Fisker og kvinde i sort
Tegning: Claus Nørregaard

Fisker og kvinde i sort

Bøger

Den litterære klinik: »Islandsk litteratur er, også når den slet ikke ønsker at være det, sært inspirerende«

I sidste uge lovede vi at komme ind på, hvad det er, der gør, at den islandske nation er så leveringsdygtig i litteratur, som gør indtryk overalt i verden.

Bøger

Når islandsk litteratur er vigtig i et klinikperspektiv, har det at gøre med to forhold: humor og natur; og det første betinget af det sidste.

Der er i den islandske litteratur en grundforståelse af menneskelivet som et resultat af naturens luner. Vulkaner skyder op, går i udbrud, jøkelflomme skyller alt væk, det er koldt, det er vådt, det er barskt, det er ensomt ude i landet, og man klarer aldrig tingene alene. I Island kan ingen nok så snarrådig hjerne tænke sig i sikkerhed, når først naturen taler med store bogstaver.

Det gør den tit, og når det sker, har den gamle fisker eller væver eller folkeviddet bedre styr på tingene end kontormennesket. Det refleksive, bestandig videreuddannede computer- og vidensmenneske kommer ikke langt i Island uden ordentligt fodtøj eller evnen til at tage pejling af en voldsom himmel eller et fugletræk.

Dertil kommer, at øriget ligger så langt væk fra resten af verden, at det synes at have fået islændingene til at respektere skæbnen, hvilket i vid udstrækning er det samme som naturens luner. Det menneskelige afstemmes hele tiden med den store natur. Havet, stranden, brændingen, bjergene, himlen. Det hele er med i billedet hele tiden, fordi det aldrig er ude af syne. Og skulle man en stund glemme det inde i Reykjavik, storbyen, som er så fuld af moderne dårskab, er der ikke langt til evighedslandskabet, hvor de gamle sandheder stadig regerer. Som i ’Svar på brev til Helga’ af Bergsveinn Birgisson eller i Jon Kalman Stefanssons romaner. Alt det vigtige i livet siges ved havet eller med udsigt til havet. Eller i en fjord eller på et fjeld. Hvor fra man f.eks. kan se den kvinde, man aldrig har glemt, hænge sit vasketøj til tørre eller erklære en pige, der tog til Canada, men vendte hjem som kvinde, sin kærlighed.

For den, der måtte havne i et af psykens sorte huller, tror jeg, det med naturen er helt afgørende. For et af de store problemer for tænkemennesker, som os, der lever langt fra fortidens hårde slid, er, at vores jegfornemmelse næsten udelukkende skabes oppe i hovedet. Når det så brænder sammen, hovedet, brænder vi selv ned – eller ud. Hvis éns identitet derimod er præget af kroppens daglige forbindelse til stærk natur, er der altid en anden måde at være til på end den rent refleksive. Så bliver jegfornemmelsen funderet i andet end tanker, den får krop. Som det f.eks. sker for fiskeren, der knokler med at hive sin fangst i land. Eller vandringsmanden, som lader naturen komme til sig:

»Jeg travede engang rundt på Tingvallasletten i et grønt regnvejr. På en tidspunkt lagde jeg mig ned på ryggen, og da hørte jeg tydeligt lyden af sværdslag og gungrende hestehove fra fjerne tider, da et slag stod netop her. Mit blik var sløret af regn, men netop som solen brød frem, kom en ung kvinde med lyse fletninger ridende. Hvad laver du, spurgte hun. Jeg ligger og lytter til sagaerne, svarede jeg. Hvad laver du selv? Jeg rider med hvalkød under sadlen. Når islandsk hvalkød er blødt som smør, er det, fordi det er redet til af jomfruer som mig. Følg med mig, så skal du få lov at smage« (fra Fjöllson Finnurlis ’Eddatramp’).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I Bergsveinn Birgissons roman ’Et landskab er aldrig tåbeligt’, som blev anmeldt her i sektionen i sidste uge, smelter humor, naturkæfter og kulturkritik sammen:

»Mennesket har opdigtet dette såkaldte samfund omkring sig selv. Desuden har ingen aberace her på kloden været mere omhyggelig med at udvikle evnen til at føle sig udenfor netop i dette velsignede samfund. Det første, børn lærer, er frygten for at føle sig udenfor, og dermed er de udelukket fra at kunne sanse verden som børn. De bliver berøvet deres barndom af modekonger og sportsforeninger, og senere hen plages de af meningsløshed, når samfundet har presset dem ud i en endeløs kamp mod pengeinstitutterne. Og det eneste tidspunkt, hvor folk glemmer tomheden og deres gæld, er, når de får orgasme om aftenen. Massevis af mennesker er distanceret fra sig selv og deres børn, der stener deres hjerner med mobilævl og ecstasy, og som midaldrende er folk blevet sløve af konstant pengebegær, møbelgrådighed og sexafhængighed og er derfor ikke i stand til at sanse livet som andet end penge og krop, og fortællingen ender med bitre gamlinge, som intet begavet har at sige til de yngre, og solen skinner ned på hele molevitten og taber fire millioner tons af sin masse i sekundet ved at holde hele denne miserable historie i stand, og man bliver tvunget til at spørge sig selv, om det er det hele værd, når det kommer til stykket«.

Jeg elsker udtrykket ’dette såkaldte samfund’, som et andet sted i bogen suppleres med formuleringen ’den såkaldte nutid’. I det udtryk ligger en afstandtagen, som kunne være motor for revolutioner. Islandsk litteratur er, også når den slet ikke ønsker at være det, sært inspirerende også rent politisk. Og det er den, fordi det vrimler med figurer, som simpelthen ikke kan tage alt det moderne livs – stress-skabende – sludder og vrøvl alvorligt. Det kan jeg faktisk heller ikke.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce