Det er godt nok en kedelig tone at slå an i en fotobog, når man lægger ud med skiltet ’Sudanvej’ foran et gult parcelhus på Amager i regnvejr.

Billedet skal nok heller ikke fortælle andet, end at vi i Danmark har eksotiske gadenavne, der oprinder lige så langt fra efterårets heldagsregn, som mange nye danskere gør.

Nogle af disse folk har dramatiske historier bag sig, er flygtet eller rejst fra kummerlige forhold og har fået tilkæmpet sig både ophold og en tålelig tilværelse som buschauffør i Københavnsområdet.

Det er alle disse mennesker, som vi passagerer måske kun møder med et klip og et nik, som Henrik Saxgren kaster lys over i ’Bus fra Bagdad’ – portrætter af 46 buschauffører i deres dagligstuer.

Stærke mennesker
Billederne er af no nonsense-typen. Ikke noget smart lys, ingen sjove vinkler, som regel bare farmand og/eller mor buschauffør i forgrunden og familien, hvis de har en, i sofaen bagved. Nul æstetik, nul forskønnelse, ingen drømme, der løfter dem ud af den jævne dagligdags ramme. Dette er realisme på den mest ufestlige måde.

Det viser sig at være billedteksterne, der er bogens egentlige motiv. Her finder man alle kulørerne i beretningerne om folk, der er flygtet fra politisk uro i Punjab, Ghana eller Chile, har været en tur omkring asylcentre og er lykkedes med et job hos Arriva, City Trafik eller Nettbus.

SE FOTOS »Jeg ved godt, at jeg skal være buschauffør resten af mit liv«

Andre har fundet deres kærlighed i Danmark og er kommet hertil af den grund. For Laszio og Anita, der forelskede sig i hinanden uden familiernes velsignelse, blev det til et exit til Ungarn, en bopæl i Malmø og en busrute i Avedøre for at redde kærligheden.

»De fleste chauffører er meget flinke mennesker«, siger Othmann Aziz Ali, kurder fra Irak og fortrængt fra Kurdistan af Saddam Hussein. Man tror ham gerne, når man læser beretningerne om deres liv. De er også stærke mennesker, der har stået gennem sværere trængsler end den københavnske myldretid og morgensurhed.

Monotoni
Men lige så stærke folks historier er, lige så fladt formidler bogen dem. Selve grebet, en sides opremsende tekst og et billede, er sikkert meget demokratisk tænkt, men uden opbygning eller variation føles det, som om bussen ikke rykker sig ud af stedet.

Fotografiet er det mindst spændende i mesterfotografens bog, og alle indstikkene med vejskilte fra Amager, der skulle bryde monotonien, synes kun at understrege den. Den usentimentale virkelighed, som Saxgren omtaler i forordet, er jo også bare en stil.

Og den er ikke helt fair over for det projekt, han sætter sig for, at skildre disse hverdagens helte, der modsat fordommene om nydanskere faktisk har kæmpet hårdt for at få et arbejde, der er med til at binde vores dagligdag sammen. Det viser billederne ikke.