Den hængte’ hedder et af Den Store Arkanas 22 billeder i et spil tarotkort: Med løkken om den ene fod og det andet ben lagt koket på tværs, så benene danner et omvendt 4-tal, hænger han med det spillevende hoved nedad, gerne med glorie eller ligefrem et lille smil.

Uden at deltage i visse seriers flirt med det okkulte kan man godt se det kort som billede på tegneseriens noget selvmodsigende status i Danmark ved udløbet af dette årti: ’Den hængte’ varsler død – men også det gamles nødvendige død, for at nyt liv kan opstå.

LÆS OGSÅDe globale 00'ere: Dejlig er jorden

Modsat et par andre kunstarter har tegneserien nemlig virkelig fornyet sig i det ny årtusind. Men samtidig truer meget af fornyelsen nu allerede med at løbe ud i sandet igen. Forklaring følger:

En mørk og stormfuld nat
Næsten som for at bekræfte tidehvervet døde to af det gamle århundredes største billedfortællere i det ny årtusinds første år: Den 3. januar 2000 lukkede Charles M. Schulz ’Radiserne’, den store genrefornyelse af den daglige avisstribe, som han havde søsat i 1950.

Efter mangen en mørk og stormfuld nat satte Nuser sidste punktum for sit litterære storværk – og fem-seks uger senere døde Schulz selv, 77 år, hjemme i Santa Rosa, Californien.

Carl Barks, Andebys skaber, nåede at blive 99, før han i august samme år havde malet sin sidste ’and i olie’ ved staffeliet i Grants Pass, Oregon, kun nogle hundrede kilometer nord for Schulz’ hjemby. Barks’ samlede andeværker udkom på dansk i 30 tykke bind i dette årti!

Will Eisner, tegneren af ’The Spirit’, opgav først ånden i 2005, 87 år og vel knap så verdensberømt som de to landsmænd, men ikke mindre banebrydende: Til billedfortællingerne i ’En kontrakt med Gud’, udgivet 1978 i pocketbogsformat, opfandt han nemlig termen ’graphic novel’. Og dén opfindelse bar frugt.

Fra Art Spiegelmans tobinds holocaustserie ’Maus’ over Neil Gaiman og Dave McKeans ’Black Orchid’ til Frank Millers Batmanrevival ’The Dark Knight’ og hans ’Sin City’ plus Alan Moore og Dave Gibbons’ ’Watchmen’ kaldte de vigtigste amerikanske serier fra 1980’ernes midte og frem sig for grafiske romaner.

LÆS OGSÅHer er 00'ernes bedste film

De tre sidstnævnte blev i øvrigt også milepæle i udvidelsen af filmens udtryksmuligheder i 2000-tallets første årti, hvor de trykte serier også omsider udkom på dansk, med op til 20 års forsinkelse.

Tegnet roman eller graphic novel
Da havde de også lugtet lunten i Europa.

Tegnere som Pratt, Moebius (Jean Giraud), Comès og Bilal havde ganske vist tidligt arbejdet med det lange – men ikke som i serierne helt endeløse – episke åndedræt, men til albumformatets store sider.

I 2004 afsluttede Regis Loisel en af 1990’ernes vigtigste franske serier, den på én gang fabulerende og social- og psykoanalytiske gendigtning af ’Peter Pan’ i seks albumbind: en roman.

Og Jacques Tardi spændte samme år seriens rummelighed for belærende tekst til det yderste med ’Folkets røst’, en roman tegnet om til fire billedbind om Pariserkommunen 1870.

Men først med en række unge tegneres 90’er-forlag l’Association var den franske form støbt til graphic novels i det mindre bogformat, med ’Det store onde I-II’ af David B(eauchard) og iransk-franske Marjane Satrapis ’Persepolis I-II’ som flagskibene, begge afsluttede på fransk i 2003.

I Danmark udkom de i henholdsvis 2006 og 2005 som led i et større nybrud i hele branchen.

LÆS OGSÅ00'ernes musik løb i alle retninger

Ud over lyspunkter som Loisels ’Peter Pan’ og amerikanske Jeff Smiths charmerende fantasy-epos ’Bone’ havde det danske seriemarked groft sagt hutlet sig gennem 90’erne på et blandingsmisbrug af ferm halvporno som Milo Manaras eller Serpieris studier i kvindelig anatomi og så steady-sællerter som Tintin, Asterix, Lucky Luke og Splint & Co.

Men introduktionen af japanske manga-serier skabte omkring 2000 et nyt serieboom for børnelæserne. Kvalitetsserien ’Akira’ og den mildt sagt dynamiske og populære ’Dragon Balls’ banede vej for en ren tsunami af shojo- og shonen-udgivelser, serier for teenagere af hhv. hun- og hankøn, helt frem til manga-udgaver af Bibelen i 2008.

De store og de små
Øget indtjening gav omsider omkring 2005 de store forlag – Egmont og Carlsen – mod til at forsøge sig med egentlige graphic novel-udgivelser, hhv. amerikanske som ’Watchmen’ og ’V for Vendetta’ og europæiske som ’Persepolis’.

Men også fordi de mindre pionerforlag allerede var i fuldt sving: G. Floy Studio og Fahrenheit først med hhv. Marvel-mesterserier og ambitiøse danske serier som Henrik Rehrs 9.11-aftryk ’Tirsdag’ og ’Tribeca Sunset’ – siden fulgt op af nicheforlag som Brun Blomst og Aben Maler.

Foruden senest at overtage det halvt hollandske Arboris’ ujævne udgivelser har Faraos Cigarer som forlag satset på ambitiøse samle- og nyudgaver af Hugo Pratt, Tardi, Moebius m.fl. og har ligesom det lille forlag Donovan opsamlet en del af ’de stores’ afbrudte franske albumserier.

Politisk Revy har foruden en étbindsudgave af ’Maus’ suppleret de svenske bodegabumser ’Arne And’ og ’Rocky’ med systematisk genudgivelse af Claus Deleurans serier.

Per Kofod vovede et øje med Karasik og Mazzucchellis grafiske version af Paul Austers roman ’By af glas’, og Rosinante & Co. meldte sig så sent som i år på seriemarkedet med ’Gemma Bovery’ af engelske Posy Simmonds og med danske Thomas Thorhauges på én gang let tilgængelige, formavancerede og – især i disse dage – højaktuelle billedfortælling om politisk aktivisme og hverdagsdrømme: ’Kom hjem!’.

Luftfornyelse og kvælertag
Grøde i luften? Ja, men lovlig luftigt. Tegneserien blev måske nok ’voksen’ igen – ligesom i boomet i 1970’erne – men salget har ikke stået mål med titeludbuddet.

Det ny format graphic novels var ellers – litteratursnobberi eller ej – som skabt til efter 90’ernes elendighed atter at åbne biblioteks- og boghandlermarkedet for tegneserierne. Men forventningerne er blevet skuffede.

Seriebranchens nybrud faldt desværre sammen med systematiske biblioteksnedlæggelser og med en boghandel, der gisper efter faste indtægter over for nethandelens og de store kæders kvælertag af lavpris på bestsellerne.
Egmonts opkøb af Bonniers danske bogforlag – herunder Carlsen – ville i 2007 have bragt alle steadysellerne – Asterix, Tintin osv. – under ét og samme tag, nemlig i Joakim von Ands pengetank.

Men det satte EU-kommissionens monopolregler en stopper for, så i stedet måtte endnu et nyt dansk forlag, Cobolt, oprettes til udgivelse af Tintin og Carlsens andre serier.

Virkningen har lignet et knockout: Egmonts bogforlag, L&R, har siden fyret medarbejdere bundtvis, og Cobolt har endnu kun akkurat fundet sine egne ben. Hverken Andeby eller Møllenborg var til at finde på nogen stand i BogForum i år.

Forskning, forandring og festival
Men paradokserne hænger ikke kun på tarotkortenes træer: Mens markedet efter forbigående optimisme atter udhules, vokser forståelsen af tegneserierne som mangfoldig og selvstændig kunstart.

Danske kunstmuseer og udstillingssteder åbnede salene for serier, og i 2000 udkom den første danskudgivne forskningsantologi om ’Comics culture’, hvorpå en af redaktørerne, H.C. Christiansen, året efter udgav sin ph.d.-afhandling om ’Tegneseriens æstetik’.

I analyse- og interviewbogen ’Forandringstegn’ præsenterede Matthias Wivel og Thomas Thorhauge i 2005 avanceret udenlandsk seriekunst – med streg under kunst. Et katalog over danske forlags undladelsessynder.

LÆS OGSÅHer er 00'ernes bedste udenlandske bøger

Højt begavet dansk seriekunst samlede de i udstillingen ’Blæk’ og 2006-bogen af samme navn. Og i 2009 viste Aben Malers serieantologi ’From Wonderland with love’, at danske tegnere er gode nok til, at USA’s avantgardeforlag Fantagraphics ville være medudgivere.

Den internationale danske festival Komiks.dk lagde ud i 2004, og efter 2006 og 2008 planlægger ’biennalen’ i maj 2010 et kvantespring ind til Øksnehallen, Kbh. V. Dansk Tegneserieråd blev stiftet i marts 2009 med det formål at fremme mediets og kunstartens vilkår og med samme Thorhauge som formand.

I begyndelsen var dommedag
For at det ny kan gro, må det gamle dø:

Med bind 15 nåede ’Valhalla’ efter 30 års fortjent dansk og udenlandsk albumsucces frem til ’Vølvens syner’: ragnarok. Vores egen husgud, Divus Madsen fra ’Egoland’, udåndede på højt begavet vis efter 25 års dagsstriber i dette forårs helligdage.

Og en måned før COP15 satte klimadommedag på dagsordenen, vendte den gamle hedning, hedonist og undergroundmester Robert Crumb med sin sammenbidt gammeltestamentlige grafik over 1. Mosebog tilbage til begyndelsen: ’Verdens skabelse’.

Der er gjort plads til fornyelse, dansk såvel som importeret – og vi behøver vel ikke altid at være tyve år bagud.