Udstillet. Efter invasionen af Sovjetunionen i juni 1941 øgedes antisemitismen i Norge.
Foto: Foto fra bogen

Udstillet. Efter invasionen af Sovjetunionen i juni 1941 øgedes antisemitismen i Norge.

Bøger

Holocaust ses og opleves nedefra i medrivende menneskebog

Journalist Marte Michelet skriver om det traumatiske kapitel i norsk historie.

Bøger

Journalisten og kommentatoren Marte Michelet har skrevet en medrivende menneskebog om holocaust i Norge. I tråd med tendensen i international forskning er det ikke den overordnede plan, der interesserer hende, men de mennesker, der var involveret. Ofre og gerningsmænd. Hele samfundet.

Derfor tager hendes historie afsæt i parallelle norske fortællinger om den jødiske familie Braude og om to gerningsmænd, den tyske Gestapo-officer Wilhelm Wagner og den norske statspolitimand Stian Bech jr.

Den direkte menneskelige tilgang gør, at vi kan identificere os med og spejle os i både ofrene og deres forfølgere. Historien er set og oplevet nedefra. Vi kan føle den.

765 ud af 2.100 jøder omkom

Ved krigsudbruddet var der omkring 2.100 jøder i Norge, en forsvindende lille andel på mindre end 1 promille af befolkningen. 765 af dem blev ofre for holocaust – et rystende højt tal sammenlignet med Danmark, men forholdsmæssigt lavere end i Nederlandene.

Michelets beretning om den gradvise optrapning af diskriminationen mod de norske jøder er urovækkende afdæmpet. I begyndelsen små skridt, men alle i samme skæbnesvangre retning. I februar 1941 kom Wagner til Norge som Eichmanns repræsentant.

Her indledte han høfligt og venligt et samarbejde med forstanderen i Mosaisk Trossamfund – helt efter det mønster, der findes i andre besatte lande.

Det er ikke svært at leve sig ind i det frygtelige dilemma for de jødiske tillidsmænd. Skulle de engagere sig i et samarbejde, der punkt for punkt prisgav deres trosfæller? Eller tage et åbent brud, der med stor sikkerhed ville nedkalde en øjeblikkelig katastrofe over menigheden?

Kommer forbrydelsen nærmere

Fortællingen er fascinerende i sin dagligdags gru og med den underliggende viden om, hvor galt det må gå alle hovedpersoner. Michelet holder sin stemme klar, og kontrasten mellem ofre og deres norske og tyske forfølgere er virkningsfuld.

Vi kommer forbrydelsen lidt nærmere – og gennem den også medløberiet og opportunismen. Men også heroismen og den menneskelige storhed, der synes at trives side om side med den dybeste fornedrelse.

Annonce

Solidariteten med ofrene er et godt brændstof, men også forførende, som når Michelet i sin epilog genfortæller den gribende historie om de fem norske jødiske fanger, som kort før krigens slutning blev efterladt i Buchenwald, da de øvrige norske og danske fanger blev hentet som led i den svensk-danske redningsaktion med de hvide busser.

Alle fem beskrev senere dette som den frygteligste dag i hele deres fangetid, og Michelet lader en af de tilbageladte rejse det retoriske spørgsmål: Er norske jøder ikke norske?

Fokus på medløbere

Men både Kristian Ottosen og svenske Sune Persson, der begge har undersøgt sagen, peger på, at den transport, der lod de fem tilbage, var organiseret af lejrkommandanten, og at det var SS, der skilte jøderne ud fra de øvrige nordmænd. Det gør ikke oplevelsen mindre forfærdelig. Men hvis der ikke er dokumentation, der tyder på, at der fra norsk side blev foretaget et bevidst fravalg, gør det historien til en anden.

Marte Michelets store fortjeneste er, at hendes historie belyser, hvor mange der medvirkede. Selv om det er klart, at hendes fokus er medløberne, og ikke de mange, der sagde fra, efterlader hendes beretning ikke tvivl om, at norske myndigheder og nordmænd medvirkede i langt større omfang, end de fleste siden har brudt sig om at tænke på.

Dermed bidrager Marte Michelet til en debat, der trænger sig på i Norge, hvor den heroiske fortælling om modstanden og den traumatiske om terroren under tysk besættelse længe har domineret.

Minder os om, hvad der står på spil

Selv om Michelet ikke selv drager parallellen, peger hun ganske præcist på det dilemma, at mens samarbejdet med besættelsesmagten i Danmark blev forhandlet med den lovlige regering, der hovedsagelig bestod af folkevalgte, og som nød Rigsdagens opbakning, blev det i Norge forhandlet mere decentralt af de enkelte norske myndigheder, der så sig underkastet en nazistisk og forbryderisk ledelse.

De kompromiser og knæfald på centralt hold, der blev prisen i Danmark, genfindes fuldt ud så smerteligt i Norge, hvor de blot fandt sted inden for politiet og den civile forvaltning, hvor enkeltpersoner og institutioner blev indrulleret i undertrykkelsen – og i jødeforfølgelserne.

Spørgsmålet, om de kunne have sagt fra, lader sig ikke meningsfuldt besvare i en sen eftertid. Derimod er det en vigtig konstatering, at mange ikke gjorde det. At modstandskraften over for først den lille og siden den mere omfattende og fatale diskrimination i løbet af kort tid blev slidt ned.

Vi har ingen grund til at tro, at vi i dag er hverken mere retlinede eller mere modige, end vore landsmænd under besættelsen. Netop derfor er det vigtigt, at Marte Michelet med ’Den største forbrytelsen. 'Ofre og gjerningsmenn i det norske Holocaust’ minder os om, hvad der står på spil, hvis det demokratiske samfund ikke er i stand til at opretholde medmenneskelighed og beskytte sin retsbevidsthed.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden