Foto: Stine Bidstrup

Bøger

Anmeldelse: Ikke alle slag sidder lige rent i morsom, hurtig-frisk debutantbog

Tempoet er højt og jargonen på plads i Michael Enggaards debutroman. Men det er i skildringen af bokseverdenen, romanen kan noget.

Bøger

Frank har sammen med en ven et lille autolakererværksted på Vesterbro. Det passer ham godt at være sin egen herre, så der ikke nogen til at dirigere med ham.

Tidligere var han mester i boksning, men stoppede brat sin karriere, da han var på toppen. Hvorfor egentlig? Det erfarer vi løbet af Michael Enggaards morsomme roman, der i et hurtig-friskt sprog fortæller om en mand, der får et råd af sin far:

»Du skal beslutte dig for, hvilken mand du vil være, Frank«.

Faderen, Gerhard, tidligere boksetræner, er på efterløn og har et job i Ikea, hvorfra han også sælger smuglercigaretter med chefens vidende. Da Gerhard kommer ud for en arbejdsulykke, må Frank tage affære, og han trues til at overtage faderens gæld, der vokser efter hver henvendelse fra en kriminel bande.

Hvordan Frank får det ordnet, er et af den tætpakkede romans temaer.

Romanen med de mange handlingselementer er fortalt i et hæsblæsende tempo og med brug af en lovlig heftig jargon

Et andet handler om familiefortiden, som faderen og Frank aldrig har fået talt om. Moderen døde, da Frank var ni år gammel, herefter har de mest haft boksningen sammen. Hemmeligheden i familien handler om en handikappet bror, som har været anbragt på institution, siden han var helt lille.

Han skal naturligvis opsøges, og det gør Frank i selskab med faderens hjemmesygeplejerske Ellen. Hende er der gang i. Ud over at være behjertet sygeplejerske serverer hun mad som frivillig i et medborgerhus på Vesterbro, og hun bliver statist på Det Kongelige Teater. Frank støder ind i hende, når han ser til faderen, og han og Ellen kan godt finde ud af noget sammen. Hvis ellers de tør.

Romanen med de mange handlingselementer er fortalt i et hæsblæsende tempo og med brug af en lovlig heftig jargon, der dog er med til at karakterisere de forskellige miljøer omkring Frank.

Michael Enggaard er journalist. Han skriver om film og har udgivet biografien ’Kessler’ (2010) om bokseren Mikkel Kessler. Hans skønlitterære debut er også fuld af boksning indtil mindste detalje, og det er faktisk det mest interessante i romanen.

Aldrig havde jeg troet, at jeg kunne blive optaget af noget som helst omkring boksesporten, men det blev jeg. Hele miljøet – hvordan træner man, hvordan agerer man fysisk, mentalt og strategisk, før og under kampen. Frank går med til at træne en pige, et ungt boksehåb, og hvis man som denne naive læser troede, at boksning kun handlede om at slå løs, bliver man godt belært om noget andet.

Ikke alle romanens slag er lige velrettede. Mange debutanter har en tendens til at pakke flere romaner sammen i én, og det gælder også Michael Enggaard.

Men man må kvittere for hans energi og hans humor og så se lidt bort fra den lovlig friske jargon, der nok er med til at gøre romanen morsom, men alligevel får én til at tænke: Skru lidt ned, dosér virkemidlerne lige så præcist som slagene i en boksering.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce