Ikke alle kan som Klaus Pagh, her med sin kone Nancy, glæde sig over, at også de sidste år af livet kan foregå på 1. klasse.
Foto: Andreas Haubjerg

Ikke alle kan som Klaus Pagh, her med sin kone Nancy, glæde sig over, at også de sidste år af livet kan foregå på 1. klasse.

Bøger

Sikke noget rod: Klaus Pagh har fortjent en bedre biografi om sit liv

Showmand og aldrende playboy – Klaus Paghs livshistorie er sjusket og rodet fortalt af Bodil Cath.

Bøger

Der er ikke alle forundt at blive 82 år, være rimelig rask og rørig, klar i pæren og ved alle sansers fulde brug.

Og endda netop være flyttet ind i 150 lækre kvadratmeter ved Tuborg Havn sammen med sit livs kærlighed, at have fire børn og lige så mange ekskoner, som man står på god fod med, og i øvrigt have nok på kistebunden til, at man roligt kan se frem til, at også den sidste del af éns liv vil blive udspillet på 1. klasse.

Sådan har Klaus Pagh det.

Paghs livshistorie bliver fortalt som jeg-fortælling i fragmenter, der roder rundt imellem hinanden uden hverken hoved eller hale

Den tidligere teaterdirektør, impresario, skuespiller, tekstforfatter med mere kan ovenikøbet se tilbage på et liv, hvor han har tjent ganske pænt på, at hundredtusindvis af mennesker har moret sig over det, han satte i gang, hvor han godt nok har måttet arbejde med tungen lige i munden og kniven for struben, når forskellige initiativer gik helt galt eller næsten var ved at gøre det.

En stor del af sin tid har han tilbragt i selskab og – især – til selskaber med nogle af landets, og den vestlige verdens i øvrigt, sjoveste, smukkeste og mest spændende mennesker.

Ja, hvad kan man så ønske sig mere? Hvis jeg må være så fri at svare på Klaus Paghs vegne, nu, hvor jeg efter et par dage i selskab med hans liv og levned er kommet til at holde af ham – alle hans fejl og mangler til trods: Klaus Pagh har fortjent en bedre bog om sit liv.

Materialet er der ikke nogen tvivl om, at han har leveret. Men forfatter Bodil Cath og forlagsredaktøren har svigtet fælt i forhold til at forløse showmandens fortælling om sit lange liv i den danske, og i et vist omfang den vestlige, underholdningsbranche gennem mere end 60 år.

’Klaus Pagh – et liv blandt komikere og skønne kvinder fortalt til Bodil Cath’ er simpelthen for sjusket skruet sammen: Al kronologi er ophævet, Paghs livshistorie bliver fortalt som jeg-fortælling i fragmenter, der roder rundt imellem hinanden uden hverken hoved eller hale.

Bogen begynder ellers med en ganske god og spændende skildring af den helt unge Paghs hovedkuldse debut som skuespiller i den kontroversielle ungdomsfilm ’Ung leg’, der i 1950’erne (der står sgu ikke engang hvilket år!) gjorde den smukke dreng til teenageidol, oprørshelt, den danske James Dean.

Herefter følger så et par sider om Klaus Paghs forhold eller mangel på samme til det danske kongehus, dernæst noget om en ungdomskæreste, lidt om Louis Armstrong, mere dansk film i 50’erne, et ophold i Paris og nogle historier om den københavnske levemand Palle Leverpostej.

Vi skal hen til side 78, før det bliver nogenlunde slået fast, hvilken barndom Klaus Pagh havde, hvor hans familie kom fra, og hvad de beskæftigede sig med.

Derpå er det, som om historien starter forfra: Vi får beretningen om, hvordan Klaus Paghs mormor var årsag til, at bogens hovedperson overhovedet kom i betragtning til rollen i ’Ung leg’.

Temaerne hopper rundt mellem hinanden, som om synopsen har udviklet sig, alt efter hvad Klaus Pagh har haft lyst til at tale om lige netop den dag til Bodil Caths optager, uden at nogen derefter har destilleret og redigeret stoffet. Sikke noget rod.

Men for Klaus Pagh: et herligt liv.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce