Tony Blair betror i forordet til ’A Journey’ læseren, at han ikke har skrevet bogen kronologisk.

I stedet er han hoppet rundt mellem afsnittene og har skrevet de sværeste først for at bevare fortælleglæden igennem de tre år, det tog ham at skrive om sin tid som statsleder.

Man kan med fordel vælge at læse bogen på samme måde, som den er skrevet, og springe rundt mellem kapitlerne.

LÆS ARTIKEL Blair-biografi kan konkurrere med Harry Potter

Der er afsnit i beretningen, der er dybt interessante og af international interesse, og der er dele, der skal en usædvanlig feinschmeckeragtig viden om og appetit på britiske indenrigspolitiske forviklinger og Labourtraditioner til for i sandhed at påskønne.

Det er i de store sammenhænge, Tony Blair altid har gjort sig gældende, og det er også her, bogen kommer til sin ret.

Tørre bemærkninger
Her er fascinerende læsning om Tony Blairs strategi under fredsprocessen i Nordirland, hvad han tænkte efter terrorangrebet 11. september, om bomberne mod London, og om han kan lide George W. Bush som person (det kan han).

Det er forfriskende at se en ærlig beskrivelse af, hvordan forholdet mellem Tony Blair og hans indebrændte finansminister, Gordon Brown, virkelig var, inklusive fortællingen om, hvordan Tony Blair nægter at modtage opkald fra en lettere hysterisk finansminister.

LÆS OGSÅBlair håner Brown: »Det var dømt til at gå galt«

Det er i små tørre bemærkninger, som »forholdet gik fra iskoldt til arktisk«, at Tony Blairs underdrevne britiske humor kommer frem.

Blairs verdensbillede
Beretningen om, hvordan han en nat bliver vækket af en politibetjent, der står ved siden af hans og Cheries ægteseng med budskabet om, at prinsesse Diana har været involveret i en bilulykke i Paris og formentlig ikke vil overleve, indleder Tony Blairs version af de begivenheder, der så levende er blevet beskrevet i filmen ’The Queen’, hvor han med nød og næppe afværger en krise i monarkiet.

Men selvfølgelig er og bliver beslutningen om at gå i krig i Irak hovedbegivenheden i både Tony Blairs politiske arv, men også i ’A Journey’. Hvorfor traf Tony Blair beslutningen? Står han ved den?

Det bliver en lang argumentation for Blairs verdensbillede, og om at han holder fast i sin beslutning, selv om han er forpint over krigens konsekvenser. Der er passager, hvor han slipper lige lovlig nemt om ved forklaringerne, og hvor han klager sin nød over den britiske presse, der, inden den vendte sig mod ham, var med til at bringe ham til magten.

LÆS OGSÅTony Blair donerer bogindtægter til sårede soldater

Bogen lever virkelig, når vi lærer personen Tony Blair at kende.

Som når han efter terrorangrebet på London står i døren til sin sovende søns værelse og gyser ved tanken om, at det kunne have været Leo, der sad i en bus eller et undergrundstog.

Men alt har sin grænse, og der er tidspunkter, hvor man som læser spekulerer over, om der er ting, man kunne leve uden at vide. Som følgende afsnit, hvor Tony Blair glæder sig over, at han ikke lider af jetlag.

»Det eneste problem ved rejser er, at de ødelægger fordøjelsen. Man er nødt til at spise sundt og med disciplin. Jeg er meget typisk britisk. Jeg holder af at have tid og komfort på toilettet. Badeværelset er et vigtigt rum, og jeg ville ikke kunne leve i en kultur, der ikke respekterer det«, skriver han, og erkender selv bagefter:

»Men det er nok mere, end du nogensinde havde lyst til at vide«.

LÆS ARTIKEL Demonstranter kaster æg mod Tony Blair

Højt sprogligt niveau
Til gengæld er der fantastiske anekdoter om dengang, dronningen tog opvasken, da George W. Bush ikke havde en anelse om, hvem Belgiens premierminister var, og hvorfor han overhovedet deltog i et G8-møde, eller dengang Tony Blair blev utryg ved en alt for smilende russisk delegation.

Sprogligt er bogen langt over sædvanligt politikerniveau.

Blairs legendariske evner til at tryllebinde en forsamling skinner igennem på en overvejende del af siderne.

I sit forord skriver Tony Blair:

»Jeg ville have, at denne erindringsbog skulle være anderledes. Mange af denne type erindringer er alt for lette at lægge fra sig«.

Det er lykkedes.