Kaptajnen

I russisk tjeneste

Vitus Bering blev født i Horsens i 1681. Han blev som ung hvervet til den russiske flåde og forblev i russisk tjeneste resten af sit liv.
Efter den første Kamtjatka-ekspedition blev han i 1732 udnævnt til leder af den anden Kamtjatka-ekspedition (1733-1743). På tilbagevejen fra Alaska strandede hans skib, ?Sankt Peter?, i 1741 på en lille ø øst for Kamtjatka. En del af mandskabet, herunder Bering, døde.
Øen hedder i dag Beringø. Hans grav her blev i 1991 fundet af en dansk-russisk ekspedition.

Fredag 23. august 1726, i let frost på vej mod Okhotsk på den sibiriske østkyst, var der prygl i luften. Og skønt det er uvist, hvad der mere specifikt gik forud, må der have været et skænderi af en art. Eller en vel bramfri – måske opsætsig – ytring, der blev hørt af den forkerte.

Dagen havde lige fra solopgang budt på masser af det, der havde været hverdagskost siden 25. december året før: bevægelse og transport gennem uvejsomt terræn, hvor man på særligt strabadserende strækninger ikke kunne fortænke en mand i at hvisle salte eder.

I rejsens første stadier, i vintermånederne, gik det fremad med hestetrukne slæder. Senere sejlede man på det vidtforgrenede system af floder, der skærer sig øst-vest tværs gennem landet. Og når man ikke kunne sejle, måtte man ride eller vandre.

Hvorefter man igen sejlede, når det kunne lade sig gøre – med nye flodbåde, som man måtte bygge. Eller red med friske heste, der blev indforskrevet fra de lokale myndigheder, som også måtte levere proviant og stille bærere, vejvisere og tolke til rådighed.

En hel karavane af mænd, der under overkommando af den 43-årige kaptajn Vitus Bering fra Horsens, i forskellige afdelinger og i noget forskudt takt, bevægede sig gennem Rusland på tsar Peter den Stores befaling med det klare formål en gang for alle at få fastslået, om Asien og Nordamerika hang sammen. Eller ej.

Samt med imperialt pålæg om at kortlægge de egne af Sibirien og Sibiriens kyst, der endnu var hvide pletter på et atlas, man i virkeligheden ikke anede, hvor endte.

Derfor skulle de fortløbende geografiske observationer altid ledsages af målinger, der fortalte, på hvilke længde- og breddegrader det hele lå.

Da ekspeditionen forlod Sankt Petersborg, bestod den af 28 mand, som under ledelse af løjtnant Aleksej Tjirikov udgjorde fortroppen.

Svært læseligt manuskript
Bering stødte til et par uger senere i selskab med to navigatører, tre fuldbefarne matroser og den danske løjtnant Martin Spangberg, der senere skulle komme til at yde en heltemodig indsats.

Også Tjirikovs gruppe bestod overvejende af folk med tilknytning til søen, heriblandt et par håndfulde matroser og et hold skibsbyggere. Hvortil kom en læge, en regnskabsfører og en geodæt, der i selskab med sække med gryn, mel, vodka, krudt, værktøj, reb, sejldug, jern til nagler, måleudstyr og meget andet var taget af sted fra Sankt Petersborg i 25 slæder.

Blandt søfolkene i Tjirikovs oprindelige flok var den 27-årige søkadet Pjotr Chaplin. Russer, uddannet ved såvel Læreanstalten for Matematik og Navigation i Moskva som Flådeakademiet i Sankt Petersborg, en mand, hvis hjerne snurrede både hurtigt og stærkt analytisk.

Hvilket vi ved, fordi Chaplins dagbog fra hele rejsen – der de sidste 280 år som et håndskrevet, sine steder meget svært læseligt manuskript har været opbevaret i Den Russiske Stats Flådearkiv – nu for første gang er udkommet i trykt udgave. Takket være et hold danske, russiske og amerikanske forskeres årelange detektivarbejde.

Det er en dagbog, der dækker hele ekspeditionen – Berings første Kamtjatka-ekspedition – og hvad hverken Chaplin eller nogen af de andre deltagere kunne vide var, hvor langstrakt denne affære skulle blive.

De, der overlevede, heriblandt Chaplin, Bering, Spangberg og Tjirikov, skulle først gense Sankt Petersborg i marts 1730.

Stokkeprygl og skibsbygning
Ud for 23. august 1726 noterer Chaplin, at man ved 16-tiden slog lejr efter at havde redet omkring 35 kilometer. I gruppen var også Bering, mens Tjirikov og Spangberg befandt sig et godt stykke længere vestpå, idet de begge havde specialopgaver:

Tjirikov skulle bevogte den resterende proviant, Spangberg skulle få tungt udstyr og mad frem.

På et eller andet tidspunkt efter klokken 16 fredag 23. august fandt afstraffelsen så sted. Misdæderen var en tømrer, »der blev pryglet med kæppe for sin uhøflighed«, noterer Chaplin.

Dagen efter red Berings styrke videre ud mod Okhotsk ved Det Okhotske Hav. Hestene – i alt 600, hvoraf langt hovedparten bar forsyninger og værktøj – havde Bering med stort besvær fået vristet ud af en lokal guvernør.

Og efter en tur, om hvilken Bering senere sagde: »Jeg er ude af stand til at beskrive de vanskeligheder, den rummede«, ankom han, Chaplin og resten af gruppen i begyndelsen af oktober til Okhotsk.

Hvor man straks gik i gang med at bygge nogle nødtørftige huse, herunder et badehus, samt fælde store træer: Nu skulle skibsbyggerne i aktion.

’Fortuna’ og ’Den hellige Gabriel’
Vinteren 1726-1727 var hård. I Okhotsk var der intet foder til hestene, så de godt 300, der havde overlevet den sidste del af turen, døde hurtigt. Nogle blev, inden sulten tog dem, slagtet og saltet.

En del af den ekspeditionsstyrke, som ikke havde nået kysten før vinteren, frøs inde i flodsystemet. Mænd døde jævnt hen, heriblandt geodæten, maden var knap, og man havde næppe overlevet, hvis ikke Martin Spangberg og hans folk ved nærmest overmenneskelige anstrengelser havde fået bragt forsyninger frem til Okhotsk.

Da det blev forår, lykkedes det omsider at få samlet hele styrken i Okhotsk, hvor skibstømrerne i begyndelsen af juni kunne søsætte det nykonstruerede transportfartøj ’Fortuna’.

Sammen med en ældre ’plimsoller’, som allerede lå i Okhotsk, havde Bering nu transport, hvorefter kursen i slutningen af august blev sat mod Kamtjatka-halvøen, der blev nået to uger senere. Og så begyndte det hele forfra!

Sejle rundt om Kamtjatka-næsset for derefter at sætte kurs nordøst mod det sted, hvor Asien og Nordamerika – måske – mødtes, turde Bering nemlig ikke. Farvandet var ukendt, så den risiko ville han ikke løbe, og i stedet bevægede ekspeditionen sig skråt over halvøen ad flodsystemet.

’Fortuna’, der ikke var bygget til ekspeditionssejlads, lod man ligge lidt oppe ad den flod, der løber ud ved halvøens sydvestlige side ved Bolsheretsk.

Igen vinter, igen et helvede med at få transporteret værktøj og proviant frem – og store problemer med de lokale, som ikke ønskede at arbejde for statsmagten.

Målet var Kliuchi på Kamtjatka-floden, og her byggede tømrerne det skib, der skulle blive Berings egentlige ekspeditionsfartøj: ’Den hellige Gabriel’. 60 fod langt, 20 fod bredt, med lastrum under dæk midtskibs og med kvarterer til officerer og mandskab henholdsvis for og agter. 14. juli 1728 sejlede ’Den hellige Gabriel’ ned ad Kamtjatka-floden og ud i Stillehavet. Jagten på Amerika kunne begynde.

En hård beslutning
I Stillehavet blev kursen sat nordøst. ’Den hellige Gabriel’ fulgte Sibiriens kystlinje, men undgik at komme for tæt på land. Hele tiden lavede Chaplin observationer og målinger, og når han sov, tog Tjirikov over. Også Tjirikov skrev dagbog og logbog, men han var ikke så vedholdende som Chaplin.

8. august, i de tidlige morgentimer, fik ’Den hellige Gabriel’ selskab af en skindbåd. Den blev roet af otte tjuktere, et arktisk folkeslag. De nærmede sig ’Den hellige Gabriel’, en enkelt mand talte via tolk med ekspeditionsbesætningen, men om bord ville tjukterne ikke.

Bering fulgte herefter Sibiriens kyst, til den tilsyneladende holdt op, og så et stykke længere. Han var i virkeligheden sejlet gennem strædet mellem Asien og Nordamerika.

Men han så det ikke, for det var tåget! Og 16. august 1728 traf han så, efter rådslagning med Martin Spangberg og Tjirikov, en hård beslutning: Han vendte om, han turde ikke fortsætte af frygt for at ise inde. De havde da siden afrejsen fra Sankt Petersborg tilbagelagt 10.000 kilometer, og der var lige så langt hjem.

»Spangberg var enig med Bering, hvorimod Tjirikov mente, at man skulle sejle videre. Men det havde været selvmord«, siger den danske deltager i dagbogsprojektet, dr.phil. Peter Ulf Møller fra Københavns Universitet.

Bering havde nu vist, at Sibirien strakte sig 30 længdegrader videre mod øst, end man hidtil havde antaget. Og den opdagelse og de kort, Chaplin senere tegnede, gav genlyd i hele Europa – hvor kartografer gik i gang med at revidere atlasset.

»Da den store engelske opdagelsesrejsende James Cook i 1778 sejlede gennem strædet mellem Nordamerika og Sibirien, kunne han konstatere, at Berings kort var særdeles pålidelige.

Og det var James Cook, der i anerkendelse af dette kaldte passagen Beringstrædet. Cook var en gentleman«, siger Peter Ulf Møller.