Der er en central scene i Aminatta Fornas roman, hvor en flok universitetslærere i Sierra Leones hovedstad, Freetown, diskuterer 'Apollo 11''s skelsættende månefærd: »Dette er det nye kapløb om Afrika. De kappes om rummet. For hundrede år siden var det os, de sloges om. Vort land, vor rigdom, vore sjæle«, siger en af de unge mænd, der har tillid til både sig selv og sin evne til at forme fremtiden.

'De' er selvfølgelige de hvide, de rige og entreprenante. Dem, der her i sommeren 1969 drøner ud ad mælkevejen, glemmer gammelt erobret land og dermed – måske – levner plads til Afrikas egne lokale frontløbere.

I hvert fald har frihedens og studenteroprørets interkontinentale vinde pustet liv i modet og håbet hos den gruppe lektorer her på Vestafrikas kyst, hvor Aminatta Forna nok så dramatisk lader sin historiske kærlighedshistorie slå rod.

Fra sit dødsleje mindes universitetslæreren Elias Cole sine kollegaers kollektive ungdommelige mod, som hurtigt slog om i angst og fejhed, da statsmagten smed hele bundet i fængsel på baggrund af en systemkritisk artikel med titlen ’En sort mand på månen’.

LÆS OGSÅJes Stein: BogForum kan sætte ind dér, hvor Louisiana Literature svigtede

Godt tyve år senere ramlede alt under en blodig borgerkrig. Eller som den døende Elias, der overlevede det hele, rammer øjeblikket ind: »Fik jeg sagt, hvor unge vi var dengang? Hvor forfærdeligt unge«.

Afrikansk vinkel
Forna trækker således indsigtsfuldt, effektivt og ikke uden nostalgisk vemod på månelandingens emblematiske kraft i vores kollektive historieskrivning, vel vidende at dette teknologiske peak betyder noget forskelligt, alt efter hvilket årti og hvilket verdenshjørne der skrives fra.

I ’Til minde om kærligheden’, som hendes prisbelønnede roman hedder – den første på dansk i øvrigt – er vinklen først og fremmest afrikansk, selv om både hun og den ene af bogens hovedpersoner bor i England.

England efter årtusindeskiftet, vel at mærke, hvor en ny type eventyrere roder rastløst rundt i karrieren og kærligheden, mens det afrikanske kontinent endnu engang frister med alle sine ugjorte projekter, epidemier og værdigt trængende krigsinvalider.

Psykologen Adrian har i hvert fald forladt familien i London for at arbejde i Freetown, ud fra hvad han ganske vist selv indrømmer er »spinkle og ustadige« bevæggrunde.

Og det er gennem denne hvide mands møde med bl.a. patienten Elias Cole og kirurgen Kai, at ’kapløbet om Afrika’ sættes ind i en ny historisk ramme, hvor man som moderne, oplyst og globalt tænkende læser udfordres på egne verdensbilleder og rutinemæssigt hæderlige motiver for at ’give en hånd’ til det kronisk hungrende Afrika.

Den unge hårdtarbejdende kirurg Kai opsummerer i en bitter stund den hvide mands nye byrde: »De kom for at få deres avissensationer, for at redde sorte babyer, sprede budskabet, tjene penge, kneppe sorte kroppe. Alle havde deres grunde. Nutidens korsfarere, ude efter deres trofæer, hver enkeltes helt egen hellige gral«.

Kærligheden er mindre udfordrende
Så enkel og ensidig er hverken romanens eller Kais kritik heldigvis, i stedet spiller forfatteren en slags etisk pingpong, hvor samvittighed ikke blot er et politisk samfundsanliggende, men en dybt personlig, almenmenneskelig sag, som ofte har flere sider.

I tilfældet afrikaneren Kai og europæeren Adrian kompliceres de etiske grundspørgsmål om ansvar og hæderlighed eksempelvis yderligere af, at en ung og uimodståelig, sort kvinde blander sig i deres venskab ...

LÆS OGSÅPortræt: Ken Folletts fanskare er immun overfor højpandede kritikere

Her - i kærlighedshistorien, der har forbindelser tilbage til Sierra Leones blodige forhistorie og Elias Coles ulykkelige kærlighed - synes jeg til gengæld, at Aminatta Fornas projekt bliver mindre udfordrende.

Måske fordi genren ’lægeroman’ og temaet ’krig og kærlighed’ i afrikansk kontekst allerede er turneret storladent i romaner som Abraham Vergheses ’Knivens æg’, Maaza Mengistes ’Beneath the Lion’s Gaze’ og frem for alt Chimamanda Ngozi Adichies ’En halv gul sol’.

Men nye opdagelsesrejsende i det betagende episke drama på liv og død, som kontinentet Afrika i disse år er så rigt på, kan uden moralske skrupler begynde her.