Frankrig har altid haft drama omkring kulturarven.

Hvis man har set François Truffauts ny bølge-film ’Ung flugt’, glemmer man aldrig Antoine på 14, der bor klemt med sin mor og stedfar og kompenserer for sin ensomhed i fantasien.

I en niche har han lavet et alter med stearinlys for sin yndlingsforfatter Balzac. Men så går der ild i forhænget, så er helvede løs, og Antoine ender på opdragelseshjem.

Tortur at læse i skolen
Nok tænder Balzac sjældent ild i gardinerne, men han er stadig så læst, at avisen Le Monde siden 2008 har kunnet udsende hans romanserie ’Den menneskelige komedie’ i månedlige billigudgaver.

Balzac kaldte den ’La grrrrrrande Comédie’, med selvbevidst rullende r, og den er stadig stor nok til at kunne sælges i kiosker.

I disse dage udkommer 24. og sidste bind: et personleksikon til kæmpeværket. I alt 24 bind a 500 sider til 9,90 euro pr. bind (73 kr.). Det er da mirakuløst.

Ikke i Frankrig. Det er også landet, hvor en 330 år gammel roman er blevet symbol på opposition mod præsidenten.

Sidste forår lancerede Sarkozy en reform, der skulle modernisere Frankrigs 84 universiteter ved at gøre deres forskning salgbar – i stil med Helge Sanders absurde slogan: ’Fra forskning til faktura’. Franske humanister forelæste i parker, på gader og metrostationer for at vise den frie forsknings værdi.

LÆS OGSÅDerfor må man godt sige: Sander er dum

Og så var det, at Sarkozy kom til at håne en af landets store klassikere: Mme de La Fayettes psykologiske roman ’Fyrstinden af Clèves’ fra 1678.

Præsidenten udtalte, at det havde været ’tortur’ at læse den i skolen, og de, der havde indlagt spørgsmål om den i en test for vordende embedsmænd, måtte være ’sadister eller idioter’. Det blev stikordet for Sarkozy-modbevægelsen, der producerede en badge med teksten: Je lis La Princesse de Clèves – ’Jeg læser Fyrstinden af Clèves’.

Sarkozys udspil er bare ét udslag af tidens aggressive populisme, som vi unægtelig også kender.

Det særlige ved Frankrig er, at her kan der rask etableres en vittig anti-antiintellektualisme, og de blå badges er ikke mundsvejr, for Mme de La Fayette er elsket og læst – med god grund.

4 millioner bind skrottet
Det er Balzac altså også – og Proust og Stendhal og Zola og de andre.

Man ser samme billede i England, USA, Spanien, Tyskland og Sverige: trods bogkrise i halen på finanskrisen vrimler det med klassikerudgaver og nye initiativer som Penguins raffinerede serie Great Ideas.

Bare ikke her. Selv i oprørsåret 1968, da så mange børn røg ud med badevandet, kunne Gyldendal introducere sine glimrende Traneklassikere med gode guldalder- og andre forfattere – oven i lignende serier fra Borgen til Hans Reitzel.

Siden har Gyldendal gjort behjertede forsøg på at relancere både rækker og enkelttitler af slagsen, men de har hver gang fået et hemingway’sk ’short and unhappy life’.

Jo, lykkeligvis får vi indimellem et nyoversat bind Proust og Jane Austen, og Det danske Sprog- og Litteraturselskab og People’s Press samarbejder om en fin 20 binds nyudgave af Herman Bangs romaner og noveller.

Men, men. Det er intet imod, hvad der sker i de store kulturlande, og det skyldes ikke kun, at disse sprogområder har et langt større læserunderlag, for engang var det anderledes også hos os.
Fortiden synes gået af mode.

Tidsånden er redet en anden vej. Elsa Gress kaldte det ’provinsialisme i tid’, og sært nok fører folkebibliotekerne an.

Statens budgetpres og kommunalreformen har medført lukning af ca. 200 biblioteksfilialer, og de overlevende har gennemført grindedrab på den ældre og ’træge’ bogbestand.

Det smarte udtryk for operationen er Den Tredje Vej, dvs. at mindre udlånte bøger afgiver penge og plads til digitale medier.

Ifølge bladet Bibliotekspressen skrottede folkebibliotekerne 2002-06 4 millioner bind, det er lig med 14 pct. af deres bogbestand(!), og de har flittigt fortsat medlidenhedsdrabene.

LÆS OGSÅ200.000 bøger skal smides ud

Lånere i Helsingør beretter, at magasinet f.eks. ikke længere rummer Holbergs samlede værker. Undskyldningen lyder, at de kan skaffes udefra, men det tager tid, og det koster. Hvem sagde besparelse?

Klassikerdating
Så meget mere må vi kippe med flaget for forlæggere, der vover pelsen.

Lindhardt & Ringhof har netop lanceret serien Nobelpristagere med optryk af Joseph Brodsky, André Gide, Hemingway, Pär Lagerkvist, Naguib Mahfouz og Steinbeck. Gode titler, gode oversættelser, pænt udstyr til 80 kr. bindet.

Flot – bortset fra, at vi burde have haft Hemingways memoirer ’Der er ingen ende på Paris’ i den restaurerede nyudgave uden hans enkes beskæringer.

Til gengæld får vi Brodskys koket-åndfulde ’Venedigs vandmærke’ med den charmerende start: »For mange måneder siden var dollaren 870 lire, og jeg var toogtredive«.

Og lad mig agitere for nyudgaven af Leonora Christinas ’Jammers Minde’. Der er jo to måder at formidle klassikere på. Man kan løfte læserne op til fortiden med kommentar og resumeer.

F. J. Billeskov Jansen kalder det i sin Kierkegaard-udgave »at sætte stiger til disse himmelhøje tekster«.

Eller man kan sænke fortiden ned til læserne ved at modernisere sproget. Risikoen er indlysende: at klassikerne mister sjæl under operationen.

Men det er gjort fint af Villy Sørensen med H. C. Andersen og af Peter Thielst med Kierkegaard – og nu af Line Krogh med Leonora Christina. Den fængslede kongedatters ramme baroksprog anno 1680 er smukt omsat til et letlæseligt, medrivende dansk, på én gang nutidigt og klassisk. Sådan.

LÆS OGSÅForførelseskunst i verdensklasse

Vi må jo forsøge alt for at holde fortiden så likvid, som den – og vi – fortjener. Jeg nægter at tro, at alle er så smalsporede som præsident Sarkozy og vores kommunale bogskrottere.

Jeg har ladet mig fortælle, at nogle unge mødes til såkaldt klassikerdating. Meget opmuntrende. Den slags kan jo blive til ægte kærlighed.