Hans liv har træk af de romaner, han skrev en halv snes stykker af i en tilsyneladende lykkelig skaberrus fra sit 58. år og tre årtier frem.

Man skal ikke blande forsynet ind i det, i hvert fald ikke det guddommelige, så lad os skrive det på tilfældets, de historiske omstændigheders, måske viljens og helt bestemt talentets regning.

José Saramago fik et fantastisk liv.

LÆS OGSÅPortugals største forfatter er død

Han blev født i 1922 og voksede op blandt bønder og analfabeter i den ludfattige portugisiske provins Alentejo.

Her læste man ikke bøger, medmindre man var ude på noget, man arbejdede, til ryggen værkede, og øjnene var ved at springe ud af deres huler.

Arbejdede som 16-årig
Saramago selv begyndte sit arbejdsliv som 16-årig, de første år skiftevis på marken og som maskinarbejder, senere med alt forefaldende.

Debuten i 1947 – en roman i tidens neorealistiske stil – vakte ingen særlig opmærksomhed. Det gjorde heller ikke digtsamlingen, der udkom en snes år senere.

Da endelig gennembruddet kom, kom det i to faser, først i mindre målestok i 1980 med romanen ’Løftet fra jorden’ (ikke oversat til dansk) og to år senere og som en jordrystelse i hele den litterære verden ’Historien om Baltasar og Blimunda og den forunderlige Passarola’

Først og fremmest historiefortælling
Saramago fortæller sine historier nedefra, fra de upåagtedes og magtesløses perspektiv.

Det er politik, kan man påstå, men hos Saramago er det først og fremmest historiefortælling og en anden måde at betragte verden på.

LÆS OGSÅ Hvis retfærdighed eksisterede ... (Saramago-kronik fra 2002)

Han er blevet kaldt mytenedbryder, og det er vel ikke helt forkert, ordet er bare for entydigt vrissent og passer dårligt på en forfatter, der snarere end at trække noget fra bygger ovenpå og lægger til.

Mangedobler perspektivet
Med sine kætterske forskydninger af overleverede sandheder fordobler – eller mangedobler – Saramago perspektivet. Og det er noget lidt andet.

I ’Historien om Baltasar og Blimunda og den fornuderlige Passarola’ går det kætterske drilleri ud over en portugisisk 1700-tals konge, der forblindet af sin egen magtfuldkommenhed beordrer et gigantisk kloster opført til ære for sin førstefødte søn.

En symbolsk selvfejring af de helt store, meningsløs og lige så rungende tom som kongen selv.

Sympati hos den fattige
Perspektivet – og sympatien – ligger hos den fattige soldat Baltasar og hans elskede, den synske Blimunda, to godmodige skælme, der spejler kongens megalomane vanvid.

Også de har deres drømme, om kærlighed og et liv sammen, symbolsk udtrykt gennem den selvbyggede Passarola, en maskine, der en skønne dag og ved deres fælles viljes kraft skal løfte sig fra jorden.

Tangerer det sentimentale
Det tangerer det sentimentale, det gør det en gang imellem hos Saramago. Med til at holde følsomheden nede tjener især i den første del af forfatterskabet hans overgivne, burleske skrivestil.

Der skrives med en energi og sanselighed, så murestøvet står os om ørerne, og med en sval ironi, meget langt fra det vrisne.

Det gælder også ’Historien om Lissabons belejring’ (1989), der gør brug af en teknik, Saramago har anvendt tidligere og skal trække på mange gange senere.

Hvad-nu-hvis?
Med stor fortællemæssig og øjenåbnende effekt. Man kunne kalde den kontrafaktisk historiefortælling, hvis ikke man på den måde gjorde de tilsyneladende fuldbyrdede kendsgerninger for stor ære.

Lad os i stedet kalde den ’Hvad-nu-hvis?’. Hvad nu, hvis man føjede et enkelt ord til den protokolførte sandhed om den europæiske historie, om Lissabons belejring i 1147, om korsfarerne, om forholdet mellem fornuftens riger i Nord og det mørke Syd?

Om alt det, vi tror, vi ved, og som kulturen hviler på, som benene hviler på fodskamlen og hovedet på puden? Hvad nu, hvis man tilføjede det lille ord ’ikke’?

I ’Jesusevangeliet’ (1991) gentager han eksperimentet. Med dramatiske konsekvenser, der kunne tjene som epilog til romanens fortælling om sandhedens og magtens nidkære vogtere.

Fanatiske Jesus
Vi får Jesus i menneskelig – meget menneskelig – skikkelse, absolut utilbøjelig til at optræde i den idiotiske rolle som Guds søn og som værgeløst offer for hans evige kappestrid med djævelen. To lige fanatiske despoter.

Den historie blev det officielle Portugal – helt op til kulturministeren – for meget.

Forlod landet
Da romanen blev strøget over kandidaterne til den europæiske Aristeionpris, fik Saramago nok og forlod landet. De sidste år boede han på den spanske ø Lanzarote.

Herefter – omtrent samtidig med, at Saramago modtager Nobels litteraturpris – ændrer forfatterskabet karakter.

Væk er det burleske, stilens fine ciseleringer, fortællingernes schwung og tusind indfald. De to hovedværker i den fase er ’En fortælling om blindhed’ fra 1995 og ’Alle navnene’ fra 1997.

Hvad nu hvis, spørger den første, hvad nu hvis folk en dag blev blinde? Først én, så én mere og til sidst af form som en epidemi. Det er barbariet, det regel- og moralløse vanvid, romanen skildrer.

Med en enkelt undtagelse, ét menneske, der modsætter sig plyndringens, myrderiernes og voldtægtens blinde raseri.

Fokus på individet
Også ’Alle navnene’ har fokus på det enkelte menneske.

Ét ukendt navn blandt tusinde i Det Offentlige Register, som den samvittighedsfulde og kun lidt opsætsige medarbejder Senhor José en dag helt tilfældigt falder over.

Og hvis historie han herefter indædt, trodsende alle forhindringer og love, forsøger at genskabe.

Romanen er en poetik i det små, uteoretisk, udogmatisk, men derimod og som altid hos Saramago en konkret fortælling.

Tvivlede på alt
Det er en stor – og stor europæisk – forfatter, der døde med Saramago, en af det 20. århundredes største. Overdådigt udstyret med fantasi og fortællekraft.

En nedbryder af myter og overleverede sandheder, så lad os bare sige det. Han kaldte sig selv melankoliker og skeptiker, det passer igen bedre, især det sidste.

Det understreger hans forbindelse til en lang tradition i europæisk litteratur, en tradition for at tvivle om alt, særligt om sandheden.

Men der hørte mere med. Han var ikke tilbageholdende med at give interview. Jeg fik lejligheden for nøjagtig ti år siden, mens diskussionen om hans udskældte Jesusbog stadig var gloende, om end i aftagende.

Vi sad i hans hus på Lanzarote, omgivet af sort og stenet lava til alle sider.

Jeg troede, jeg skulle møde den vrisne Saramago, vrissen havde han grund til at være oven på sammenstødet med det officielle Portugal. Og om ikke den vrisne, så i hvert fald den skeptiske Saramago.

Han mærkede det vist. Og til sidst blev det for meget.

Skeptiker og idealist
»Hør her«, sagde han, »man kan godt være skeptiker og have bevaret sin idealisme, sin tro«. Han fortsatte:

»Hvad er det, ordet religion betyder? At få noget til at hænge sammen? Min ’religion’, for nu at kalde det sådan, indebærer ikke nogen form for transcendens. Jeg er her. Og den dag, den menneskelige race uddør, så hører alt, hvad mennesket har skabt, op. Inklusive Gud. Den dag, det sidste menneske dør, dør Gud. Slut. Så er der intetheden«.

Det menneskelige hørte med.

Læs flere kulturnyheder på pol.dk