Der er delte meninger om Anker Jørgensens evner som statsmand og politiker, men det er de færreste, der har noget negativt at sige om hans redelighed.

Det skulle da lige være daværende LO-boss Thomas Nielsen, der konsekvent omtalte sin tidligere kollega i fagbevægelsen som »Den lille lort«. Men det var vist mest, fordi Anker Jørgensen ikke gik og drømte om at blive LO-formand, men i stedet lige så stille gik hen og blev statsminister.

Den kunstneriske side af tilværelsen
Anker Jørgensen virker ikke som en mand, der bærer nag, men noget af det mest interessante i den ny bog er faktisk den korte karakteristik, han giver af Thomas Nielsen i forbindelse med formandsvalget i LO i 1967.

Thomas Nielsen stillede op mod Anker Jørgensens forgænger som formand for Arbejdsmandsforbundet, Kai Nielsen, og vandt.

Anker Jørgensen beundrede Kai Nielsens menneskelige kvalifikationer. Han var et fint, kultiveret menneske og en progressiv fagforeningsformand, men Anker Jørgensen siger alligevel:

»Der er ingen tvivl om, at Thomas havde mange af de evner, der skal til for at være LO-formand. Han var robust, hvor Kai var spinkel. Kai var dybt forarget over Thomas, og det var måske hans største svaghed, for det betød samtidig, at han ikke kunne klare ham. Her mødte han et menneske, der ikke havde forstået en skid af den kunstneriske side af tilværelsen. Thomas var for tykhovedet til at fornemme det, der lå uden for hans egne cirkler. Det fandtes simpelthen ikke, og det var hans styrke«.

Ikke blind for fejl
Anker Jørgensen har selv skrevet om sit liv, der er lavet film om ham, og for nogle år siden udkom Alex Frank Larsens fremragende: ’Anker. Mennesket – Magten – Meningerne’, og det vil være synd at sige, at Thomas Thurahs billedbog giver et nyt og afslørende indblik i Anker Jørgensen eller hans holdninger.

Det kan i dag næppe komme bag på nogen, der er gammel nok til at vide, hvem de er, at både Per Hækkerup og Jens Otto Krag havde alkoholproblemer, at Viggo Kampmann var maniodepressiv, og at Svend Auken trods sine rige evner ikke altid var 100 procent til at regne med.

Men selv om der er lidt tomgang, og billederne mere er motor for fortællingen end en visuel oplevelse, gør det i grunden ikke så meget.

LÆS OGSÅAnker J.: Pittelkow ville så gerne ind hos Saddam

Man er i godt selskab med Anker Jørgensen, som ikke er blind for de førnævntes fejl, men anerkender deres dygtighed og begavelse. Han er også en stor beundrer af H.C. Hansen, selv om han, som Anker Jørgensen siger, så blod, når han så en kommunist.

Anker og Reagan
Anker Jørgensen har taget sine kampe med kommunisterne i fagbevægelsen, men han understreger, at kommunisterne i Danmark var fredsommelige og »slet ikke kommunister på sovjetmåden«.

DKP-formand Knud Jespersen var ifølge Anker en fin fyr, og han beundrede Mogens Fog for hans skarpe hjerne og store elegance.

Måske lidt mere overraskende synes han, at den amerikanske præsident Ronald Reagan var en:

»Herlig fyr med mange gode og jævne bemærkninger. Vi harmonerede godt med hinanden«. De var selvfølgelig også begge to tidligere fagforeningsformænd.

Som Anker Jørgensen siger lidt spidst:

»Svend Auken kaldte ham en ’andenrangsskuespiller’. Jeg ved ikke, hvilke forudsætninger Svend havde for at vurdere det.… Men når man er præsident, så er man præsident, og så skal man ikke henvise til, at han er en dårlig skuespiller«.

Med åbenhed som skjold
Anker, som hele landet er på fornavn med, har ikke nære venner uden for politik, og faktisk heller ikke i politik.

Han er et klassisk eksempel på et menneske, der bruger åbenhed som et skjold. Den største ros i hans mund er, at en person er et ordentligt menneske.

Det er han selv.

Lone Kühlmann er forfatter og foredragsholder.