En kvindelig lektor i oversættelsesstudier må forlade sin arbejdsplads på grund af en affære med en studerende.

Det er midt i sådan en vanære hun befinder sig i begyndelsen af Gerbrand Bakkers seneste roman, 'Omvejen', fra 2010, som nu udkommer på dansk. Hovedpersonen kalder sig Emily, er midt i trediverne og har taget flugten fra skandale, ægtemand og forældre i Amsterdam - op til det nordlige Wales, hvor hun har lejet sig ind i et dødsbo.

Ligesom i Bakkers to forrige romaner – ’Ovenpå er der stille’ og ’Juni’ – foregår handlingen på et landsted, der emmer af afdøde.

LÆS OGSÅTraumeforfatter gentager sig selv med succes

Emily har skåret kontakten med den sociale verden ned til et minimum. Til gengæld har hun naturen, cigaretter, rødvin, kvalme, smertestillende medicin – og den amerikanske 1800-tals lyriker Emily Dickinson. Nu, i hendes nye eneboerliv, er Dickinson ikke længere en genstand for forskning, men for efterligning i mere end én forstand.

Afdæmpet prosastil
Den hollandske kvinde bærer en hemmelighed med sig, som er langt større og mere malign end sexskandalen – ja, opbruddet er kun et symptom på en alvorligere angsttilstand.

Allerede på en af romanens første sider tænker hun over, at »en lavvandet hoteldam kan føles som et dødt punkt, et nulpunkt, og bredden – uden begyndelse og ende, en cirkel – som en grænseløs nutid, fortid og fremtid«.

Så er stilstanden slået fast med umiddelbar poetisk overbevisningskraft. Man forstår, at omvejen jo også kan være den, man går på, når der ikke længere er nogen vej hverken frem eller tilbage.

Den psykologiske kerne i Bakkers nye roman ligger i det fænomen, som Søren Kierkegaard kaldte »reflekteret sorg«. Det er en hvileløs form for kærlighedssorg, der har et bedrag som foranledning, men uden at man kan være sikker på, at det virkelig er et bedrag, eller om det er sket af andre og måske endda ganske etiske hensyn.

Der er en grund til, at den såkaldte Emily har gjort, som hun har gjort – en grund, som langsomt dæmrer for læseren og dem, hun har ladt bag sig.

Tilstanden kaldes frem på fineste vis i Gerbrand Bakkers afdæmpede prosastil. Både naturoplevelserne og beskrivelserne af de nødtvungne møder mellem Emily og den lokale befolkning er udført med detaljesans og dybde. Det er hans bedste og mest bevægende roman indtil nu.