Tungsind. Litteraturredaktør Jes Stein Pedersen er ikke i tvivl om, at den, der er ramt af tomhed og tungsind, og har brug for både at komme sig og skærme sig mod alt det, der giver uro, kan få en masse ud læsningens særlige mulighed for at opnå selvforglemmelse og selvfornemmelse på en gang.
Foto: MARTIN LEHMANN (arkiv)

Tungsind. Litteraturredaktør Jes Stein Pedersen er ikke i tvivl om, at den, der er ramt af tomhed og tungsind, og har brug for både at komme sig og skærme sig mod alt det, der giver uro, kan få en masse ud læsningens særlige mulighed for at opnå selvforglemmelse og selvfornemmelse på en gang.

Bøger

Ramt af tomhed og tungsind? Læs noget Rilke!

Der er mange gode grunde til, at vi er gået poetisk med vores litteraturpris. En af dem handler om poesi som middel mod meningstab.

Bøger

For nogle måneder siden mødte jeg i toget en gammel bekendt, som var ind til marven træt af at have så travlt. Hun var havnet i et Djøf-relateret job i en stor organisation og havde hele tiden følelsen af at skulle nå noget, hun ikke kunne nå. »Jeg er flad og tom. »Hvad skal jeg læse?«, spurgte hun.

»Digte!«, fløj det ud af mig. Jeg endte med at anbefale tre-fire gode steder at kaste mentalt anker i poesiens verden. Tomas Tranströmer, Gunnar Ekelöf og Rainer Maria Rilke bl.a. Jeg tror, der er mange, der har det som min bekendt. Ramt af den giftige blanding af travlhed, tomhed (og alder!). Hvad er meningen med det hele? Hvornår var det egentlig, jeg mistede mig selv? Kan jeg få den gamle udgave tilbage? Måske nu tilmed i en klogere udgave? Fordi jeg nu ved, hvad jeg ikke vil!

Og jeg er ikke i tvivl om, at den, der er ramt af tomhed og tungsind, og har brug for både at komme sig og skærme sig mod alt det, der giver uro, kan få en masse ud læsningens særlige mulighed for at opnå selvforglemmelse og selvfornemmelse på en gang.

Det er min egen personlige erfaring, men jeg oplevede det også i Liverpool for nogle år siden. Der bevidnede jeg, hvordan man helt konkret benytter sig af litteratur som terapeutisk redskab. Metoden hedder, som det vil være mange bekendt, bibliotherapi, og takket være The Reader Organisation (TRO), som fantastiske Jane Davis startede i 1997 og stadig står i spidsen for, er metoden nået langt ud i samfundet.

Jeg glemmer aldrig, da jeg nogle timer efter at have talt med litteraturforskere på Liverpool Universitet om sagen havnede ude i en forstad til Beatles-byen, hvor jeg fik lov at overvære, hvordan en gruppe borgere, som alle havde fundet hinanden via et samarbejde mellem de sociale myndigheder og TRO, brugte digtet ’The road not taken’ af den amerikanske digter Robert Frost (1874-1963) til at åbne for en samtale om retten til at vælge sin egen vej.

Læsegruppens medlemmer tilhørte helt tydeligt den klassiske arbejderklasse

Annonce

Gruppen bestod af folk, som havde haft et hårdt liv. Læsegruppens medlemmer tilhørte helt tydeligt den klassiske arbejderklasse. Seancen varede en times tid, og tungsindige Frost ville have jublet i sit stille sind eller måske ligefrem ranket ryggen af stolthed, hvis han havde oplevet, hvad hans korte, men bevægende digt satte i gang hos disse smadrede, men værdige borgere fra den navnkundige, men fattige engelske by.Hvis man vil blive rask, skrev Freud, er der to ting, der duer, og det er kærlighed og arbejde. Og litteratur, må vi altså tilføje.

Med Jane Davis’ ord, i fri oversættelse, »har den måde, hvorpå vi har organiseret det moderne liv, ja, selv civilisationen, kostet os tabet af vores følelser. Men selv om vi ikke anerkender det, er følelser stadig det, som bevæger os. Og litteratur giver os både mulighed for at lære andres og vores egne følelser at kende. Når vi læser, er vi i stand til at stille skarpt på en erfaring eller følelse, vi ’bremser’ den, oplever den som sprog, læser om den i vores eget tempo og får i bedste fald øje på, hvad det er, der rør os«. Læsning er for Jane Davis »en slags meditativ bevidsthed, og det er derfor, at vores fælles læsningsmodel, Get Into Reading, hvor små grupper læser hele litterære værker højt sammen, med masser af snak, har været sådan et stort og befriende gennembrud«.

Forleden fik jeg så mail fra min ven, som fortalte mig, at mit råd om at læse poesi havde hjulpet – hun var særlig glad for Tranströmer. Havde både haft helle og var blevet eksistentielt optanket. Og gav mig lov til at viderebringe hendes erfaring.

Det gør jeg selvsagt med ekstra glæde. Også fordi den rører ved en del af baggrunden for, at vi er gået poetisk med vores litteraturpris ved kun at indstille digtsamlinger.

Det har vi gjort for poesiens egen skyld. For den kan virkelig bruge opmærksomhed og fortjener det i den grad.

Men også, fordi den på så mange måder, herunder dem, jeg har nævnt her, kan fungere som middel mod meningstab og følelsesløshed.

Tænk, hvis lægerne ordinerede ’poesi i fællesskab’ i stedet for piller.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden