Ulykkelige og uhyggelige erindringer om barndommen bliver næsten klaustrofobiske gennem Vita Andersens stærke prosa.
Foto: Suste Bonnén

Ulykkelige og uhyggelige erindringer om barndommen bliver næsten klaustrofobiske gennem Vita Andersens stærke prosa.

Bøger

»Put hende op igen«: Vita Andersen har skrevet en hjerteskærende roman om skammen ved at være et uønsket barn

Forfatteren skriver rutineret om at vokse op og skamme sig over at være til i en tilstand, der bliver ved.

Bøger

Indigo er en roman om en barndom set gennem et dybblåt filter: »En mor som ville være forfatter og slog mig, en far som ikke ville have noget med mig at gøre«.

Faren var, hvad moren ikke var og ikke blev: forfatter. Hvis ordet da betyder en, som får udgivet bøger. Moren skrev ellers hele tiden. Faren hed Neutzsky, var antroposof, flyttede til Paris og ville ikke have noget med Vita at gøre.

Først og fremmest er bogen en tilstand og en stilstand: ulykkelig barndom

Han skrev hende dog et digt, hun først så som voksen, og her lød andet vers:

Hvilken haard og bitter Karma drog dig

ned til os, som ej formaar at skærme

dig mod denne Verdens Storme og Forlis?

Hvorfor blev du ikke i dit lyse Hjem?

Han havde også gjort morens søster gravid, den antroposofiske digter. Men mosteren digtede barnet tilbage i det lyse hjem ved hjælp af en strikkepind. Vitas mor, derimod, fødte sin pige, men sagde, »Put hende op igen«, for hun ville have haft en dreng.

Dette put er et omkvæd i bogen, ligesom den skam, der fulgte med. For eksempel her, hvor en Sonja får historien: »Min mor ville hellere have en dreng, sagde jeg. Jeg brændte indeni. Jeg skammede mig«.

Der er sammenfald mellem jegfortæller og forfatter. Hvad Vita Andersen skriver er »det, jeg husker«, skriver hun om at være feriebarn et grumt sted langt ude for enden af en markvej: »En anden, som var feriebarn der, vil måske huske det anderledes. Når jeg skriver det her, er der gået over halvtreds år«.

Hun husker eminent, og det er problemet: »Der er et sår. Man kan ikke skaffe sig af med en ulykkelig barndom. Den bliver ved med at være der. Ved at skrive om den troede jeg, såret ville heles«.

Hun skriver og skriver – her en hel roman, tre hundrede og halvtreds sider, med de korte, knappe sætninger, som altid har været hendes: »Jeg vil gerne af med min barndom, så jeg får fri for den. Særligt om natten plager den mig«.

Ja, og den kontrakt, som Vita Andersen tilbyder læseren – mig – går ud på, at vi skal plages i fællesskab, forfatteren, fortælleren og jeg. Hårde vilkår.

Bogen står stille på tidslinjen, der er ingen udvikling, kun barndom. Ulykkelig. Kapitlerne er organiseret i grupper under overskrifter som ’Børnehjem’, ’Mor’ (flere gange), ’Kartoffelrækkerne’, ’Feriebarn’, ’Anbragt af staten’, og her udskrives så i en så godt som lyrisk form, hvordan pigen er »skiftevis hos sin psykisk ustabile mor, hos tanter og onkler, i vildtfremmede menneskers varetægt, på forskellige institutioner og børnehjem«. Det er sådan, flappen glimrende sammenfatter bogen.

Det er hjerteskærende og tankevækkende, og det vil fremkalde identifikation og barndomserindringer hos enhver læser, for ulykkelig barndom har alle haft. De fleste har kun været glimtvis ulykkelige, men Vita Andersen har været det som tilstand, og tilstanden varer ved også nu, i hendes alderdom.

Jo, det er hjerteskærende, men også en lille smule drevent, rutineret, professionelt. Vita Andersen kan denne lyrisk lamenterende, autofiktive genre, som hun i høj grad selv har skrevet frem i sit forfatterskab. Hun var tidligt ude, og mange har siden givet deres bud.

Vita Andersens ultraenkle prosa er stærk, fordi den rammer følelsen og sansningen rent, men den er også klaustrofobisk, fordi den lukker læseren inde i et rum uden ilt, perspektiv eller flugtmuligheder.

Næsten uden flugtmuligheder. For der er ting, hun elsker, hende pigen i romanen. Napoleonskager. København. Stormagasinet Fonnesbech. Rigdommen hos hendes rige tante. Og tanten selv. Og fint tøj. I det hele taget samler bogen sig også til et fint tidsbillede, fra dengang der fandtes negerdukker, Richs-kort og heksemuttere.

Men først og fremmest er bogen en tilstand og en stilstand: ulykkelig barndom. Den bliver ved med at være der.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce