Arkivfoto: Sofia Busk/Polfoto
Bøger

Ny stærk ungdomsbog skildrer en ung dansk piges svære dilemma på charmerende og renfærdig vis

Hvad ville du selv gøre, hvis du stod på Hovedbanen med en lille syrisk pige?

Bøger

Jamen hvad sker der lige? For nylig kom fra USA Angie Thomas’ stærke bog for unge (og op) om hvide betjente, der skyder sorte bilister. ’The Hate U Give’ hedder den. Og her kommer så Sarah Engells knytnæve af en bog fra Danmark om flygtninge og regler, om ret og vrang, om følelser og ræsonnementer. ’Valget’ hedder den.

Sarah Engell? Er det ikke hende, der plejer at skrive om unge i krise? Om cutting og manglende selvværd og det, der er værre? Alt sammen på en bund af ægte indsigt og klar tale. Jo, det er. Så derfor er det vel helt naturligt, at hun nu i sin nye bog forsøger at forstå og forklare de forhold, som skaber afstumpethed og afmagt over for de fremmede?

’Valget’ er en stærk bog. Den er også noget rod. Men den er skrevet på en ild, der brænder igennem. ’Valget’ er et spejl for sin læser. Hvad ville du selv have gjort, hvis du stod på Hovedbanegården med en lille pige fra Syrien, der var i færd med at blive ført bort af en klam mand, der kalder sig hendes onkel, selv om han ikke ved, hvad hun hedder.

Hun hedder Lilas, og ’du’ er Xenia, som står over for et politisk tigerspring med det nye Etisk Parti. Xenia er kørt i stilling til at lave en ’Johanne Schmidt-Nielsen’ ved valget i ungdomsbyen København.

Hun bliver 18 år undervejs i romanen. Xenia brænder igennem på sit engagement (og pæne udseende), men nu er det, at hun roder sig ind ulovligheder i forhold til systemet.

Skal hun sætte sin kommende politiske karriere over styr på grund af en syrisk pige på syv år? Eller skal hun huske på, at som mf kan hun måske hjælpe mange flere Lilas’er. Det er det dilemma, Sarah Engell ruller op på mesterlig vis, og hun afrunder det på en fin og værdig måde.

Men undervejs er det alligevel, som om forfatteren mangler en grundlæggende viden om, hvordan ’spillet’ kører. Og det er både i forhold til medier og det politiske system. Det er charmerende og renfærdigt beskrevet, men ikke helt realistisk efter ’bogen’. Xenias forældre er udsendt til selvsamme Syrien af Læger uden Grænser, så hun er helt alene og udsat i en villa i Hvidovre med sit engagement og ordene ’perker luder’ sprayet på muren. I historiens løb kommer vi rundt om det politiske spil, knas med veninder og gymnasiet, men det er det jordnære, nøgne forhold imellem en dansk pige med hjertet på rette sted og en lille fremmed, som banker på, der er substansen i ’Valget’. Det er en modig bog, Sarah Engell har skrevet. Respekt!

Tænk hvis vi endelig kunne få nogle flere historier for børn og unge (og op), der fortæller om, hvordan verden ser ud bag al glamour og grådighed.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce