Da han oven i De gyldne Laurbær for fjorten dage siden også modtog Weekendavisens Litteraturpris, var jagtsæsonen for Knud Romers vedkommende skudt ind.

Det har sådan set ligget i kortene siden udgivelsen af ’Den som blinker er bange for døden’. Men det har altså taget over et halvt år og tre litterære priser, før bogens sande natur gik op for offentligheden.

Det startede i sidste fredags ugeavis med en beskyldning om »fed løgn« i et åbent brev fra sønnen af den tidligere biskop over Lolland-Falsters Stift, sognepræst Georg Græsholt, der har gået i skole med Knud Romer i Nykøbing F. fra 3. klasse til 3.g.

Og det bredte sig den følgende uge til de københavnske dagblade, hvor det allerede lørdag lykkedes Berlingske Tidende at få yderligere tre klassekammerater fra 1970’ernes Nykøbing F. til at udtale sig i samme retning. Senest har Lolland-Falsters Folketidende åbnet sine spalter for alle med personkendskab til Knud Romers opvækst. Det har kaldt en fhv. folkeskolelærer fra Nykøbing Byskole ud af busken.

Formelle definitioner forpligter
De siger alle sammen det samme som Græsholt. Nemlig, at det ikke passer, når Knud Romer hævder, at han var en jaget, mobbet og ensom dreng – fordi han var søn af en socialt utilpasset og selvbevidst tysk overklassemor, der havde reddet sig ud af nazismens ragnarok ved i 1950 at gifte sig med en god og solid gennemsnitsdansker på Falster.

»Knud var en dygtig elev, og han var en kvik fyr, og han var ganske normal«, fortæller den pensionerede dansklærer. »Jeg synes, det er forkert af ham at lade folk få det indtryk, at han var ensom og blev drillet«.

Man kunne så spørge: Hvad er egentlig problemet?

Både på omslaget og på titelbladet af ’Den som blinker er bange for døden’ står der Roman. Det plejer normalt at fritage en forfatter fra at stå til regnskab for, hvad han har påstået i en bog – uden for bogen.

Men inde i bogen viser det sig, at hovedperson og fortæller har fornavn og efternavn fælles med forfatteren – de hedder alle tre Knud Romer. Det er den formelle definition på en selvbiografi, og det forpligter, anderledes end en roman, forfatteren på den virkelighed, som også er læserens.

Dobbeltkontrakt
Knud Romer påstår altså to ting, som for en logisk betragtning udelukker hinanden. Dels at alt, hvad der står i denne bog, er sket i virkeligheden. Dels at det alt sammen er fiktion.

Den slags selvmodsigende aftaler er i stigende grad blevet indgået i litteraturens verden, siden det for tredive år siden for første gang udtrykkelig blev forbudt. Da den franske teoretiker Philippe Lejeune i Den selvbiografiske pagt (1975) udelukkede, at der på omslaget af en selvbiografi kunne stå betegnelsen roman, gik der kun to år, før Serge Doubrovsky – inspireret af Lejeunes forbud – havde skrevet en psykoanalytisk selvbiografi med præcis den genrebetegnelse.

Hermed har forfattere, kunne man sige, sikret sig imod nogen sinde at blive taget på ordet. Men man kunne også sige, at (visse) forfattere hermed har åbnet for et langt mere kompliceret spil med læseren. Hvis parterne ellers begge kan fylde sådan en dobbeltkontrakt ud.

Børnefødselsdagene i Knud Romers hjem er det eksempel, der frem for noget er faldet Græsholt for brystet. Han nægter (uden tvivl med rette), at han (og de øvrige gæster?) bare kom for at have noget bizart at fortælle om bagefter.

Granatstumper

Men sammen med sit dementi bekræfter han, at det mest bizarre ved Knud Romers årlige fødselsdage ikke er det mindste overdrevet. Nemlig den omstændighed, at Romers tyske mor, som resten af året ellers holdt sig for sig selv, til slut beordrede alle fødselsdagsgæsterne til at gå i flok og følge efter hende rundt i kvarterets gader, mens hun selv i ozelotpels og smykker gik forrest med sin trækharmonika, højt spillende og syngende tyske sange.

Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvor tåkrummende en oplevelse det har været for en søn, der tidligt havde udviklet højfølsomme sensorier for sin mors billede i andre menneskers øjne. Og det burde ikke komme bag på læseren, når Græsholt nu kan oplyse, at han ikke mindes at have set nogen naboer stå og heile i havegangene, når optoget passerede forbi.

Græsholt kunne jo lige så godt have dementeret romanens påstand om, at rågerne regerede Nykøbing, eller at de overfaldt enhver, der standsede op på byens gader. Han kunne have afvist, at der aldrig kom mere end en enkelt passager i Romers farfars busselskab. Ja, han kunne have gjort opmærksom på, at den russiske håndgranat, som Knud Romer til slut kaster ud over Nykøbing fra byens Højbro, umuligt kan være detoneret. Den er jo limet sammen af de granatstumper, som forfatterens tyske onkel, ligesom en anden Synålejomfru, tid efter anden havde udskilt af sin krop.

Det fremgår, at jernstykkerne består af de historier fra Østfronten, som onklen i enrum har betroet sin nevø. F.eks. om SS-tropperne, der med våbenmagt nægtede at udlevere rationer fra deres depoter til de overlevende fra Stalingrad, som forsøgte at nå tilbage til moderlandet.

Borddækning
Det er altså ikke bare sådan, at Knud Romer siger én ting på bogens omslag, og en anden ting indeni. Inde i bogen siger han hele tiden to ting, som det er læserens egen hovedpine at få til at rime med hinanden. ’Det er virkeligt, det er sket’. Og: ’Det er løgn’. Men løgn af en anden, muligvis højere, muligvis lavere orden.

Sådan er det også uden på bogen. Der står ikke bare Roman på dens omslag. Umiddelbart over undertitlen tilbyder et foto en virkelighedskontrakt så (sur)reel som noget. Fotoet er et portræt af den spisestue, hvori Knud Romer sammen med sine forældre tilbragte sin opvækst på hjemmefronten. Det er der vist ingen læsere, der før har set. Det tunge møblement stammer fra hans mors stedfar – papa Schneider, preussisk landadels ypperste og benhårdeste repræsentant.

Over skænken hænger maleriet, der afbilder samme Schneider siddende med stålblik i midten af et skovlandskab, mens forfatterens mormor er anbragt med sin nyfødte datter, Eva, ude til højre. Imellem dem, lidt tilbage, i en næsten gennemsigtig kjole står datteren af første ægteskab sammen med hunden Bello. Det er forfatterens mor, Hildegard Voll, som aldrig blev adopteret af sin stedfar, men ikke desto mindre blev hans øjesten, da hun blev kastet ud gennem forruden på hans Daimler-Benz, fordi han kørte ind i en anden bil.

Billedet er ifølge Knud Romer malet af ekspressionisten Magnus Zeller, der ligesom de øvrige medlemmer af Blaue Reiter fik maleforbud af nazisterne i tredivernes sidste halvdel. På bogens omslag er det indsat i en tilsyneladende rent dokumentarisk virkelighed. Men mon det kan være helt tilfældigt, at de fire servietter (der burde jo kun have været tre) med deres tunge preussiske servietringe – er lagt, så de danner et svastika?

Stolen for døren
Hermed er vi altså ad referencernes vej, der ender i et mega kunstværk, bragt tilbage til bogens eget ekspressionistiske stilideal. Det kan jo godt være, det er lykkedes forfatterens hustru at indføje et par hundrede punktummer i manuskriptet, som hævdet i aviserne. Men når bortses fra enkelte kort hugne og hårdt pointerede afsnit, der skal bringe læseren op i øjenhøjde, mærkes de ikke.

Det er over lange stræk et uafbrudt strømmende, stakåndet, ustandseligt vekslende sprog, der lyver uden at blinke og hverken tillader læser eller forfatter at standse, før kilden til det hele kort før bogens slutning er blotlagt.

Det er sikkert rigtigt, at det dårligt kan have været sådan, som Knud Romer skildrer den antityske stemning i Nykøbing-F. anno 1965-75. Men det kunne det uden tvivl godt, dengang hans mor femten-tyve år tidligere selv ankom til landsdelen. Det er med hendes øjne – dannet et årti før, han selv blev født – at forfatteren i skrivende stund ser sin egen verden. Men det fremgår indirekte, at det i ganske høj grad var de andres øjne, han selv så hende med, dengang han var dreng.

Når det nu f.eks. betvivles, at Romers far kan være blevet smidt ud af Frimurerne, fordi han var gift med en tysker, må det konstateres, at det i bogen fremstilles stik modsat. Det var hans kone, der satte sin mand stolen for døren og tvang ham til at vælge mellem logen og hende.

Og er det mon så fuldstændig usandsynligt, at Knud Romer på sin første skoledag blev kaldt tyskersvin, når hans mor ganske udfordrende havde udklædt sin sagesløse søn i lederhosen og hele det tyske svineri?

Forfulgt af mors skygge
Hvis de lokale anså hende – ligesom danskerne i 1950 anså alle hendes landsmænd – for at havde været på den gale side i Tyskland under Anden Verdenskrig, så har Knud Romers mor stolt ladet dem forblive i troen. En tro, der ikke bare blev deres, men i lang tid også hendes egen søns.

Sent i bogen fremgår det, at sønnen fandt sine mistanker endegyldigt bekræftet, da han i chatollets hemmeligste rum faldt over det nazistiske jernkors, hvormed hans mor for sin indsats i krigens sidste måneder var blevet dekoreret af en tysk general.

Man skal jo huske, at hovedparten af Knud Romers bog handler om ting, han kun har fået fortalt, og at hans egen historie højst strækker sig fra han er syv, til han er femten. Imellem 1975 og skrivende stund ligger der tredive forbigåede år indtil bogens slutning, som handler om morens horror-show af en død. Hvad han end har været for hende i den mellemliggende tid, fremgår det, at Knüdchen ikke længere kan holde det ud. Skønt han er der, er han der netop ikke, da hun dør. Mens hun ligger ovenpå og kalder på ham, rumsterer han rundt nedenunder med telefon og kontaktbøger for at få fat på nogen til at komme og tage ansvaret for dette skamløse svineri. Da han kommer op igen, er hun død, og ikke engang dødsannoncen kan han få igennem uden vansirende, latterlige trykfejl.

Der er en god og solid litterær tradition for at hænge Nykøbing ud som indbegrebet af dansk smålighed, provinsialisme og snæversyn. Og det kan sådan set være et fedt, om det er Aksel Sandemoses Nykøbing Mors eller Knud Romers Nykøbing Falster.

Men i sin hæsblæsende jagt på alt, hvad der rører sig på Falster, er Knud Romer selv forfulgt af sin mors skygge. Det er i høj grad stedfortrædende lidelse, han udsætter sine tidligere medborgere for. Ikke bare sådan forstået, at han lader det være synd for sig selv, i stedet for sin mor. Men også sådan, at han slår på de andre, i stedet for på sig selv.

Vendt på hovedet
Jeg tror, at morens historie – sådan som den bliver fortalt i ’Den som blinker er bange for døden’ – er lige så ny for Knud Romer, som den er for hans læsere. Den er ligesom sidste sides håndgranat sat sammen af stumper, han har hørt op igennem årene, men først nu samlet til en flunkende æresoprejsning, omsider set fra hendes overlegne, og ikke fra hans eget underlegne synspunkt, under genfremkaldelse og udslettelse af alt, hvad der kan minde om faktisk eller imaginær nabosladder og selvgod danskhed.

Jernkorset fik hun for sit utrættelige arbejde for i krigens sidste måneder at skaffe tyske soldater, der var truet af russisk deportation, over i Vestzonen. Og sit livs kærlighed havde hun til et af medlemmerne af Rote Kapelle (ifølge hende selv en nazistisk propaganda-betegnelse for politiske modstandere af Hitler), der alle blev hængt på kødkroge anklaget for spionage for Moskva, mens de nazistiske anklagere selv gik fri af retsopgøret efter krigen.

»Han har fået vendt det om«, udtaler bispens søn, Georg Græsholt, til Lolland-Falsters Folketidende: »At det ikke var tyskerne, der var nogle røvhuller, men nykøbingenserne«.

Det tør nok siges.