Som han står der og venter på bussen, ligner han mest af alt en ældre herre, der lige har slået katten af tønden og forladt fastelavnsfesten på sit barnebarns skole.

Han er malet kulsort i hovedet, er iført en storblomstret Hawaii-skjorte, og på hovedet har han en afrohårsparyk.

Han ligner det, han er: en mand, der er klædt ud.

Faktisk er hans udklædning så iøjnefaldende, at det er svært at forestille sig, at han kan bilde nogen som helst ind, at han skulle være en somalisk krigsflygtning i Tyskland. Men det kan han.

Rystede det tyske samfund
For manden ved busstoppestedet er den legendariske tyske journalist Günter Wallraff på en ny mission. Manden, der for mere end 30 år siden rystede det tyske samfund med sine undergravende reportager.

Han udgav sig for at være reporteren Hans Esser på skandalebladet Bild Zeitung og afslørede journalisternes løgnagtige, opdigtede historier og redaktørernes kyniske jagt på høje læsertal i bogen ’Afsløringen’.

10 år senere forklædte han sig som den tyrkiske gæstearbejder Ali og levede i et år på bunden af det tyske samfund som underbetalt fremmedarbejder, der dagligt måtte se sig ydmyget og udsat for racistiske overgreb. Wallraffs oplevelser og afsløringer blev til hans måske mest kendte bog ’På bunden’ fra 1986.

Kapitalismen har sejret
Nu er han tilbage efter 24 år – og mere rasende end nogensinde. Reportagesamlingen ’Fra den fagre nye verden’ er et frådende frontalangreb på det moderne Tyskland, hvor kapitalismen har sejret ad helvede til.

Et frygtløst overfald på hensynsløse arbejdsgivere, der skruppelløst udnytter deres ansatte; et rasende los til et bureaukratisk socialsystem, som lader sine hjemløse og svageste sejle rundt i gaderne uden penge, uden fremtid; et kvælertag på sektlignende virksomhedskonstruktioner, som hjernevasker og udnytter deres medarbejdere.

Uforfærdet hænger Wallraff Tysklands skyggesider til tørre med en intakt og stadig beundringsværdig indignation.

Som når Wallraff som somalieren Kwami (han er selv forbavset over, at ingen forstår, at han er klædt ud) går ind i løvens hule, til fodboldkamp med tilhængerne fra FC Energie Cottbus, et af Tysklands kendte, racistiske problembørn, og straks bliver mødt med verbale overfald og ydmygelser. ’Kwami’ undgår med nød og næppe at få prygl.

Efter måneder som somalier konkluderer Wallraff: »Jeg er simpelthen bare den fremmede, den sorte fremmede, og fremstår som sådan som værgeløs og værdiløs over for et toptunet samfundssystem«.

Eller når Wallraff udstyrer sig med hvid kittel og blåt plastichårnet og for 7 euro i timen lader sig ansætte som industribager hos en af supermarkedskæden Lidls underleverandører, hvor man risikerer fyring, hvis man vil være medlem af en fagforening og i øvrigt dagligt udsættes for risikoen for arbejdsskader, fordi ovnene og transportbåndene skal køre i døgndrift. Wallraffs konklusion: ren kynisme og undertrykkelse.

I en tid, hvor journalistik er blevet til overfladiske nyhedsstrømme, der hænger som et hverdagstapet på alverdens tv-kanaler og internetsider, hvor individualiteten har sendt solidariteten til tælling i højre ringhjørne, og hvor fænomenet fagforening er noget, man mest melder sig ud af, så er det altså ekstremt forfriskende at se en ronkedor af en reporter på 67 kompromisløst grave sig helt ned i sit materiale og bore sig derind, hvor det gør rigtig ondt.

Hans metode bliver en boomerang
Afsløringerne i Wallraffs i alt otte reportager er indimellem ufattelige, men overalt er overgreb og udnyttelser veldokumenterede med noter, kildehenvisninger og suppleret med referencer til nettet.

Svagheden ved bogen er Wallraff selv. Han lægger nemlig mildest talt ikke skjul på, hvor hans sympatier ligger – angrebene på magthaverne bliver indimellem så skingre, ironiske og overstyrede at det går ud over den grundlæggende troværdighed.

Også udklædningsnumrene kan virke anakronistiske og giver troværdigheden problemer. Begivenheder bliver nu en gang påvirkede af reporteren, når han optræder undercover; han får mennesker til at agere anderledes, når de ikke ved, at de taler til en stor offentlighed. Derfor mistror man indimellem også Wallraff – hans berømte metode bliver en boomerang.

Bogen er sine steder ujævnt skrevet – og ujævnt oversat. Wallraff har aldrig været den store stilist. Men det ændrer ikke ved det nødvendige ved hans projekt. Han demonstrerer selv med sine otte rejser ind i Tysklands mørke, hvorfor tiden fortsat har brug for journalister som ham.

Hjertelig velkommen til den fagre nye verden, Günter.