»Jeg synes, de smukke sætninger er nok. Jeg synes, de er en trøst«

Josefine Graakjær Nielsen er aktuel med sin første roman, ’Johannes’– en slægtshistorie, der fucker godt og grundigt med formen. At være hensynsløs som forfatter er nødvendigt, mener hun.

FOR ABONNENTER

Hun er ikke vild med interviews. Derfor afgiver hun kun sjældent den slags. Det vil sige: én gang tidligere, og det var skriftligt.

»Jeg har været bange for det her«, siger hun, da vi har sat os omkring køkkenbordet i hendes lejlighed fire etager over trafikstøjen i det indre København.

»For det første det der med at tale – betydningen ligger jo altid på modtagerens side«, forklarer hun.

»For det andet skriver jeg jo, fordi det nogle gange er svært med de klicheer, der ligger i sproget. Det skrevne sprog kan bedre udforske kompleksiteten i dem, end man kan i samtalen«.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent og få fuld adgang til Politiken i en måned for bare 1 kr.

Bliv abonnent for 1 kr

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce