Der burde stå kabiner på gadehjørnerne, hvor man kunne tilbyde aktiv dødshjælp for de gamle, mens de fik sig en Martini og en medalje.

Sagde den britiske forfatter Martin Amis virkelig det?

Tjo, noget i den stil sagde han vel. Han har ikke engang selv benægtet det, for det blev sagt i et interview, han gav, da hans nye bog 'The Pregnant Widow' blev udgivet for nylig.

LÆS OGSÅ Martin Amis skildrer livet i fangelejren

Men det var altså, skrev han i et indlæg i The Guardian, en løsrevet kommentar, der knyttede sig direkte til den satiriske roman, der blandt meget andet handler om alder.

Sølvtsunamien
Et sted i bogen skriver Amis om 'sølvtsunamien', problemet med at der bliver flere og flere ældre i Europa. De unge vil ikke kunne lide det, for de skal betale regningen. I bogen gættes der på, at der kommer 'chronological cleansing' – aldersbetinget udrensning.

Det var derfor, Amis kom med sit billede om dødshjælpskabinerne.

Stort set samtidig holdt forfatterkollegaen Terry Pratchett et offentligt indlæg, hvor han gjorde sig til talsmand for, at man nedsætter offentlige tribunaler, hvor folk kan få tilbudt aktiv dødshjælp.

Ingen gøede.

Ramt af arvesynden
Det gjorde de derimod, da Amis blev citeret, og ja, det irriterede ham, for i hans egen optik sker det, hver gang han åbner munden, og han afviser hårdnakket kritikken fra kommentatorer, som hævder, at han bevidst siger noget provokerende for at få fokus på sin seneste bog.

LÆS ARTIKEL Martin Amis er britisk åndslivs slemme dreng

»Har de ikke bemærket, at aviserne tager mine kommentarer, uanset om jeg kommer med en bog eller ej«, spurgte Amis. I sit indlæg var han som sædvanlig polemisk og lod, som om han nu var helt smeltet sammen med sin nu afdøde far, den lige så kontroversielle Kingsley Amis (ham med 'Lucky Jim').

Med andre ord var sønnen ramt af arvesynden, for nu at tage den helt korte version.

Tudefjæs
Få dage efter fik Amis svar på tiltale. En af hans gamle venner, den tidligere tv-vært Anne Ford, skrev direkte, at nu måtte han holde op med at spille tudefjæs.

»Du synes forundret, såret og rasende. Måske ville du finde en forklaring, hvis du så lidt nærmere på dit forhold til omverdenen«, skrev hun. Til eksempel kom hun med to personlige historier.

Ifølge den ene havde Amis – i 1988 – stået og pulset cigaretter hen over hendes mand, tegneren Martin Boxer, da han lå på sit dødsleje, og desuden var Amis kun kommet, mente hun, fordi han så lige kunne slå lidt tid ihjel på vej ud af landet via Heathrow.

Ydermere havde forfatteren svigtet sin pligt som gudfar for Fords og Boxers datter.

Misundelse
Anne Ford sluttede sin svada af med at kalde Amis narcissistisk og ude af stand til at vise empati for andre, og at det nok var derfor, han angreb pressen og altid jagtede opmærksomhed.

Fra det øjeblik var fejden mellem Ford og Amis ikke længere kun en historie i The Guardian. Den kom i blandt andre Daily Mail, The Telegraph, The Independent og The Times, og adskillige kommentatorer begyndte at lægge puslespillet, der kunne forklare, hvorfor mange synes, det er okay at give netop Martin Amis det glatte lag i fuld offentlighed.

LÆS OGSÅ What a miss, Amis!

Har det noget at gøre med, at han er søn af Kingsley Amis?

Jo, lidt, mener de fleste. Her kom denne knægt af den berømte forfatter, fik en god uddannelse, havde penge nok, og så buldrede han endda selv ubeskedent igennem som 24-årig med 'The Rachel Papers'.

Blev prisbelønnet fra starten, fulgte op med 'Money', 'London Fields' og 'Times' Arrow'. Flotte anmeldelser og prestigefyldte job oveni. Alt det, der avler misundelse.

Vendepunkt
Mange ser dog vendepunktet for Amis komme i 1995, da han skal have udgivet romanen 'The Information'. På det tidspunkt er hans agent Pat Kavanagh, som var gift med hans daværende ven, forfatteren Julian Barnes.

Her gjorde Amis alt det, man bare ikke gør som gammelkulturel brite – vender tradition og venner ryggen. For ussel mammon. Okay, helt usselt var det nok ikke.

Den litterære agent Andrew Wiley, også kaldet 'Sjakalen', bød sig til, og han ville angiveligt skaffe Amis et forskud på en halv million pund. Dengang mellem fire og fem millioner kroner.

Amis slog til – og så var der ikke flere hyggemiddage med familien Kavanagh-Barnes. Aftalen faldt også Booker-vinderen A.S. Byatt for brystet. Hun kunne godt se, at hvis Amis skulle have mere, fik andre nok mindre.

»Jeg har ikke tænkt mig at subsidiere hans grådighed, bare fordi han skal have penge til at betale for sin skilsmisse«.

Hendes syrlige udtalelse henviste til, at Amis også på andre områder havde trådt ved siden af. Han var indtil 1993 gift med Antonia Philips, hvis nære veninde var forfatteren Isabel Fonseca. Samme Fonseca som siden har dannet par med Amis.

Venner bliver fjender
Tilsyneladende er Amis en mand, der efterlader et slimspor af venner forvandlet til fjender. Men sådan er det nu ikke helt. I fejden med Anne Ford kom den lige så verdenskendte skribent Christopher Hitchens ham til undsætning.

Nej, sagde Hitchens, Amis røg aldrig inde på Mark Boxers stue. Det gjorde faktisk Hitchens selv, og han kunne i øvrigt bekræfte det svar, Amis havde givet Ford i The Guardian.

At hun måtte have forvekslet nogle af Amis' besøg – og der var flere, understregede han – for en af gangene skulle Amis ganske vist flyve fra Heathrow.

Den følgende dag. Og det var rigtigt nok, når Amis fortalte, at han havde været dybt berørt af de sidste møder med Boxer.

Fra Toronto i Canada kunne forfatteren Benson Cowan også afkræfte Anne Fords billede af Martin Amis. Cowan havde sidste sommer sammen med sine medkursister set frem til at blive ydmyget og forhånet af en arrogant, racistisk skiderik i form af Amis, men han blev skuffet og oplevede i stedet en forstående lærer, der tog elevernes håbløse skriverier alvorligt.

»Alle andre steder ville Amis være respekteret som en ordets mand og hans kontrære ytringer give anledning til overvejelse. Men i England er man besat af, hvor han blev født, og det skaber et småligt behov for at skære ham ned, som resten af verden beskæmmet kan ryste på hovedet ad«.

Sagen begravet
I torsdag svarede Anne Ford så både Amis og Hitchens. Okay, så var det måske ikke Amis, men Hitchens, der havde røget ved hendes mands dødsleje. Men hun var sikker på, at de i hvert fald var blevet der for længe, og at hendes mand bagefter havde været udmattet.

Desuden fik hun også sagt, hvad det egentlig var, der havde fået hende i blækhuset i første omgang.

LÆS Misantropens sorte lystrejse

»Jeg tænkte simpelthen: Hold for himlens skyld op med at klage. Du havde trods alt, Martin, fået flere ugers værdifuld og ofte meget positiv dækning af din seneste bog, hvad enhver anden kunne håbe på«.

Sagen var slut, men den havde indtil da været stor nok til at gå britisk presse rundt.

Britisk litteraturs slemme dreng
Og Amis nåede at indrømme, at han havde været en elendig gudfar, hvad han ville rette op på. Men bare rolig. Om lidt er der en ny Amissag.

Ikke om islamofobi, for han har sagt, at den muslimske verden må finde sig i lidt af hvert, indtil de får orden i eget hus. Måske heller ikke om sexisme, for han har sagt, at modellen Katie Price, tidligere kaldet Jordan, bare er to store poser silikone.

Men så om noget andet, for Martin Amis har erkendt, at han til evig tid vil være britisk litteraturs slemme dreng, for det ændrer sig nok ikke synderligt, eftersom han nu har rundet de 60.

Hans næste roman hedder meget passende 'State of England'.