Søhelt? Herluf Trolle var nærmere dygtig til efterretning og logistik, end han var en taktisk søhelt, kan man læse i bogen om ham. - Illustration fra bogen

Søhelt? Herluf Trolle var nærmere dygtig til efterretning og logistik, end han var en taktisk søhelt, kan man læse i bogen om ham. - Illustration fra bogen

Bøger

Historiker langer ud efter Herluf Trolle som 'lærd søhelt'

Fortræffelig biografi om Herluf Trolle piller ved de hævdvundne forestillinger.

Bøger

Herluf Trolle er en af de traditionelle helte i dansk historieskrivning. Han døde i 1565 af de sår, han havde pådraget sig i et søslag mod svenskerne. Sammen med hustruen, Birgitte Gøye, grundlagde han den stadig eksisterende skole i Herlufsholm. I ligprædikenen citerede en anden berømthed, teologen Niels Hemmingsen, ham for de berømte ord om de gyldne kæder, der forpligtede adelen til at forsvare fædrelandet. Denne patriotiske udmelding har været udgangspunktet for en vildtvoksende tradition, der har tillagt Trolle alle mulige gode egenskaber. ’Den lærde søhelt’ er han blevet kaldt.

I dag er det 500 år siden, han blev født – en god anledning til at se nærmere på manden. Resultatet er blevet en fortræffelig bog af historikeren Sebastian Olden-Jørgensen. Det er et lejlighedsskrift, hvori også Herlufsholm Skole er involveret. Men det er ikke panegyrik, det er en nøgtern og oplysende fremstilling, der gør op med en række myter og samtidig gør os klogere på manden. Som altid er virkeligheden mere fascinerende end myten.

Olden-Jørgensen langer ud efter påstanden om Trolle som ’lærd søhelt’ – konklusionen er, at Trolle hverken var lærd eller en søhelt. For at tage det sidste først. Hvad er en søhelt? Nu døde Trolle faktisk af de sår, han pådrog sig i søslaget ved Femern, men i Olden-Jørgensens øjne er det åbenbart ikke nok til at være rigtig søhelt. Det hører selvfølgelig med, at de sår, Trolle fik på arme og ben, næppe i sig selv var farlige. Som så ofte var det den efterfølgende infektion, som var fatal.

Ligesom det ikke er nemt at definere en søhelt, er heller ikke lærdom noget entydigt. Men i hvert fald én myte får Olden-Jørgensen aflivet

Men Olden-Jørgensens pointe er en anden. Han afviser forestillingen om Trolle som taktisk pioner inden for søkrigsførelse; en tidligere biografi havde ellers noget højstemt placeret ham på niveau med Niels Juel og Nelson.

Olden-Jørgensen finder, at Trolles kompetencer lå på et andet felt, det efterretningsmæssige og det logistiske. Muligvis ryger der lidt helteglorie, men det gør ikke manden ringere. Logistik og efterretninger har nok vundet flere krige end heltemod.

Annonce

Hvad med lærdommen? Ligesom det ikke er nemt at definere en søhelt, er heller ikke lærdom noget entydigt. Men i hvert fald én myte får Olden-Jørgensen aflivet. I stort set alle tidligere fremstillinger bliver Trolle tillagt historiske interesser, der blandt andet ytrede sig ved, at han indsamlede historisk stof, som oven i købet endte med at blive stillet til rådighed for hans søstersøn, den berømte historiker Arild Huitfeldt. Den historie afslører Olden-Jørgensen som digt uden det mindste kildegrundlag.

Det er fint, at forfatteren sender historikeren Trolle til myternes verden, men at manden besad et vist mål af dannelse og måske lærdom, synes jeg ikke kan afvises. Blandt andet skrev han, hvad Olden-Jørgensen selv fremhæver, et fortræffeligt dansk, gerne krydret med ordsprog og vendinger hentet fra den gamle danske Rimkrønike. Derimod mangler der latinske citater og henvisninger til klassikerne, hvad Olden-Jørgensen tager som udtryk for manglende lærdom.

Det er muligvis rigtigt, men isoleret set halter argumentet. Man kan godt være lærd uden at klistre brevene til med latinske citater. Trolle havde i sin ungdom studeret ved det protestantiske eliteuniversitet i Wittenberg og kunne latin. Det er vel tænkeligt, at Herluf Trolle, når han skrev på dansk, har fundet det mest naturligt at bruge metaforer hentet i dansk tradition.

Olden-Jørgensen og Herluf Trolle er et godt match. Forfatteren er en bredt funderet i tidens historie og kultur, også litteraturhistorien har han godt greb om. Dertil kommer metodisk stringens. Han går i rette med intellektuel sjusk, hvilket går ud over et par kvindelige skribenter, der uden at sætte sig ind i 1500-tallets sociale normer har gjort Birgitte Gøye til en del af deres eget frigørelsesprojekt.

Alt i alt er det et fortræffeligt arbejde, som forfatter, forlag og skole kan være tilfredse med.

Olden-Jørgensen skriver godt og formår at forklare komplicerede forhold på en letforståelig måde. Vigtigst er det dog, at han i højere grad end forgængerne kommer ind på livet af Trolle, glansbilledet er blevet til et menneske. Ikke helt, men hædersmand er den lidt tvetydige afsluttende karakteristik af den nu forhenværende søhelt.

Billedmaterialet er fint, billedteksterne oplysende og uddybende. Der er dog en enkelt smutter, idet vi præsenteres for et billede, der angives at forestille Herlufs kollega i rigsrådet Mogens Gyldenstierne og være malet af Christian III’s hofmaler Jacob Binck.

Oplysningerne er dog tvivlsomme. De stammer fra en lærd 1700-tals historiker, der skrev Mogens Gyldenstiernes navn på billedet og forsynede det med en falsk signatur. Men billedet har også en original datering og aldersangivelse, der ikke passer med Gyldenstierne. I øvrigt er maleriet en ruin, hvor der ikke er mange originale penselstrøg tilbage.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce