Der står en stærk mand med svulmende overarme og kruset hår på forsiden af Jakob Ejersbos bog ’Revolution’. Motivet ligner etiketten på den lokale tanzaniske gin, Konyagi, som sælges i små poser til 8 kroner stykket og er den direkte vej til en hurtig brandert.

Overalt, hvor der lever mennesker i Tanzania, flyder det med disse tomme Konyagiposer. Alligevel gav det et gib i Jakob Ejersbos mor, da hun tilfældigvis spottede sammenhængen.

»Vi var ude at spise på en lokal restaurant, og pludselig genkendte jeg billedet fra Jakobs bog. Det var jeg ikke lige forberedt på. Det slog mig helt ud«, siger Hanne Ejersbo.

Hendes søn døde af kræft forrige år, 40 år. Han efterlod et over 1.600 sider langt manuskript, der var stærkt inspireret af hans eget liv og oplevelser i Tanzania. Samtidig testamenterede han noget af sit bo til et dansk børnehjem i Tanzania.

Det har fået hans forældre til at rejse tilbage, og de har bøgerne med i bagagen. ’Eksil’, ’Revolution’ og ’Liberty’. Sirligt lagt i små plastikposer, der lige passer i størrelsen. Tanken er, at de skal afleveres på den internationale skole i Moshi, hvor Jakob Ejersbo og hans storesøster gik sidst i 1970’erne og først i 1980’erne.

Debutromanen ’Nordkraft’ står her allerede. Den har han selv været forbi med. Men netop skolen og livet blandt hvide udstationerede ex-patriates spiller en væsentlig rolle i bøgerne om Afrika.

Hjemmefra
I Danmark har begejstrede anmeldere for længst placeret det barske værk om liv, død, sex, identitet, afmagt og fremmedhed på hylden blandt nyklassikerne i dansk litteratur.

»Efter en uge i Afrika med Jakob Ejersbos roman ’Liberty’ vakler både sprog og virkelighed. Bogen er stor som et kontinent, svedig som et diskotek i Dar es Salaam og sort som en rejse til nattens ende«, skrev Bjørn Bredal i Politiken, da ’Liberty’, det sidste bind i trilogien, udkom.

LÆS OGSÅEjersbos sidste bog er stor, svedig og sort

700 siders gru og håbløshed, varme og sanselighed, der ikke er til at undvære, kaldte han det.

»Jeg ved, at det hele tiden har været Jakobs store drøm at skrive de bøger. Han havde ikke den ild, som får journalister til at løbe efter andres historier. Han havde sin egen historie, han ville fortælle. For Jakob var det her hans livsværk. Og så går han hen og dør«, siger Hanne Ejersbo.

Formelt set er hun og hendes mand hernede for være frivillige på det børnehjem, som skal arve forfatteren. Men der er også tid til at fundere over, hvad det er for hændelser, der egentlig har formet Jakob Ejersbos liv – og forfatterskab.

Tydeligvis har han taget mange dybe sug af sin egen afrikanske virkelighed for at finde inspiration til bøgerne. Beskrivelser af forkvaklede relationer mellem mennesker løber som en tråd gennem trilogien. Alene titlerne er som et koncentrat af genkendelige mentale tilstande i livet her blandt hvide og sorte.

»Vi har da spurgt os selv, om det virkelig var så slemt dengang«, siger Hanne Ejersbo. Hun har læst manuskriptet igennem flere gange inden udgivelsen af de sidste to bind. Men da var Jakob Ejersbo jo syg, dødsenssyg, og måske er det først nu, det hele er ved at bundfælde sig.

»Når jeg læser hans bøger nu, så sidder jeg jo og er lige der i det hus. Anderledes kan det ikke være. Meget af det, Jakob skrev om, skete også i virkeligheden. Så knaldede folk til højre og venstre. Ægteskaber gik i stykker, unge indiske mænd kom op og bød sig til. Der var folk, som blev kyniske, udnyttede andre eller levede meget forvirrede liv«, siger hun.

Kulturchok
Familien Ejersbo boede i Tanzania i flere omgange i 1970’erne og 1980’erne. Faderen arbejdede med udviklingsbistand betalt af den danske stat, og moderen hjalp til på hospitalet i Moshi.

Detaljerne fra fortiden dukker op undervejs i Jakob Ejersbos fortællinger. Ikke nødvendigvis de enkelte personer, men livsstilen, festerne, utroskaben, kontrasterne. Forældrene genkender gamle naboer og børnenes klassekammerater. En 50-års fødselsdag, som står helt centralt i ’Liberty’, fandt også sted i virkeligheden.

Dog ikke med samme skæbnesvangre udfald. Og så er der selvfølgelig konflikterne, skuffelserne og den knivskarpe udstilling af velstillede hvide gæstearbejdere, som depraveret boltrer sig i sex og alkohol. Alt imens fattigdommen glider uanfægtet forbi uden om dem.

»Man kommer herned, og så er der ligesom noget, der skrider. Pludselig er man i en helt anden position. Kontrasterne er så store. Her er meget sprut og mange muligheder. Det kan mange ikke håndtere«, siger Hanne Ejersbo. Men samtidig var det også et kulturchok af den gode slags at komme til Afrika.

»Jeg var selv meget fascineret af varmen, ikke kun den fysiske varme, også af varmen mellem mennesker. Man er mere afslappet. Alt er ligesom flydende, og man ved aldrig helt, hvad der bliver til noget i løbet af en dag. Man er mere i sin krop, i sin seksualitet, synes jeg. Rent fysisk er der mere nærvær. Jeg tror også, at det gjorde stort indtryk på Jakob. Han var jo meget betaget af vores fælles liv hernede og rejste tilbage flere gange. Det samme, kan jeg se, fascinerer de unge danske volontører, vi møder hernede nu, på børnehjemmet. Det er ikke alle, som vil hjem igen«.
Arkivfoto:  Morten LangkildeTilbage. Hanne og Mogens Ejersbo er vendt tilbage til Tanzania som frivillige på børnehjemmet Usa River Children Centre. Foto: Mikala Satiya Rørbech Jakob Ejersbos familie vendte hjem til Danmark i 1976, og han begyndte i 3. klasse på skolen i Frejlev uden for Aalborg. På det tidspunkt havde han for længst fået Afrika i blodet.

»Vi har snakket meget om siden, hvordan det var for Jakob med alle de skift. Han kom jo lige fra sommeren hernede i Tanzania og kunne ikke kende forskel på højre og venstre og kunne ikke sproget ordentligt. De danske børn gik meget op i tøj og sådan noget, og der kom vi og var nok lidt mere flippede i det. Han fik træskostøvler, og vi købte en Lada. Ikke en smart bil, som de andre familier havde. Det var jo sådan nogle unge driftige familier, der bosatte sig derude i de år; de gik alle sammen vældig meget op i bilmærker og materielle ting. Det var nok ikke så let for Jakob«, siger Hanne Ejersbo. Hun husker, hvordan han som 10-årig insisterede på at få lavet huller i ørerne.

Store guldringe i begge sine ører. Som en masai. Og da Mogens Ejersbo nogle år senere fik job i Tanzania for anden gang, plagede han om at komme med.

Stor frihed
Løsningen blev, at Jakob Ejersbo kom med tilbage og fortsatte på den internationale skole, mens moderen og søsteren blev i Danmark det år.

»Men de stod jo ikke og ventede nede i Moshi, da han kom tilbage, som Jakob måske havde forestillet sig. Mange af kammeraterne var der heller ikke mere«, siger Hanne Ejersbo. Til gengæld blev han venner med en jævnaldrende tanzanier, Ali, der arbejdede for en svensk familie.

De hørte musik og gik på diskoteket Liberty sammen. Liberty er også titlen på den sidste og afsluttende roman i trilogien, som følger den danske dreng Christian og hans forsøg på at skabe sig et liv som både hvid og sort, både fremmed og fri.

»Mogens lod Jakob få en masse frihed dengang. Det gjorde ham nok utrolig selvstændig i forhold til jævnaldrende kammerater«, fortæller Hanne Ejersbo. På et tidspunkt kom en emsig svensk missionærfamilie endda og opfordrede dem til at stramme tøjlerne over for deres søn. Hanne ryster på hovedet.

»Jeg tror faktisk, at den tid gav Jakob og hans far et helt særligt bånd. De har altid været så enige om alting«.

Hun tager sin te og kigger ud over den grønne idylliske natur omkring hotellet Ngare Sero Mountain Lodge. I alt fire måneder er Hanne og Mogens Ejersbo i Tanzania for at deltage i daglig pasning og omsorg for børnene på børnehjemmet i Usa River og beslutte, hvordan pengene fra deres afdøde søn kan gøre mest gavn.

Triste skæbner
Naturen gav familien mange gode oplevelser sammen, mindes hun. Stedet her optræder flere gange i bøgerne og er et af de få steder, man rent faktisk får lyst til at tage hen efter at have læst dem.

»Jakob kom og legede med indehaverens børn dengang«, fortæller hun. Samme familie bor her stadigvæk. Jakob Ejersbo opsøgte dem, da han begyndte at researche målrettet til sine bøger om Afrika i 2003. Han ville ned og høre andres version af fortiden og undersøge steder og situationer. Som i tilfældet med Terry Hot Shot – veninden fra den internationale skole. Hun var hans direkte inspiration til Samantha, hovedperson i ’Eksil’.

»Hende var han nok lidt forelsket i. Og så døde hun jo af en overdosis. Jeg kan huske, at der var kommet brev til ham om det, da vi var hjemme i Danmark igen, og han bare for op på værelset og græd«.

Mange anmeldere har fæstnet sig ved det markant problematiske forhold mellem forældre og deres børn, som gennemsyrer forfatterskabet. De mange triste skæbner i bøgerne. Hvornår er det, man svigter sine børn uden måske at vide det? Det har også sat tanker i gang hos forældrene.

»Selv hvis Jakob var i live nu, er jeg ikke sikker på, at jeg ville vide, hvor meget der er fiktion, eller hvorfor han skrev, som han gjorde – så deprimerende«, siger Hanne Ejersbo. Hun oplevede, at han altid holdt skriveriet meget tæt til kroppen.

»Men jeg kunne godt tænke mig at spørge Jakob, om han følte sig alene som ung. Om han følte sig svigtet af os. For hvornår er det, man svigter sine børn uden måske at vide det? Det tror jeg mange forældre vil blive mindet om ved at læse hans bøger. Uanset hvor i verden man befinder sig«.