Engang var der en pige på 15 år, der kiggede ned mellem sine ben. Hun vidste ikke, hvad det var, hun så der i spejlet. Hendes mor havde nemlig lært hende at slukke lyset, når hun klædte om, og på alle måder holde hænderne over dynen. Synet i spejlet ramte hende hårdt. En alien.

Fast forward til nutiden sidder der en voksen kvinde på 40 år foran mig. Mellem os ligger en pink bog med en kvindes spredte ben i en skovbund på forsiden. Bogen ’Vulva – det skjulte køn’ er netop udkommet på dansk efter halvandet års massiv omtale i forfatter, journalist og kulturhistoriker Mithu M. Sanyals hjemland, Tyskland. Spørgsmålet er så, hvorfor kussen gik hen og blev hendes altoverskyggende interesse hele vejen fra ung pige til voksen kvinde.

LÆS OGSÅ Kussomaten er det nye våben mod porno-ideal

»Jamen, jeg husker følelsen af at være uinformeret. Jeg gik på biblioteket for at finde bøger om kussen og fik til sidst et bind af ’Vagina og dens sygdomme’ udleveret af en bibliotekar. Det var meget sigende, for hvis vi overhovedet taler om kussen, handler det om sygdomme eller børnefødsler. Eller endnu værre, mishandling«, fortæller hun.

Teenageoplevelsen var vel at mærke inden internettet. Nu til dags kan man lave en Google-søgning, og kusser i millionvis vil poppe frem, godt nok mest i pornoform.

Vildledt i årtusinder
Sanyals bog er kulminationen på hendes journalistiske og feministiske virke gennem hele hendes voksne liv, hvor hun igen og igen har forsøgt at sætte »den skjulte« vulva på dagsordenen med medie- og kunstprojekter.

Hun kalder den vulva, men indrømmer, at hun elsker ordet cunt på engelsk højere, selv om mange opfatter det som et vulgært skældsord, et sted mellem det danske ’fisse’ og ’kusse’. Oprindeligt betød cunt dog ’helligt sted’ og deler ordstamme med dronning og hjemland.

LÆS OGSÅ Kvinder stod i kø for at komme ind i Kussomaten

Men det med sproget har altid været lidt besværligt, når det kom til det kvindelige kønsorgan. Enten er det for vulgært eller også for klinisk. For barnligt eller nedsættende. En stor del af bogens præmis er derfor, at det, der ikke har noget navn, ikke eksisterer.

Mithu M. Sanyal mener, at vi er blevet vildledt i årtusinder, når den medicinske betegnelse vagina bruges om det kvindelige kønsorgan.

Myter
»Vaginaen er selve hullet og ikke alt det synlige og udvendige, læberne og klitoris. Jeg har et stort problem med det, som vagina, hullet, bliver identificeret med. Fraværet af penis. En skede, som manden planter sit sværd i. En kastreret, ufuldkommen kvinde. Sådan er vaginaen omtalt gennem historien og kunsten og især i religionerne, hvor kvindekønnet virkelig skal skamme sig«, siger hun.

I bogen gennemgår forfatteren folklore, religion, myter, litteratur og kunst. Hun opruller, hvordan mandlige læger gennem historien har dæmoniseret kvindens køn, kaldt klitoris ’djævlens mærke’ og omtalt kvinders kønsorganer som ’ufuldkomne’ og ’lemlæstede’. Altså det modsatte af det fuldkomne, mandens penis.

»Da jeg researchede til bogen, fandt jeg masser af fortællinger om mænds angst for kussen, om kastrationsangst, vagina dentata, der bider penis af og lader sæden dryppe ud som tårer. Men jeg har personligt aldrig mødt en mand, der ikke elskede vulvaer«, siger hun.

Nej, det er vel mere noget med: »Må jeg kravle ned under dynen med en lommelygte?« ...

»Ja, præcis! Men der har eksisteret og eksisterer stadig så mange løgne og myter om vulvaen. Som for eksempel den med jomfruhinden, at den skal briste, og det skal bløde. Det er løgn! Hvis man bløder første gang, man har sex, er det, fordi noget er gået galt. Og det er altså en myte, som kvinder bliver slået ihjel på grund af«, siger hun ophidset.

Trendy at være feminist
Der ruller i disse år en større feministisk bølge hen over Mithu M. Sanyals hjemland, Tyskland. Man kalder det den tredje bølge, selv om Sanyal personligt tror, det efterhånden må være den fjerde.

Tyskland har blandt andet fået sit eget glossy feministmagasin, Missy Magazine, der nærmest ligner Vogue, og det er moderne blandt unge kvinder at være feminister. Der udkommer læssevis af popfeministiske bøger med titler som ’Neue deutsche Mädchen’ og ’Alphamädchen’, og Sanyals udkom selv kun et halvt år efter provobogen ’Vådområder’ af Charlotte Roche, en forfatter, hun derfor er blevet sat i bås med på grund af de feministiske tanker om kvindens kønsorganer.

»Den feministiske trend er meget inspireret af Riot Grrrl-bevægelsen (undergrundsfeministisk strømning fra USA i 90’erne, red.). Der er igen kvinder, der arrangerer ’do it yourself’-gynækologiske workshops ligesom i 70’erne, og kvinder, der spiller punkmusik eller som kunstprojekt hækler deres egne menstruationsbind. Men på det overordnede, strukturelle niveau står Tyskland helt stille, og vi begynder først nu at få noget så basalt som børnepasning«.

»Myten om ’den tyske moder’ lever i bedste velgående, og kvinder forventes at gå hjemme de første tre år i deres børns liv«, siger Sanyal, der selv er mor til to, men kun har født den yngste selv, som hun formulerer det.

Ingen skam
Hun spørger mig, om det er rigtigt, at man i Danmark ikke længere må amme offentligt, som hun har hørt. Jeg svarer, at det må man selvfølgelig godt, men at jeg selv for et par måneder siden blev bedt om ikke at gøre det på en café, hvorefter jeg hidsede mig op og gik.

»Det er så sært, pludselig er vi tilbage i 50’erne, og jeg tænker, hvordan gik det lige til? Da jeg fik min søn, var jeg alene om det og havde en veninde med til fødselsforberedelse. Og det syntes underviseren var så bizart, at hun blev ved med at omtale hende som »afroditen« eller »du der, intetkøn«, så vi til sidst bare holdt op med at komme«.

LÆS OGSÅ Du skal droppe din indre sexisme

Er din bog et feministisk projekt?

»Selvfølgelig. Og jeg er glad for at blive sammenlignet med Charlotte Roche, for jeg elskede hendes bog. Især at hun beskrev sine kønsorganer og havde alle mulige søde kælenavne til dem. Det er så vigtigt med sproget«.

»Før i tiden hed begge køns kønsorganer noget med ’skam’ på latin, men det mandlige kønsorgan fik lov at rykke videre, mens kvinden skulle blive ved med at skamme sig. Skamben. Skamlæber«, siger Mithu M. Sanyal og giver som videre eksempel de mange grublerier i gamle medicinske bøger over, hvorfor mon Gud, som jo var så klog, ikke havde givet kvinden nogle pænere og bedre kønsdele.

»Måske var det, fordi hun jo er så forfængelig, og så kunne hun kigge ned og lære, at hun i virkeligheden er underlegen og indtage sin rette plads! Jamen, det står der!«.

Designervagina
Hvis vi så prøver med nutiden, så var jeg i fitnesscenter i morges, hvor alle de tilstedeværende yngre kvinder havde delvist eller helt fjernet deres kønsbehåring. Er det det modsatte, stolthed, eller er det skamfuldhed?

»Jeg har intet imod intimbarbering. Men nye kropsnormer er altid lidt uhyggelige. Der står jo en hel industri bag, det må vi ikke glemme, firmaer, der vil sælge barberudstyr og cremer og voks. Men når man fjerner hårene, kan man pludselig se kønslæberne, og derfor begynder man at diskutere, hvordan den ser ud. Er den flot, grim, normal eller mærkelig? Og der er mange kvinder, der så bliver usikre«.Vulva.  Bogens omslag.

Derfor ser vi i vore dage netfora med kvinder, der diskuterer deres kønsorganers udseende og føler sig grimme og forkerte. Det er en trend i vækst at få opereret kønslæberne mindre for at opnå det glatte look, hvor der ikke må ’hænge’ noget ned.

»Det kommer selvfølgelig fra porno, fra det amerikanske Barbie-look med den barberede fisse med små læber og de store silikonebryster. Men der er store risici ved en såkaldt designervagina. Nogle kan ikke mærke noget længere, andre har ondt. Og især dem, der får opereret deres klitoris mindre, der har jeg svært ved at forestille mig, at den fungerer specielt godt bagefter«.

Læbestift til fissen
Er det en form for frivillig kvindelig omskæring?

»Hmm, det er spørgsmålet, hvor meget frivillighed der er i det. Især i USA virker det meget massivt, og der er masser af eksempler på forældre, der giver deres døtre skønhedsoperationer af enten brysterne eller kønsorganerne i 16-års fødselsdagsgave. Jeg har også set eksempler på tyske lægetidsskrifter, hvor man anbefaler operation«.

LÆS OGSÅ Moderkulten er en byrde

På en amerikansk hjemmeside kan man købe ’læbestift’ til fissen. Den fås blandt andet i pink og abrikos og bliver anbefalet til kvinder, der gerne vil have deres ungdommelige fissefarve tilbage. Man kan også købe en slags vådservietter til den, så man lige kan tørre over med en gang parfume inden sex, så man ikke lugter.

Samtidig er det muligt at få en foryngende operation af røvhullet – eller bare få det bleget, så det er pænere at kigge på.

Dobbeltmoral
I sin bog fortæller Sanyal historien om den sydafrikanske kvinde Saartje Baartman, hvis kønslæber blev verdensberømte på grund af deres, efter normen, store størrelse og gav inspiration til betegnelsen ’hottentotforklæde’, da hun blev sejlet til England i begyndelsen af det 19. århundrede. Det nedsættende udtryk bruges stadig rundt omkring om kvinder med store kønslæber.

»Det stammer fra den etnologiske idé, at kun sorte kvinder har lange kønslæber, og at de i øvrigt var the missing link mellem det vilde og aben – det civiliserede og den hvide kvinde. Man fremviste Saartje på markeder og omtalte hende som grotesk. Men samtidig var de meget seksuelt tiltrukket af hende, for hun døde ung og højst sandsynligt af en seksuelt overført sygdom«.

Sanyal mener, at ideen om, at store kønslæber er grimme, stammer helt tilbage derfra, og store kønslæber bliver i dag stadig omtalt som noget sygeligt af læger, hvorfor man opererer kvinder, oftest helt unødvendigt.

»Der er stadig den samme dobbeltmoral, når det kommer til kvinders seksualitet og spørgsmålet om den uciviliserede libido og det civiliserede frigide. I dag skal man se godt ud for at have sex, men man må helst ikke nyde det. I amerikansk popkultur skal de unge kvinder se utroligt sexede ud med bare maver og så videre, men helst være jomfruer og uberørte. Man skal se hot ud, men ikke føle sig hot«.

Øvet kussetegning
Svaret er oplysning. Som optakt til bogen ’Vulva – det skjulte køn’, der i virkeligheden bygger på Sanyals ph.d.-afhandling, lavede hun et eksperiment på Heinrich Heine University i hjembyen, Düsseldorf, hvor hun inviterede grupper af højtuddannede kvindelige akademikere til at tegne mandlige og kvindelige genitalier.

Med en enkelt undtagelse kunne ingen af kvinderne tegne deres eget kønsorgan, mens de alle kunne tegne penisser på snorlige rækker.

Vil du så ikke lige tegne en vulva for mig?, spørger jeg derfor forfatteren, der gladelig fatter pen og blok og tegner to sæt læber, en lille rund knap foroven, en antydning af en indre kerne, samt en del kønshår.

»Men det er jo snyd, jeg har efterhånden øvet mig ret meget«, griner hun.

Dårligt informeret
»Kvinder er stadig dårligt informeret om deres vulvaer. Vi taler ikke længere frit om vores kroppe, som kvinder ellers begyndte på i 70’erne. For nylig sad jeg med en gruppe kvindelige kollegaer, og vi gik i gang med at tale om vores kusser. Det havde vi aldrig gjort før, selv om vi kender hinanden ret godt. En fortalte, hvilken sæbe hun vasker den med, og alle vi andre råbte »nej, nej, nej, du må aldrig bruge sæbe til kussen«. På den måde kom vi pludselig til at udveksle viden og erfaringer«.

Mithu Sanyal fortæller, at hun nu har en veninde, der ligefrem ringer og fortæller nyheder om sin kusse, »hvilket varmer mit hjerte«, fniser hun.

»Der var en overgang, hvor hun havde mange infektioner, så hørte jeg om det. Så var der en periode, hvor hun havde mange forskellige sexpartnere og dyrkede meget sex og fortalte, hvad kussen syntes om det. Hun havde også på et tidspunkt hæmorider, så hørte jeg om det. Det handler om at tage noget af stigmaet af den kusse«.