Det går rigtig, rigtig godt for Lego med hovedsæde ved Billund. Den danske legetøjskoncern går imod strømmen af kriseramte koncerner og har planer om at udvide.

Lego forventer at ansætte cirka 1.000 nye medarbejdere i 2012 - heraf mange i Danmark. Overskuddet var på imponerende knap tre milliarder kroner alene i året først seks måneder. Sådan lød det – let sammenskrevet – i et Ritzau-telegram, som Politikens netavis bragte 31. august i år.

LÆS OGSÅLego får millardoverskud og ansætter 1000 ekstra medarbejdere

Med den slags glade nyheder i en kriseramt verdensøkonomi er det ikke så sært, at de fleste nok for længst har glemt, at den verdensberømte virksomhed for ganske få år siden faktisk var døden nær.

Måske har de faktisk aldrig hørt eller rigtig forstået, at en af landets mest folkekære virksomheder var i livstruende krise i 2003-2004 – blandt andet fordi der lå for få pakker med legoklodser under juletræerne i Europa og i julestrømperne hos de amerikanske familier.

Rystende eller livsbekræftende
Med udsigten til milliardunderskud og en omsætning i frit fald stod det klart for Lego-ejeren og den daværende topchef Kjeld Kirk Kristiansen, at der skulle ske noget drastisk for at redde Lego ud af den selvtilfredshed, der havde fået koncernen til at stivne og træffe stribevis af forkerte beslutninger. Tusinder af job var truet.

Det er en gammel kending af denne avis’ læsere, tidligere erhvervsjournalist på Politiken og nuværende chefredaktør på dagbladet Børsen Niels Lunde, som har skrevet et stykke moderne erhvervshistorie om ’Miraklet i Lego’.

LÆS OGSÅLegos økonomi vokser i krisen

En af de helt store styrker ved Lundes metode er, at man næsten fysisk bliver taget med ind i de rum, hvor svære beslutninger skulle træffes for at redde Lego og de ansattes fremtid.

Alt efter temperament er det rystende eller livsbekræftende at læse om, hvordan beslutningerne bliver truffet i den slags krisesituationer. For det står lysende klart, at der var så mange bud på, hvordan Lego-koncernen skulle komme helskindet ud af krisen, at det lige så godt kunne være gået galt – hvis Kjeld Kirk Kristiansen havde lyttet til de forkerte råd fra de forkerte mænd.

Kun mænd i kamp
Nu valgte han heldigvis at satse hele sit livsværk på en dengang kun 35-årig og ret uerfaren mand ved navn Jørgen Vig Knudstorp.

Det er man givetvis glad for i Billund. For selv om også Jørgen Vig Knudstorp har begået et par store fejl som topchef, er han om nogen i dag anerkendt som Legos redningsmand.

LÆS OGSÅLego-boss kåret til årets leder

Når anmeldelsen har fået overskriften 'Mændene, der reddede Lego’ er det naturligvis, fordi Jørgen Vig Knudstorp ikke gjorde det alene, men fordi der i historien om Legos op- og nedture i forbavsende grad næsten kun optræder mænd, som udkæmper den ene drabelige magtkamp efter den anden.

I indledningen nævnes eksempelvis 56 af de personer, som ifølge Niels Lunde har haft afgørende betydning for koncernen siden starten af 1930’erne. Kun fire er kvinder, og de fleste af dem optræder i rollen som ægtefæller eller familiemedlemmer til de magtfulde mænd i Legos lange historie.

Kan det virkelig passe, at kvinderne kun har haft minimal indflydelse på udviklingen af et af verden stærkeste brands, når det gælder legetøj til børn? Svaret får læseren kun indirekte.

Øvlisens undgik det svære opgør
Til gengæld er der kontant afregning til de kendte mandlige erhvervsledere, som ikke gjorde det særligt godt, dengang der i 2003 og 2004 for alvor var behov for mandsmod og handlekraft.

F.eks. beskriver Niels Lunde helt ned i de pinagtige detaljer, hvordan det var den unge Jørgen Vig Knudstorp, der personligt måtte gå til mr. Lego himself – Kjeld Kirk Kristiansen – for at fortælle ham, at hans tid som administrerende direktør i familievirksomheden var slut.

Den opgave ligger normalt hos bestyrelsesformanden, som på det tidspunkt var Mads Øvlisen. At Mads Øvlisen undgik at tage lige netop det svære opgør, er næppe noget, der trækker op i hans renommé.

Ud over detaljerigdommen er det også en styrke ved ’Miraklet i Lego’ at Niels Lunde har haft om ikke uhindret, så dog overordentligt let adgang til stort set alle de væsentlige mundtlige kilder og masser af internt og dybt interessant skriftligt materiale som centrale notater og mail fra virksomhedens dramatiske år.

Når ’Miraklet i Lego’ trods et bemærkelsesværdigt indblik i dansk erhvervslivs beslutningsprocesser ikke helt når op på seks hjerter, er det fordi Niels Lunde virker lidt for begejstret og ukritisk, når han forsøger at beskrive Legos projekt for fremtiden.

Legos vision er, at man ganske enkelt revolutionerer verdens syn på leg og læring. Men at forestille sig, at Lego dermed kan gøre det samme med leg, som it-giganten Apple har gjort med musik, underholdning og kommunikation med deres computere, iPhones osv., som det næsten postuleres, virker ikke sandsynligt.

Legos fremtid synes lys, men at virksomheden kan blive Danmarks svar på Apple er svært at tro.