Grace vandrer med »barmhjertighedens fakkel i hjertet« i sit virke som tjenestepige og sygepasser. Med Grace får forfatteren lejlighed til at fortælle om slaveri, racisme, om den græske frihedskrig, da hun bliver tjenestepige i lord Byrons græske hus, hvor hun møder hans oplyste læge, der ikke taler om slaveblod og race, men lader hende blive sin assistent.

Hakob siger et sted: »Det er menneskets tragedie – at man ikke interesserer sig for andres elendighed«. Ben siger et andet sted: »Skulle man påtage sig hele verdens lidelser på en gang, ville man bukke under«. Det er Grace ved at gøre, tynget ned af »det vraggods af andres lidelser«, som hun altid har påtaget sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man kan også få for meget luctogen. Men uden det er man ikke et menneske, og det må være romanens budskab. Anne Lise Marstrand-Jørgensen har taget sin del af sorgens grundstof. Og læseren får sig et ordentligt skud ved at læse denne varme, oplysende og grumme roman, original i sin form.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce