Han kom kørende med hundeslæde mod en hytte i Nordøstgrønland en forårsdag i 1943.

Eli Knudsen hed han. En ung snedker fra Islands Brygge, der oprindelig var taget til Grønland for at reparere hytter, men havde skrevet hjem til sin mor, at han blev og overvintrede. Det havde han gjort to gange.

Nu var Eli Knudsen blevet udnævnt til korporal som medlem af Nordøstgrønlands Slædepatrulje, der skulle afpatruljere kysten og rapportere til amerikanerne. Det var den eneste måde, hvorpå han kunne få lov til at blive i området efter krigsudbruddet. Hidtil havde han intet mistænkeligt haft at rapportere.

Nåede aldrig indenfor
Måske var han kørt i forvejen foran sine to danske kammerater fra slædepatruljen, fordi han ville tænde op i komfuret inde i træhytten Sandodden Station. Udsigten til fjorden var helt særlig, og han havde lavet flere malerier og tegninger af hytten, da han havde boet der mellem 1939 og 1941.

Krigen betød, at han var på farten med slædepatruljen, men det var i Sandodden Station, at han følte sig hjemme i Grønland.

Eli Knudsen nåede aldrig indenfor. Den formiddag, 26. marts 1943, blev han skudt på ca. 60 meters afstand af hytten med enten maskinpistoler eller maskingevær, alt efter hvilke af de tyske vidneudsagn man tillægger mest troværdighed.

LÆS OGSÅBog om danske modstandskvinder er ufokuseret og problematisk

Den tyske kommandant Hermann Ritter, der blev afhørt om hændelsen den følgende sommer, fortalte, at den unge danske mand havde opdaget tyskerne og forsøgt at dreje af og få hundeslæden til at fortsætte ud over isen. Danskeren havde samtidig grebet ud efter sin riffel og var dernæst blevet truffet af et projektil.

Som man kan læse i afhøringsrapporten, kunne Hermann Ritter desuden huske i detaljer: at Eli Knudsen faldt af slæden og blev liggende bag en lille forhøjning af sne. Imens fortsatte hundene ud over isen, idet de slæbte sårede og dræbte hunde efter sig i skaglerne.

Da tyskerne kom ned til den unge dansker, var han ikke ved bevidsthed.

»Knudsen laa med Ansigtet i Sneen og stønnede svagt«, huskede Hermann Ritter.

Danskeren var blevet truffet i det øverste af højre lunge. Han døde en halv time senere, og hans lig blev lagt ind i et skur, inden tyskerne igen forlod stedet. Eli Knudsen blev 29 år.

Forskerduo på sagen
Det danske drab er en af de begivenheder, der fandt sted i Nordøstgrønland under Anden Verdenskrig, som vi hidtil ikke har haft præcis viden om. Derimod findes mange tvetydige og modsatrettede historier.

Et par drengebøger udkom i 1950’erne, men hvad der faktuelt skete, da de nordøstgrønlandske vejrstationer blev angrebet – hvem der bombede, hvem der satte ild til, og hvem der egentlig stod med maskingeværet, da unge danskere og tyskere bekrigede hinanden i en af verdens barskeste ødemarker – har man ikke vidst. Før nu.

Men de seneste år har to forskere ved Nationalmuseet, den tyskfødte historiker Tilo Krause og den danske arkæolog Jens Fog Jensen, samarbejdet om at rekonstruere begivenhederne i foråret 1943 ved hjælp af en på disse breddegrader ny kobling mellem arkæologi og historieforskning:

Dels har forskerduoen besøgt de danske og tyske arkiver og fundet upublicerede dagbøger, memoirer, breve og gamle radiotelegrammer samt talt med den sidste overlevende tysker, der var udstationeret i Nordøstgrønland under Anden Verdenskrig.

Dels har forskerne været på stedet og foretaget arkæologiske undersøgelser af de nedbrændte vejrstationer, som tyskerne og danskerne efterlod sig i den nordøstgrønlandske ødemark.

Moderne ruiner
Det var netop her, hvor temperaturen i vinterhalvåret snildt sniger sig ned til minus 20-30 grader, at de allierede og tyskerne kæmpede om at få adgang til meteorologiske informationer.

For flyvemaskiner spillede nu en hovedrolle i stormagternes krigsførelse, og vejret var en vigtig, men lumsk medspiller. Fysisk tilstedeværelse i Grønland var derfor ganske nødvendig for både de allierede og tyskerne under Anden Verdenskrig.

Til forskerens forbavselse står vejrstationerne i landskabet som uberørte brandtomter. Her har de fundet våben, klapstole, nudler, kaffebønner, et pengeskab, meteorologisk udstyr, en gummibåd og afbrændte hundeslæder. Det og meget mere ligger alt sammen tilbage på jorden og vidner om livet i Nordøstgrønland under Anden Verdenskrig.

»Var kampene foregået i en europæisk storby, var brandtomterne for længst ryddet væk. Nu har vi et lag af begivenheder, der knytter sig til nogle moderne ruiner. Det er memoirepunkter i landskabet, som kan bruges til at udforske og fortælle historien på ny«, siger Jens Fog Jensen.

Hvad forskerne nu for eksempel ved med relativt stor sikkerhed er, hvem der skød unge Eli Knudsen. Det gjorde lægen på det tyske hold, dr. Rudolf Sensse.

»Jeg må vide det, for jeg var skudmanden«, indrømmede Sensse i et brev, der i 1987 blev smuglet ud af DDR og sendt til den vesttyske historiker Franz Selinger.

»Ich muss es wissen, denn ich war der gunner«.

Brevene fandt Tilo Krause i Franz Selingers arkiv, som historikeren havde doneret til Militärhistorisches Museum i Dresden.

Slædepatruljen opdager tyskerne
I Militärhistorisches Museum i Dresden fandt historiker Tilo Krause desuden en dansk dagbog. Dagbogen tilhørte den unge mand Marius Jensen, som også var medlem af slædepatruljen og altså Eli Knudsens kammerat.

At den danske dagbog ender i tyskernes hænder i begyndelsen af marts 1943, har vist sig at være indirekte årsag til, at Eli Knudsen bliver dræbt i slutningen af samme måned. For tyskerne får viden om, hvor danskerne befinder sig, og tager derfor sydpå.

Men de begivenheder, der fører til en dansk-tysk konfrontation, begynder imidlertid ganske udramatisk med, at lederen af slædepatruljen, danske Ib Poulsen, sender Marius Jensen og to grønlandske kolleger, William Arke og Mikael Kunak, ud for at afpatruljere kysten.

Det er business as usual. De drager af sted fra vejrstationen Eskimonæs, hvor slædepatruljen holder til, og begiver sig nordpå med tre hundeslæder. Da de nærmer sig den gamle danske fangsthytte Germaniahavn, stopper de imidlertid slæderne. De ser røg komme op af skorstenen.

Marius Jensen og hans to grønlandske mænd beslutter sig for at inspicere hytten, og da de nærmer sig, tager to mænd og en hund flugten over fjeldet. Marius Jensen trænger ind i hytten, og her – på indersiden af døren – finder han en uniformsjakke. Med hagekors.

Slædepatruljen har nu for første gang fået bekræftet mistanken: Tyskerne er i Nordøstgrønland. Det er 11. marts 1943.

Seje folk
Marius Jensen vender slæderne rundt. For han ved, at de skal tilbage til Eskimonæs og indberette tyskernes tilstedeværelse. Men hundene er trætte, det er eftermiddag, og det er ved at blive mørkt.

»Og Marius Jensen begår nu sin første store fejl«, siger Tilo Krause.

Han beslutter sig for på tilbageturen at overnatte i hytten Kap Wynn, som er kun cirka 8 km syd for Germaniahavn. Det nedskriver han i sin dagbog.

Men de to tyskere, der har været i Germaniahavn, er ikke alene. De har blot opholdt sig i den gamle danske fangsthytte, fordi den fungerer som et fint udkigssted mod syd og er rarere end den lille skumle Hansa Bugt på den anden side af fjeldet. Her bor i alt 18 tyskerne i vejrstationen Holzauge, som de i al hemmelighed har opført i sommeren 1942. De bliver nu alarmeret og sendt af sted i hold.

Et af holdene har held med at følge slædesporene til Germaniahavn. Tilo Krause fortæller:

»I hytten har Marius Jensen, William Arke og Mikael Kunak varmet kaffe, da hundene pludselig bliver urolige. Der går panik i dem, og de flygter ud i fjeldet. Fem minutter senere står tyskerne i hytten og finder varm kaffe på bordet og er især glade for appelsinmarmeladen«.

LÆS OGSÅ14-årig skriver rystende dagbog fra kz-lejr

De finder også dagbogen, som Marius Jensen har glemt på køjen.

»Det er hans anden store fejl. Fra det øjeblik ved tyskerne, at slædepatruljen har sit hovedkvarter på Eskimonæs. De ved, hvad de enkelte medlemmer hedder, og præcis hvor de befinder sig«.

Uden hundeslæder må Marius Jensen og de to grønlændere gå tilbage mod Eskimonæs. Turen, som er på ca. 100 km, klarer de på halvandet døgn.

»De er jo ikke elitesoldater. Men de er eventyrere og nogle vildt seje typer, når man ser på deres bedrifter«, siger Jens Fog Jensen.

»De flygter over hals og hoved og får ingenting med sig. Så går de lige 100 km ned til deres venner i snestorm og 20-30 graders kulde. Den slags bedrifter er der flere af. Og det er ikke noget, de får forfrysninger af«.

En frisk gåtur
Da Marius Jensen og hans to mænd ankommer til Eskimonæs, er Eli Knudsen til stede på vejrstationen. Den senere dræbte danskers dagbog, breve og tegninger er netop blevet udlånt til Nationalmuseet af hans familie. Forskerne vidste ikke, at materialet fandtes. Nu står en fyldt gennemsigtig plastikkasse på bordet.

»Det er rigtig spændende kildemateriale«, siger Jens Fog Jensen.

Tilo Krause tager Eli Knudsens dagbog frem og læser højt fra siden med den sirlige skråskrift og datoangivelsen 13. marts 1943.

»Klokken et kom Marius og grønlænderne spadserende hertil«.

Tilo Krause smiler.

»Jeg synes, at det fortæller, at han var en rigtig amagerdreng og havde en humoristisk tilgang til livet. De tre mænd har været fuldstændig udmattede, og så skriver Eli Knudsen, at de kom spadserende, som om de var på en lille frisk gåtur«.

De tre mænd når altså til Eskimonæs. Men de når ikke at forhindre et tysk angreb. At ingen omkommer, skyldes en anden bizar omstændighed.

En ubehagelig oplevelse
I den tyske lejr er stemningen høj. Man har kedet sig hele vinteren. Nu sker der endelig noget. Det beskriver chefmeteorologen Gottfried Weiss, som Tilo Krause har identificeret som en af tyskerne med de stærkeste nazistiske tilbøjeligheder.

»Når jeg har talt med de tyske kilder, har jeg fået at vide, at det ikke er noget, man siger højt. Men jeg har fået bekræftet, at der var mindst to yderliggående nazister på holdet, og at Gottfried Weiss og lægen Rudolf Sensse var iblandt dem«, siger historikeren.

Den tyske kommandant Hermann Ritter deler ikke de andres glæde ved opdagelsen. Tværtimod.

Ved at læse i Marius Jensens dagbog gør Hermann Ritter især én ubehagelig opdagelse. Han opdager, at han kender flere af slædepatruljens medlemmer på Eskimonæs fra sin tid som ishavskaptajn og fangstmand, og især kender han nordmanden Henry Rudi godt. Før krigen har de overvintret sammen på Svalbard. De to er gamle venner.

»Det er et kæmpe problem. Fra det øjeblik har Hermann Ritter det ikke godt mere«, siger Tilo Krause.

Tysk kommandant får kvaler
Det begivenhedsforløb, der følger, som er dokumenteret i senere rapporter fra afhøringer og beretninger fra tyskerne, fortæller, at Hermann Ritter er en mand i vildrede. Han skal bevare autoriteten som kommandant og til en vis grad tilfredsstille sine mænds kampiver. Men det er ham menneskeligt imod.

De tyske mænd i vejrstationen Holzauge forventer straks, at Hermann Ritter iværksætter et angreb mod slædepatruljen. Men i Hermann Ritters radiotelegram, som er afsendt fra den tyske vejrstation til den tyske overkommando i Tromsø i Norge 13. marts 1943, har Tilo Krause fundet to ord, som han mener fortæller noget vigtigt.

»Erbitte Befehl«.

»Vær venlig at give ordre«.

LÆS OGSÅKz-lejr er en slap allegori for barndom

Tilo Krause forklarer:

»Tyskerne er blevet opdaget. Hermann Ritter ved, at slædepatruljen sidder på Eskimonæs, og at de nu udgør en sikkerhedsrisiko for ham og hele hans hold. Hans tyske kolleger presser på for, at de skal angribe hurtigt. Men det er en beslutning, Hermann Ritter ikke selv har lyst til at træffe. Han har håbet på, at den arktiske mission betød, at han slap for krigen. Nu ved han oven i købet, at hans gamle ven sidder på modstandersiden, og han har ikke lyst til at skyde folk. Derfor skriver han, som han gør«.

Men svaret kommer samme døgn. Hermann Ritter og hans hold beordres til Eskimonæs for at uskadeliggøre stationen. 19. marts 1943 tager seks tyskere af sted på de hundeslæder, som de har taget fra Marius Jensen og hans to mænd ved Kap Wynn.

En af tyskerne har et maskingevær på ryggen. De øvrige er bevæbnet med en almindelig pistol og en maskinpistol hver.

Angrebet på Eskimonæs
Det er tyskeren Friedrich Littmann, der har maskingeværet på ryggen. Han er ivrig efter at angribe slædepatruljens mænd.

»Men Ritter holdt os tilbage«.

Det skriver Littmann selv i sine upublicerede erindringer, som Tilo Krause har fået stillet til rådighed af den tyske historiker Franz Selinger, som har den i sit privatarkiv i byen Ulm i Tyskland.

I stedet beordrer Hermann Ritter lederen af slædepatruljen, danske Ib Poulsen, udenfor i et mæglingsforsøg, der – ifølge de to forskere – mest af alt minder om noget fra en amerikansk western.

Derfor står en dansker og en tysker over for hinanden i aftenmørket 23. marts 1943. Hermann Ritter vil gerne forklare sig og spørger på norsk, om han må få lov at tale med lederen, hr. Poulsen. Ib Poulsen svarer, at tyskerne må trække sig tilbage.

Mæglingsforsøget lykkes ikke. Og der opstår ildkamp. Mens de tre slædepatruljefolk forsvarer sig med rifler, sender tyskerne en kugleregn fra maskingeværet mod bygningen. De to danskere og nordmanden Henry Rudi, der har genkendt sin gamle ven Hermann Ritters stemme (»og bliver forbandet vred«, som han senere fortæller), tager flugten.

Da tyskerne først har holdt hviledag og forsynet sig med mad og ikke mindst cigaretter, sætter de ild til Eskimonæs. På vejen tilbage til deres egen vejrstation Holzauge i Hansa Bugt overnatter de på Sandodden Station.

Det er her, at tilfældet vil, at Eli Knudsen kommer kørende alene med sin hundeslæde et godt stykke foran sine to kammerater.

De danske krigsfanger
De to danske kammerater, som ankommer efter drabet på Eli Knudsen, er Peter Nielsen, der er blevet kaldt tilbage fra sin post længere nordpå, og Marius Jensen – manden, der har glemt sin dagbog i køjen og derfor har ledt tyskerne på sporet af slædepatruljen. Da de to ankommer til Sandodden Station, ser de Eli Knudsens hundeslæde og et par hunde, der stadig er i live, og aner ikke uråd.

De åbner døren til hytten og træder lige ind i fem maskinpistolløb.

Peter Nielsen og Marius Jensen har mistet deres kammerat og bliver nu taget som krigsfanger. De bliver derfor bragt med tilbage til Germaniahavn, hvor de bliver bevogtet.

Men drabet på Eli Knudsen bliver et vendepunkt for Hermann Ritter. Han er mentalt færdig med krigen.

»En ting er, at han har ødelagt Eskimonæs – en fin videnskabelig station. Som fangstmand bekender han sig til den uskrevne regel, at man aldrig ødelægger et hus i Arktis, hvor man kan komme under tag«, siger Tilo Krause.

»Men at et menneske nu er omkommet gør, at det bliver ulideligt for ham«.

LÆS OGSÅDanske filmchefer var overivrige med jødecensur under besættelsen

Fra det øjeblik begynder kommandant Hermann Ritter at foretage sig mærkelige ting. Han vælger for eksempel at sætte Peter Nielsen på fri fod. Det er der ingen af de andre tyskere i Hansa Bugt, der kan forstå. Specielt ikke lægen Rudolf Sensse og chefmeteorologen Gottfried Weiss, de to mænd med de stærke nazistiske tilbøjeligheder.

»De har ganske givet spurgt Ritter: Hvorfor i alverden sætter du en af dine modstandere på fri fod – og giver ham et hundespand med«, siger Tilo Krause.

Hermann Ritters officielle forklaring til sine mænd er, at den dræbte Eli Knudsen skal bæres ud af skuret, hvor han ligger, og skal have en ordentlig begravelse.

»Men Peter Nielsen benytter selvfølgelig chancen til at suse forbi Sandodden Station og videre med det samme. Han advarer sine kammerater i slædepatruljen, som har trukket sig tilbage til en sydligere station på Ella Ø«, siger Jens Fog Jensen.

Overgivelse i ødemarken
Tilbage i den tyske base Holzauge i Hansa Bugt foretager Hermann Ritter endnu en bizar handling. Han siger, at han er nødt til at tage på rekognosceringstur for at finde en alternativ beliggenhed til vejrstationen, fordi tyskernes tilstedeværelse er blevet opdaget.

Men han vælger kun at tage den unge tyske sømand Karl Kaiser og danske Marius Jensen med sig på turen. Allerede efter et par dage bliver Karl Kaiser sendt tilbage til Hansa Bugt med begrundelsen, at han er for langsom. Og så sker der noget. Tilo Krause fortæller:

»Formodentlig den 8. april 1943, lige efter at Karl Kaiser er blevet sendt tilbage, siger Hermann Ritter til Marius Jensen: »Jeg er din fange««.

Den tyske mand og den danske mand bytter roller dér midt i ødemarken. Og de drager nu sydpå mod slædepatruljens base.

»Men de bliver enige om, at de er nødt til at opdigte en historie over for myndighederne. De vil fortælle, at Marius Jensen har grebet chancen, overmandet Hermann Ritter og taget ham til fange. Den historie er bedst for dem begge to«, fortæller Tilo Krause.

Men danskerens og tyskerens evner udi skuespilkunsten skal blive udfordret. For på vejen møder de to imidlertid Ritters gamle hold, som også tæller lægen Rudolf Sensse og chefmeteorologen Gottfried Weiss. Det er endnu et af de tilfældige møder på de store strækninger i Nordøstgrønland, som er svært at forstå, hvis man ikke kender området.

»Det undrede i starten også mig, at de tilfældigt mødtes flere gange. Men ødemarken er som motorvejsnettet, og hytterne, hvor man kan holde hvil, er som de få steder, hvor man kan holde ind med bilen. Så egentlig er det meget forståeligt«, siger Tilo Krause.

Rollespil
Mødet betyder, at Hermann Ritter og Marius Jensen skal spille rollen som tysk fangevogter og dansk fange, på trods af at rollerne i princippet allerede er byttet om.

»Det lykkedes dem imponerende nok«, siger Jens Fog Jensen.

Endda lykkes det Marius Jensen, som kender området særdeles godt, at narre lægen Rudolf Sensse og chefmeteorologen Gottfried Weiss, da de vil begive sig sydpå mod slædepatruljen, som tyskerne regner med har trukket sig tilbage til stationen på Ella Ø:

Marius Jensen fortæller tyskerne, at isen på fjorden, som de vil krydse, er blevet for tynd. Han sender dem i stedet ud på en stor omvej igennem Moskusoksefjorden, der er kendt for dyb, blød og besværlig sne.

Da tyskerne er taget af sted, kan han selv tage den korte rute over fjorden for at advare sine kammerater. Ella Ø er dog allerede forladt, og danskerne er i sikkerhed længere sydpå.

LÆS OGSÅRoman om modstandskampen skæmmes af fejl og klicheer

»Historien om, at Marius Jensen narrer tyskerne, bliver vigtig for ham at fortælle, fordi den rehabiliterer ham, efter at han begik den store fejl at glemme sin dagbog. Det bliver hans heltegerning, som siden bliver beskrevet i populærberetningerne«, siger Jens Fog Jensen.

Men det, som de to forskere fra Nationalmuseet også har kunnet udlede under arbejdet med kildematerialet, er: I stedet for at tage videre mod sine kammerater i slædepatruljen, som nu er i Scoresbysund længere sydpå, tager Marius Jensen tilbage efter Hermann Ritter, der sidder ubevæbnet og uden hundeslæde.

»Han kunne lige så godt have ladet ham sulte ihjel. Men han tager en beslutning. De 300 km kan vi da også klare sammen. Og danskeren og tyskeren dukker da også op i midten af maj i Scoresbysund«, fortæller Jens Fog Jensen.

Frygten for hævn
I Scoresbysund bliver krigsfangen Hermann Ritter låst inde i et lille rum i embedsboligen i flere uger og bliver afhørt af danske Ib Poulsen. Han skriver »en fremragende, detaljeret og levende skildret rapport«, som Jens Fog Jensen beskriver det. Rapporten er i dag i Rigsarkivet.

»Hermann Ritter er pacifist. Det er Ib Poulsen overbevist om, da han afhører ham«, siger Jens Fog Jensen.

Siden bliver Hermann Ritter også overgivet til den amerikanske Coast Guard, der ligeledes afhører ham. I Tyskland bliver Hermann Ritter dømt in absentia for forræderi.

»Han har desværre ikke selv skrevet noget om, hvad der skete i foråret 1943. Han har givetvis været meget nervøs for, at nogle skulle tage hævn over ham, eller at dommen blev effektueret«, siger Jens Fog Jensen.

I 1968 dør Hermann Ritter i Østrig, 76 år.

Hvad kan jeres arbejde føje til historien om Anden Verdenskrig i Grønland?

»Jeg synes, at den bliver mere menneskelig. Den kommer ned på et andet niveau, hvor der ikke er noget, der hedder helte og skurke. Det er noget, de bliver gjort til senere i populærberetningerne. Mange af de udsendte tyskere var faktisk glade for at komme til Grønland, da de slap for den almindelige krigstjeneste for Nazityskland, og flere af dem beskriver opholdet som den største oplevelse i deres liv«, siger Tilo Krause.

Den almindelige håndværkerdreng
Heller ikke danskernes endimensionale krigsheltestatus, som blev udfoldet i drengebøgerne ’Fodspor i sneen’ og ’Kampen om Grønland’, der udkom umiddelbart efter krigen, kan holde i længden, mener historikeren:

»Når man for eksempel læser Eli Knudsens dagbog, opdager man den almindelige, sympatiske håndværkerdreng fra Amager, som han reelt var«.

Siden feltarbejdet ved Eskimonæs og Hansa Bugt er projektet desuden vokset. For den base, som tyskerne efterfølgende i al hemmelighed etablerede, da vejrstationen Holzauge 25. maj 1943 blev bombet af amerikanerne, har vist sig at indeholde endnu flere ting fra krigens tid.

LÆS OGSÅNazister og fanger byttede plads efter krigen

Her gravede et nyt hold af tyskere sig ind i sneen og etablerede sig i snegrotter på Shannon Ø, som er ca. 100 km nord for deres gamle vejrstation. Og selv om også denne grottestation blev forsøgt ødelagt senere under krigen, blev inventaret bevaret.

I takt med at isen smelter på grund af klimaforandringer, dukker tyskernes ting op. De er i særlig god stand, da de har været beskyttet af sneen i de forgangne 70 år.

Forskerne fra Nationalmuseet har blandt andet fundet soveposer, madrasser, en jakke med navn, sko, barberskumsbeholdere, parfume af mærket 4711 Kölnisch Wasser og flere bøger med biblioteksstempel fra Marinebiblioteket i Kiel:

»Kiel blev jo bombet sønder og sammen i netop disse år«, siger Tilo Krause.

»Bøgerne havde nok ikke overlevet, hvis ikke de havde været gemt i sneen i Nordøstgrønland«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken