Annonce
Annonce
Annonce
Bogmessen i Bella Center

Bogmessebegejstring i Bella: »I Forum lignede det en frimærkemesse i Bombay«

De utilfredse var svære at opdrive, da BogForum flyttede fra Frederiksberg til Amager.

Gem til liste

Fuldstændig anderledes og alligevel det samme.

Årets bogmesse i weekenden har været en fest for bogen, som den har været i over 20 år, og nu for første gang i Bella Center.

»Det er jo skønt, at der er lys og luft, og indimellem kan man endda se en stribe af himlen«, siger forfatteren Jesper Wung-Sung søndag formiddag, da han er på vej ind i det højloftede messecenter.

Adm. direktør Hanne Salomonsen fra Gyldendal Akademisk siger det mere fyndigt.

»I Forum lignede bogmessen jo kraftedeme en frimærkemesse i Bombay. Herude i Bella Center præsenterer bogbranchen sig mere professionelt«.

LÆS OGSÅBogForum i Bella Center slog publikumsrekord

Ingen sure miner
Den holdning står hun ikke alene med efter en weekend, hvor hele bog-Danmark har rykket sig nogle ekstra stop med metroen ud på det vestlige Amager. Efter tre dages messe er det meget svært at finde nogen, som har noget at klage over.

»Gennem ti år har jeg selv talt for at flytte. Når folk forlod Forum, åndede de lettet op, fordi det havde været anstrengende at være der. Nu går folk glade herfra«, siger direktør i Forlaget Underskoven Tom Ahlberg.

LÆS KOMMENTARSkøn bogmesse kan bare skrue op for de litterære kalorier i 2013

For Jannik Lunn fra BogForums messeudvalg har processen været anderledes.

Han var længe imod at flytte messen. For det første fordi mange københavnere var vant til at have det årlige arrangement inden for kort cykelafstand. For det andet fordi en del mente, at det – trods kaos, varme og umulige lydforhold – var lidt hyggeligt at gå rundt i de gange, hvor de havde været så mange gange før og præcis vidste, hvor de kunne finde forlagene.

Morgenkø
På forhånd kunne ingen vide, hvordan publikum ville reagere, men allerede fredag og lørdag stod det klart, at de boginteresserede var klar til at følge med ud på Amager.

Flere nåede at opleve metrovogne, som var så fyldte, at de ikke nåede at komme af på Bella Centers station, før toget kørte videre, så de måtte køre til næste station og komme retur med næste tog.

Bogmessen

Entydig succes
Målet var 25.000 besøgende, men allerede lørdag tydede tilstrømningen på, at BogForum 2012 bliver et vendepunkt for bogmessen i København, og da messen lukkede søndag, var mere end 29.000 gæster gået igennem tælleapparaterne.

Ifølge projektleder Stinne Hjortlund Kristoffersen fra BogForum er målet med flytningen nået. Messen har vist sig levedygtig i Bella Center.

»Nu kan vi tænke fremad, men konceptet for BogForum vil også fremover være det samme. Vi skal være en bred messe, men måske kan vi have nye typer af arrangementer på de lukkede scener«, siger hun.

Allerede fredag nåede næsten 8.000 messegæster gennem tælleapparaterne, og lørdag slusede man 12.000 ind i hallerne, og gæsterne står også i lange køer, da messen åbner søndag morgen.

En del af messegæsterne går direkte fra indgangen og hen til køen foran den store scene, hvor en af den seneste uges mest omtalte udgivelser bliver præsenteret. Det er ’Testamentet’ af sangeren og komponisten Anne Linnet.

I køen står Kent Engholm og Lea Koefoed.

»Vil du ikke med ind?«, spørger han.

»Nej, jeg kan ikke lide, man udstiller nogen, man har været sammen med«, siger Lea Koefoed.

LÆS ANMELDELSEAnne Linnet vakler på sit nyeste album

Hun kan ikke forstå, hvorfor man som Anne Linnet har lyst til at fortælle om sine erotiske forbindelser fra 1970’erne og første halvdel af 1980’erne, hvor sangeren efter eget udsagn giver selv Don Juan baghjul, når det gælder erobringen af kvinder.

»Det kan jo være, du får svaret derinde«, siger Kent. Selv er han overhovedet ikke forarget over Anne Linnets åbenhjertige fortælling.

»Der skal mere til at forarge mig. Jeg har været fan af Madonna i mange år«, som han siger, og Lea lader sig overtale til at gå med ind.

Flere måder at gøre det på
Inde på scenen fortæller Anne Linnet, at hun har skrevet sin bog som et testamente til sit barnebarn.

Et testamente, der både fortæller om hendes eget liv og om en bestemt tid. Hun ville selv ønske, at hun havde fået mere at vide om sine bedsteforældres liv, og med sin bog vil hun give sine egne oplevelser videre til nye generationer.

»Frokostpressen har fokuseret på de seksuelle vinkler i bogen, men det er jo umuligt at skrive om sit liv, når man er i 20’erne og 30’erne, uden at man skriver om det seksuelle«, siger Anne Linnet.

Nede på tilhørerrækkerne læner Lea Koefoed siger over mod mig og hvisker:

»Ja, men der er jo flere måder at gøre det på«.

BOGFORUMTil dig, der vil have mere sex

Fra scenen fortæller en afslappet Anne Linnet, at hun på ingen måde mener, at hun kompromitterer nogen af sine venner ved at fortælle om sine seksuelle erfaringer fra de yngre år. Hun mener heller ikke, at det ville have hjulpet at anonymisere de kvinder, hun har været sammen med.

»Så ville pressen fokusere på det, og det hele ville bare blive mere lummert. Jeg synes ikke, jeg udleverer nogen ud over mig selv«, siger hun.

Kent Engholm har købt hendes bog allerede inden messen, og han glæder sig til at læse den, ligesom han læste hendes første erindringsbog ’Hvor kommer drømmene fra’.

Lea Koefoed har ikke ændret holdning efter Anne Linnets optræden. Hun skal stadig ikke læse bogen, men det vil mange andre. Den er allerede solgt i 10.000 eksemplarer.

E-bogserindringer
Erindringsbogen er tydeligvis en, der giver stof til samtale, og det er netop en af grundene til, at bogmessen bliver vigtigere og vigtigere, mener direktør Jens Erlandsen fra selskabet EMP, hvis speciale er at udvikle digitale løsninger inden for bl.a. e-boglæsere.

»Jo mere elektronisk alt bliver, jo vigtigere er det, at man kan mødes for at tale om bøgerne og se forfatterne. Om ikke så længe har vi stort set ingen boghandler og biblioteker længere, men læsning er jo noget socialt. I første omgang er læsningen noget, den enkelte er alene om, men lige så snart vi har læst bogen, vil vi jo gerne tale med nogen om den«, siger han.

LÆS MEREMagasin og laboratorium vinder ny innovationspris

Hans eget felt, det digitale, har i øvrigt fået mere plads og opmærksomhed på messen.

Eksempelvis fik forlaget Zetland den nye innovationspris fra Saxo.com. Zetland får prisen for at udgive såkaldte singler som e-bøger. Det er journalistiske historier, som er længere end avisartikler, men kortere end bøger.

Mad og kristendom
I år er der også blevet plads til nye initiativer på bogmessen.

Publikum har uden problemer taget imod bl.a. Madscenen med kendte kokke, og der er også blevet plads til nye forlag. Eksempelvis ville det kristne forlag ProRex gerne have været med på BogForum allerede i fjor, men da var der ikke plads.

»Det her er også vores chance for at vise de bøger frem, som vi har svært ved at få ind på boghandlernes hylder«, siger en af forlagets ejere, Else Marie Larsen.

PolitikenPlus
  • Tosca Oplev en af de mest elskede og tragiske operaer af mesteren Puccini. Historien om Tosca, der vil redde sin elskede, oser af jalousi, mord, begær og bedrag.

    Pluspris fra 556 kr. Alm. pris fra 695 kr. Køb
  • Art Copenhagen 2014 Danmarks internationale kunstmesse

    Pluspris 65 kr. Alm. pris 95 kr. Køb
  • Færøske Biodage - Atlantic Rhapsody Jubilæumsvisning af den første færøskproducerede spillefilm, Atlantic Rhapsody (1989), hvis underfundige og sprudlende skildring af hverdagslivet i Tórshavn havde premiere for 25 år siden.

    Pluspris 40 kr. Alm. pris 60 kr. Køb
  • 24 låger med Jensen Få rabat med dit Pluskort på Teatret Svalegangen i Aarhus.

    Pluspris 145 kr. Alm. pris 190 kr. Køb
  • Kendte Folk & Kendte Folks Børn ? et dobbeltprogram om hvordan det hele begyndte af Mark Twai n og Morti Vizki.

    Pluspris 156 kr. Alm. pris 195 kr. Køb