Holocaust. Her ses indgangen til Auschwitz. Robert Fischermann blev sendt til Theresienstadt.
Foto: Uncredited / AP (arkiv)/AP

Holocaust. Her ses indgangen til Auschwitz. Robert Fischermann blev sendt til Theresienstadt.

Bøger

Danskers Holocausterindringer gør op med idéen om Gud

85-årige Robert Fischermanns erindringer er en lille stor bog.

Bøger

Krav om forståelse og tilgivelse plejer at være god latin, god opførsel. Robert Fischermann forklarer med sin egen skæbne, hvorfor det også kan være noget vås. Han ser stadig ikke nogen mening i holocaust – og hvordan i alverden skulle han dog tilgive?

Fischermann overlevede holocaust efter et ophold i kz-lejren Theresienstadt, der også berøvede ham troen. Før krigen spadserede han fra sit hjem på Nørrebro til synagogen i centrum hver lørdag.

Efter krigen, det vil sige efter oplevelsen af nazistisk besættelse og sin egen deportation, er han færdig – ikke med Gud, men overhovedet med ideen om, at der er eller har været en gud.

Nazijægeren Simon Wiesenthal har foreslået, at »Gud var på rejse under holocaust«, men det er for Fischermann »ikke nok at sige, at Gud var taget et smut til Mallorca ... mens 6 millioner jøder forsvandt«. Han ser holocaust som beviset på, at der hverken er en gud eller en guddommelig mening endsige retfærdighed.

LÆS OGSÅ

Fine erindringer
Fischermann hører til den store gruppe, der ikke har haft en dag siden krigen uden at tænke på den, og dog er han veget uden om alt, der har med holocaust at gøre indtil nu.

I modsætning til så mange andre europæiske jøder overlevede han. Men han har aldrig lært at leve med krigen. Holocaust følger med.

Hans fine erindringer udkommer i en eftertid, hvor man ikke skal være specielt fintfølende for at registrere en vis offentlig træthed ved at blive mindet om holocaust. Vel, ingen er tvunget. Men de allermest trætte og skeptiske ved snakken om holocaust kunne gøre sig selv en tjeneste ved at læse Robert Fischermanns beskrivelse af en dansk kz-overlevers livslange rejse.

Han skulle ikke have været hjemme om natten mellem 1. og 2. oktober 1943. De fleste danske jøder var advaret og gået i ly for senere at søge til Sverige.

Det var familien Fischermann også, men forfatterens lillesøster havde så voldsomme epilepsianfald, at faderen følte sig unødigt til besvær for en kristen værtsfamilie. Han tog derfor børnene hjem for at hidkalde lægehjælp. Fatalt. Det bankede på døren, og en myndig stemme sagde udefra: »Det er tysk politi. Luk op«.

Nøgne refleksioner
Det næste var ’Wartheland’ – skibet, der bragte næsten 500 danske jøder over Østersøen til Swinemünde og videre med kreaturvogne til Theresienstadt, hvor Robert Fischermann blandt andet fik til opgave at pakke toget for andre jøder, der blev sendt videre mod øst, det vil sige til dødslejre som Auschwitz.

Annonce

Fischermann beskriver med journalist Allan Sørensens diskrete hjælp sin families liv i Danmark – indvandrere fra Østeuropa – oplevelserne i Theresienstadt og sit eget liv, da han kom hjem og senere søgte til Israel.

Der er andre, som finder forbindelsen mellem holocaust og Israel ubærlig og urimelig. For Fischermann er der en lige, nødvendig linje mellem den påtvungne skæbne som offer for andre nationers skalten og valten med deres jødiske mindretal til beslutningen om at bosætte sig i en stat, hvor jøder kan tage vare på sig selv.

Hans lille bog – en ganske almindelig danskers ganske ualmindelige erindringer fra en ganske uantagelig skæbne – er ikke specielt polemisk, snarere nøgen i sine refleksioner. Han kræver knap nok selv forståelse.

Men her er beretningen fra en mand, der naturligvis ikke kan komme over, at han blev tvunget til at hjælpe med at stuve grejet om bord på nye kreaturvogne for medfanger, der skulle sendes videre. »Havde jeg bare fået en tjans på snedkerværkstedet i stedet, eller havde jeg bare kunnet fortsætte som kartoffelskræller«.

Ingen store fanfarer

Han vidste, at togene mod øst havde døden som destination. Hvordan bearbejder man erindringen om at blive bedt af en bekendt før togturen om at skaffe en cigaret for en vielsesring? »Jeg har ikke brug for ringen mere«, sagde den smøgtrængende. Snart kørte toget.

Først da Fischermann sammen med sine små søskende kom retur til Danmark med De Hvide Busser i april 1945, fik han at vide, at faderen og en storebror – der begge havde undgået arrestationen og deportationen – var druknet under deres forsøg på at sejle til Sverige.

Skulle der være noget at forstå? En mening? Noget at tilgive?

LÆS OGSÅ

Fischermann, i dag 85 år, fortæller sin historie uden store fanfarer. For ham står holocaustbenægtelse i dag på lige fod med jødehad. Mange år efter krigen genså han Theresienstadt og kom i snak med en tjekkisk mand på stedet. »Han spurgte, om jeg ikke var bange for at stå og tale med ham på åben gade. Jeg ville have troet, at det var ham, der var bange«.

Og så er der trætheden over for mennesker, som bærer erindringen om holocaust. Også den er svær at forstå – nej, umulig efter læsning af Fischermanns fortælling. En lille stor bog.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden

    Dansker efterlyst

    Jakob Nielsen

    Redaktionschef

    Eurpols julekalender

    Julen er mordernes tid. I hvert fald hos Europol, der har lagt årets vildeste julekalender på nettet: bag hver eneste låge gemmer sig en af Europas mest eftersøgte personer. I dag er det en dansk efterlysning: