Filur. Denne fabelmand er fra Voldby Kirke, Århus Stift, 1475-1525. Ifølge datidens oplysningsbog, 'Lucidarius', opstod deformiteter, fordi Adams døtre trods faderens forbud spiste farlige urter, fortæller Pil Dahlerup. - Foto: Kalkmalerier.dk

Det er et storslået projekt, litteraturforskeren Pil Dahlerup har engageret sig i: ene kvinde at skrive dansk litteraturs historie fra begyndelsen. For 12 år siden kom to bind om middelalderen. Trods omfanget blev værket af fagfæller kritiseret for at være for stormasket og ikke dybtgående nok.

Den kritik kan ikke med rimelighed rettes mod det nye bind: mere end 500 sider om de godt 40 år fra 1482, året for den første trykte danske bog, til 1523, hvor Christian II blev fordrevet. Med en sådan detaljeringsgrad er der endog meget langt igen. Men det er mindre vigtigt. For med de allerede foreliggende bind har Pil Dahlerup givet mere end de fleste og erobret en plads i dansk åndsliv.

Personlig tilgang
Litteraturhistorie kan gribes an på mange måder. Traditionelt er udgangspunktet de enkelte forfatterskaber eller evt. bestemte genrer, for senmiddelalderens vedkommende typisk folkeviser, rimkrøniker, helgenlegender og ridderromaner.

Pil Dahlerup gør det anderledes. For hende er det centrale spørgsmål valget af genre, hvorfor man i en bestemt periode foretrækker at skrive i bestemte genrer. Hovedvægten kommer derved til at ligge på brugen af teksterne frem for tilblivelsen, ’genreprofil’ er hendes betegnelse.

LÆS OGSÅ Kvindernes kanon

En konsekvens er, at messebøger og andre liturgiske værker bliver en del af litteraturen. Derved er hun på kollisionskurs med traditionel litteraturhistorisk ortodoksi, hvilket formentlig er grunden til, at hun i undertitlen bruger betegnelsen ’litterære perspektiver’ frem for det gængse ’litteraturhistorie’.

Sanser
Fordelen ved Dahlerups litteraturbegreb er, at hun ubesværet kan sætte teksterne i relation til andre kunstneriske udtryksformer og derved tegne et sammenhængende billede af mentalitet og forestillingsverden. Faren er, at banale brugstekster kan blive tillagt en litterær betydning, de ikke har.

Anvendt på nutiden kunne genreprofilsbegrebet let gøre manualer til vaskemaskiner til litteratur. Men der er ingen grund til bekymring. Pil Dahlerup styrer sikkert uden om det perspektivløse og ligegyldige.

’Sanselig senmiddelalder’ kalder Dahlerup sin bog. Det må ikke misforstås. Meningen er, at senmiddelalderens mennesker var optaget af det konkrete og det nære. Billeder og tekster forsøgte at anskueliggøre det ophøjede gennem det hverdagsagtige.Illustration:  Bogens omslag.

Et kalkmaleri af den lille Jesus, der lærer at gå i en gangstol, forbandt dagligdag og tro. Kirkens billeder måtte ikke tilbedes, men gennem påvirkning af følelser og sanser kunne de vise vej til det guddommelige. Med sin evne til at kombinere tekster og billeder åbner Dahlerup senmiddelalderen for læseren.

Går ud over litteraturen
Enkelte steder er hun ved at slippe forbindelsen til det litterære udgangspunkt. Mest udpræget i afsnittet om forbønskultur. Den afspejles i en mangfoldighed af tekster, bl.a. tidebønner, prædikener, testamenter, gilde- og lavsskråer osv.

Alt dette forklares indsigtsfuldt, men der bruges efter min mening for meget plads på billedlige udtryk som rosenkranse og nådestole (i senmiddelalderen en billedlig fremstilling af treenigheden, hvor der ofte indgår en fremvisning af Jesu sår, f.eks. på altertavler).

Forfatteren kan forsvare sig med, at selv om den litterære kontekst er lidt udvandet, så styrker det forståelsen af den forestillingsverden, som litteraturen var en del af. Og det er ubestrideligt.

Indsigt og etik
Pil Dahlerup inddeler periodens tekster i tre grupper: kirkens genrer, humanismens genrer og de genrer, som var knyttet til folkeoplysning og folkefromhed. I praksis overlapper de tre kategorier hinanden, ikke mindst fordi de er vanskelige at definere.

Særlig genstridigt er begrebet humanisme, som i tidens løb er udlagt på utallige måder. De fleste er for så vidt enige om, at senmiddelalderen og renæssancens humanistiske lærde forholdt sig på en ny måde til historien og overleveringen, men hvad det gik ud på, er ofte uklart.

LÆS OGSÅStorværk om forfatterinder er generøst og grundigt

Moderne forskning er nærmest endt med en minimumsdefinition, hvor humanismen blot fremstår som et studieprogram. Pil Dahlerup har ikke villet stille sig tilfreds hermed, men understreger, at det humanistiske projekt også havde en moralsk dimension, indsigt og etik var bindleddet mellem tro og studier.

Fokus på det konkrete
Karakteristisk for senmiddelalderens og renæssancens lærde – det gælder også dansk humanismes to hovedskikkelser, Christiern Pedersen og Povl Helgesen – er, at deres studier fokuserer på konkrete problemstillinger i modsætning til 1300-tallets abstrakte ’skolastiske’ begrebsanalyse.

Det er formentlig årsagen til, at man i moderne forskning kan møde en nedladende holdning til humanismen. Blandt andet er det en yndet påstand, at der i senmiddelalder og tidlig renæssance ikke er filosoffer på niveau med de store navne i de foregående og de efterfølgende århundreder.

På den anden side var det netop fokuseringen på det konkrete, der skabte forståelse for, at hvert enkelt fænomen skal tolkes ud fra sine egne forudsætninger, en indsigt, der var grundlæggende for udviklingen af den historisk-filologiske metode, som er rygraden i al humanistisk forskning.

Dahlerup, der også må roses for konsekvent at se danske og nordiske forhold i et europæisk perspektiv, finder da også plads til at omtale den historisk-filologiske metodes første store triumf, nemlig da den italienske humanist Lorenzo Valla i 1441 afslørede det såkaldt konstantinske gavebrev, et af middelalderens vigtigste politiske aktstykker, som et falsum.

Få indvendinger
Én genre forekommer mig at være lidt stedmoderligt behandlet i Dahlerups bog. Jeg vil kalde det ’elitens genrer’, f.eks. den høviske ’ridderkultur’, som netop i 1400-tallet blev revitaliseret og bl.a. kommer til udtryk i oversatte ridderromaner og indstiftelsen af Elefantordenen.

I betragtning af den rundhåndethed med hvilken Dahlerup gør diverse liturgiske tekster til litteratur, kunne der måske også være blevet plads til Elefantordenens fundats fra 1464. I ridderkulturen smeltede kristne og aristokratiske normer sammen.

LÆS OGSÅ Kvinderne mangler i den litterære kanon

Dertil kommer, at mange arketyper for ikke at sige klicheer i moderne litteratur i virkeligheden går tilbage til ridderdigtningen. Dahlerup tangerer temaet i afsnittet om helgentekster, der udmærker sig med en fortræffelig analyse af Skt. Jørgen-figuren, men emnet havde fortjent sit eget kapitel.

Herudover har jeg kun én alvorlig indvending. Hvordan kan man skrive om senmiddelalderens danske litteratur uden at nævne Morten Børup, som traditionelt regnes for en af periodens betydeligste digtere? Det er bogens største gåde, måske en konsekvens af en lidt firkantet anvendelse af begrebet genreprofil.

Fremragende bog
Indvendingerne rokker ikke ved, at det er en fremragende bog. I mange år har humanistiske discipliner lidt under et postuleret skel mellem videnskab og formidling, inden for litteraturens område mellem litteraturteori og litteraturhistorie.

En traditionel fordom er, at litteraturhistorier som andre former for populær historieskrivning ikke må belastes af indviklede ræsonnementer og refleksioner, da det går ud over tilgængelighed og underholdningsværdi.

Det er rent bavl, der er ingen modsætning mellem det fortællende og det ræsonnerende, men synspunktet har desværre bidraget til at isolere humanistisk forskning fra den brede offentlighed. Pil Dahlerups bog er en overbevisende demonstration af, at det er refleksion og problemorientering, der gør en bred litteraturhistorisk fremstilling relevant. Et sandt stykke humanisme.