Det er blevet en udbredt talemåde, at man skal 'arbejde med sig selv'.

Moderne mennesker taler i dag om deres selvbillede på samme måde, som man før i tiden talte om sin bil eller sit mavesår.

Selvet er blevet et råstof, der skal forarbejdes og udbydes på markedet.

Kalorieindtaget skal styres, motionen sættes på skinner, og det færdige produkt udbydes på et arbejdsmarked, der kræver vilje til selvudvikling og konstant omstilling.

Og hjælperne står parat. Vejen til et lykkeligt liv er brolagt med terapeuter, der kan dykke ned i psykens reservoirer og finde frem til skjulte potentialer.

Også privatlivet er underlagt selvudviklingens lov. Ægtefæller opfattes som midler i vores personlige udvikling.

Og på internettets datingsider kan det være svært at skelne personprofilerne fra brugtvognsannoncer.

Uomgængeligt krav
Denne svada affyrer psykologen Svend Brinkmann i en ny antologi 'Selvrealisering'.

Her retter etnologer, filosoffer, psykologer og præster et kritisk blik på det menneskesyn, som er skabt af psykologiens sejrsgang over hele den vestlige verden.

I dag kan vi ikke slippe for kravet om at realisere os selv.

Fra vugge til krukke lærer vi konstant at vende blikket indad og evaluere og vurdere os selv.

Skriftefader eller lærer
Således reklamerer en vuggestue med, at man hylder »filosofien om det enkelte menneskes iboende kraft og evne til udvikling og forandring«.

Og folkeskolen følger trop.

Skolebarnet udsættes for socialpædagogiske spil, hvor læreren kan indtage rollen som skriftefader og psykoterapeut.

I arbejdslivet skal man have lyst til faglig og personlig udvikling.

Der er medarbejderudviklingssamtaler, teamorganisering og personlighedsudviklende kurser, som det næsten er umuligt at takke nej til.

Et progressivt mærkat
Bogen beskriver en ny folketro, hvor kravet om selvudvikling har en næsten entydig positiv klang. Men kritiske røster begynder at melde sig. De peger på konsekvensen af, at ansvaret for fejl og utilstrækkelighed i stigende grad placeres hos det enkelte individ.

Hvis man bliver syg, arbejdsløs, hjemløs eller får svært ved at håndtere tilværelsen i det hele taget, er det ens egen skyld. For så har man jo ikke »arbejdet godt nok med sig selv«.

I selvudviklingsbølgen kan vi med andre ord miste fokus på politiske problemer og det sociale medansvar.

»Selvudvikling har i 20-30 år haft mærkatet som en progressiv kultur, alle kunne drage nytte af«, siger en af bidragyderne i antologien, etnologen Kirsten Marie Bovbjerg. »Den har været omgærdet af en retorik, som ikke kunne modsiges. Det er måske det værste. Tendensen og det menneskesyn, den repræsenterer, har ikke været til debat«.

»Tanken om selvudvikling er jo forførende. Hvem vil sige nej til et ledelsesbetalt kursus, der tilbyder personlig udvikling? For hvem vil ikke gerne udvikle sig og være med i videnssamfundet og den globaliserede verden? Man vil ikke fremstå som et brokkehoved eller et menneske, der er gået i stå«.

Kirsten Marie Bovbjerg har igennem flere år beskæftiget sig med udviklingen af en ny arbejdsetik og moderne virksomheders brug af personlighedsudviklende kurser. Her står idéen om personlig vækst i centrum.

En forestilling, der blandt andet har rod i hippiernes og new age-kulturens spirituelle interesser. Disse strømninger fik i løbet af 1980'rne tag i den brede middelklasse og områder af psykologien. Det blev stuerent at være åndeligt søgende.

Arbejdet som et kald
Mange af new age-teknikkerne fandt indpas i erhvervslivet, der begyndte at abonnere på NLP-kurser, sensi-kurser eller gestaltterapeutiske weekendophold.

Medarbejderen blev nu opfattet som et ufærdigt menneske, der rummer et reservoir af skjulte potentialer. Ved hjælp af selvudvikling kunne medarbejderen optimere sig selv, overskride sin formåen og sin sociale oprindelse.

»Vi lever i en tid, hvor vi reflekterer meget over os selv«, siger Kirsten Marie Bovbjerg. »Vi tænker i et psykologiserende sprog. Derfor har mange medarbejdere opfattet arbejdspladsens tilbud om selvudvikling som et gode«.

»I managementsproget blev det betegnet som en win-win relation, som både medarbejderen og virksomheden drog fordel af«.

»Man kan næsten tale om en pagt mellem medarbejderen og firmaet. Den ansatte udvikler sig og får adgang til opgaver, der giver prestige og fremmer karrieren. Til gengæld giver man virksomheden sin loyalitet«.

»Man accepterer en overskridelse af de private grænser, hvis det fremmer den personlige udvikling. Den gode medarbejder føler sig kaldet til sit arbejde og betragter det som et udviklingsprojekt«.

»Arbejdet er ikke blot et sted, hvor man henter sit udkomme. Man ser stort på arbejdstider og besvarer gerne telefoner og mail i sin fritid. Alt det kan naturligvis aflæses på virksomhedens bundlinje«.

Gruppepres
I de senere år har medierne bragt historier om mennesker, der er brudt sammen efter at have været på et kursus betalt af firmaets ledelse. Andre lever med kravene om selvrealisering. De snor sig og lader, som om de synes, det er vældig skønt at blive udviklet.

Nogle er entusiastiske og opfatter kurserne som en chance til både at blive et bedre menneske og en bedre medarbejder. Men ifølge Kirsten Marie Bovbjerg findes der efterhånden flere kritiske grupper af medarbejdere rundt omkring på arbejdspladserne.

»Den flittige brug af personlighedstest og medarbejdersamtaler kan virke grænseoverskridende. Nogle kursusudbydere henter deres teknikker i nyreligiøse tangegange, der kan være direkte krænkende, hvis man har en kristen livsanskuelse«.

»Eller måske bliver man sendt på teambuildingkursus og sidder pludselig i 'den varme stol' med pligt til at fortælle intime detaljer om sig selv«.

»Men det er svært at sige fra. Gruppepresset kan være stort. Og hvis man nægter at deltage i disse tilbud om selvudvikling, kommer man let til at fremstå som et menneske, der virkelig har brug for sådanne kurser. Man kan blive mobbet - eller bare til grin«.

Frygt og rastløshed
Selvudviklingskulten har ændret forholdene mellem kolleger. Idealet er 'selvkørende' medarbejdere, der i team bliver indpiskere for hinanden. Og måske bliver man peget ud som den, der forsinker opgaverne. Vi taler begejstret om »den flade ledelsesstruktur«.

Men Kirsten Marie Bovbjerg kalder den en illusion. For de ansatte bliver bedømt, evalueret og målt som aldrig før. De ansatte har fået ansvaret. Men beslutningerne træffes stadig af ledelsen.

»Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at der er kommet et nyt stort kursusmarked for stresshåndtering. Fænomener som udbrændthed og mobning er blevet centrale problemer i de seneste år. I mine øjne hænger det sammen med den grænseløshed, som personlighedsudviklingen lægger op til«.

»For i en kultur, hvor man befinder sig på en livslang rejse mod nye potentialer, har man aldrig gjort sit arbejde godt nok. Man kan altid blive lidt bedre. Stramme sig lidt mere an og finde nye skjulte potentialer i sit reservoir«, siger hun.

Der findes ganske enkelt ikke kriterier for, hvornår mennesket er færdig med at realisere sig selv. Psykologen Carsten René Jørgensen påpeger i sit bidrag i bogen, at det bidrager til at skabe et rastløst menneske, der drives frem af en diffus angst.

Det skaber frygt for ikke at være 'rigtig', ikke at følge med de andre, ikke at have truffet de rigtige valg og ikke at udnytte sine potentialer.

Manglende livsglæde
Også præsten Birgitte Graakjær Hjort skriver om den eksistentielle rastløshed som en konsekvens af, at livet for det senmoderne menneske er blevet én lang eksamen.

Konstant er individet på vej mod et højere mål, en større effektivitet og et bedre udbytte - på bekostning af en sund livsglæde over det, som allerede er.

»Arbejdspladsen bruger professionelle firmaer til at karaktergive vores indsats og effektivitet«.

»Ægtefællen forholder sig løbende til, om vi fortsat er værd at elske og leve sammen med. Pædagoger og skolelærere indkalder os til møder, hvor vi får sat ord på, om vi er gode forældre«, skriver Birgitte Graakjær Hjort.

Frelserpædagogik
Heller ikke børnene skånes. Psykologen Klaus Nielsen tager læseren med til klassens time i en 4. klasse. Her er man i gang med det socialpædagogiske spil 'Kort og Godt', som har fået stor udbredelse i den danske folkeskole.

Eleverne sidder i en rundkreds. Ulla trækker et kort, hvorpå der står: »Du laver altid ballade«. Ulla tøver med at uddele det. Men Emil rækker hånden op og siger: »Det er mig, der altid laver ballade«. Pigen giver kortet til Emil, og læreren bifalder: »Det er rigtigt Emil - du laver altid ballade«.

Klaus Nielsen mener, at der her er tale om en bekendelse, der udspringer af en kristen religiøs dogmatik. Den fører ikke til frigørelse. Den må tværtimod forstås som en subtil magtstrategi. Der er tale om en frelserpædagogik, hvor eleverne selv overtager den straffende funktion i forhold til hinanden og særligt i forhold til sig selv.

I tidligere tider var religion opium for folket. Men i dag har psykologien bygget videre på det fundament, som religionen efterlod. Den kristne opfattelse af sjælen blev transformeret til den moderne psykologis forståelse af egoet eller selvet.

»Man kan med en vis ret hævde, at psykologi i dag er blevet opium for folket«, skriver Klaus Nielsen.

Det ligner psykopati
Men hvad ligger der egentlig i vores ideal om det selvrealiserede menneske. Hvilke personlighedstræk og hvilken form for adfærd hylder vi som tegn på sund selvudfoldelse af sine potentialer?

Scholarstipendiat i psykologi Nina Østby Sæther leverer et tankevækkende svar. For hun har fundet påfaldende ligheder mellem idealerne i selvhjælpslitteraturen og psykopaters faktiske adfærd.

De psykologiske hæmninger kastes over bord. Følelser udtrykkes umiddelbart og kraftigt. At 'stagnere' i et forudsigeligt liv fremstår som et frygtindgydende scenario. Man skal være impulsiv, eventyrlysten, tage chancer og løbe risici.

Andres tanker, følelser og forventninger betragtes som hæmmende elementer for selvrealiseringen. Afhængighed er et svaghedstegn. Og skyld er meningsløs, når det drejer sig om følelser.

Selvhjælpsforfattere hylder »det grænsefri menneske«. Men som Nina Østby Sæther gør opmærksom på, kan netop psykopaten betragtes som et hæmningsløst og grænseløst selvrealiserende individ.

»Man kan forestille sig, at visse mennesker befinder sig i et grænseområde, hvor distinktionen mellem selvrealisering og psykopati bliver vanskelig at foretage. En række forretningsmænd, politikere og hollywoodstjerner vil eksempelvis kunne placeres i denne gråzone«, skriver Nina Østby Sæther.

Velbekomme. Og velkommen til den grænseløse udviklingskultur!