Der var engang en kommission, der blev bedt om at kigge den hemmelige tjeneste i kortene.

Kommissionen arbejdede og arbejdede.

Ti år gik der, men så var kommissionen også færdig og kundgjorde, at der ikke var noget at sige nogen på.'

I hvert fald ikke noget alvorligt. Og det er ganske vist, for kommissionens rapport fyldte 4.600 sider i 16 fede bind.

Det var i juni i år, at PET-kommissionen offentliggjorde sin store kulegravning af efterretningstjenestens registrering af kommunister og andre venstrefløjsfolk under den kolde krig.

Ti års odysee på 366 sider
Nu er langt over 4.000 siders kommissionslyrik ikke nødvendigvis letfordøjelig kost, så derfor er det jo umiddelbart en håndsrækning til almenvellet, når tre historikere, der har været med i store dele af kommissionens ti år lange odysse, øser af deres førstehåndsviden og oven i købet sætter PET’s livtag med samfundsnedbrydelige kræfter ind i en større samtidshistorisk sammenhæng.

På bare 336 sider.

Bogen ’PET. Historien om Politiets Efterretningstjeneste fra den kolde krig til krigen mod terror’ tager afsæt i de skrøbelige forhold efter krigen, hvor store dele af de befriede danskere og skiftende regeringer frygtede, at Danmark kunne blive løbet over ende østfra.

Med danske kommunister som hjælpere.

Overvågning af DKP
Og sådan begyndte den skjulte registrering af kommunister og senere andre på den yderste venstrefløj – en registrering, som med jævne mellemrum siden har været til politisk rivegilde.

For hvordan kan et frit demokrati acceptere hemmelig registrering af borgere, der er engageret i lovlig politisk virksomhed.

Allerede i 1947 måtte den daværende regering da også forsikre befolkningen om, at efterretningstjenesten ikke registrerede borgere »alene« på grund af lovlig politisk aktivitet.

Men det afholdt ikke regeringen fra året efter at udvande denne erklæring ved i et internt og hemmeligholdt notat at konstatere, at 1947-løftet til befolkningen ikke skulle afholde politiet fra at overvåge og registrere yderliggående medlemmer af DKP, fordi det jo i praksis var umuligt at skelne mellem femtekolonnekommunister og dem, der trods alt satte Danmark højere end Sovjet.

Et demokratisk dilemma
Forestillingen genopføres tyve år senere, da regeringen i september 1968 offentligt gentager formuleringen om, at borgere ikke må registreres alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.

Men hvad befolkningen ikke vidste, var, at samme regering et par uger før havde udlagt teksten i et – ja, gæt selv – hemmeligt notat, der præciserede, at PET alligevel godt kunne overvåge og registrere personer, der deltog i yderligtgående politisk virksomhed.

Begge disse udhulende notater kommer først frem i forbindelse med PET-kommissionens arbejde og bliver det praktiske eksempel på det, forfatterne til ’PET’ beskriver som et demokratisk dilemma:

Skal politikerne altid sige hele sandheden, eller kan de udadtil forsikre, at ingen registreres ulovligt, mens det faktisk sker i al hemmelighed, fordi de samme politikere, rådet af bl.a. PET, mener, det er nødvendigt for landets sikkerhed.

Et kalejdoskop af gode historier
Det er jo let nok her en novemberaften i 2009 at bjæffe, at der netop i et demokrati ikke bør kunne opstå et sådant dilemma.

Men den mulighed diskuterer forfatterne ikke.

De vil hellere fortælle historien om dobbeltspillet, så vi selv kan dømme.

TV PET-kommission: Vi har været til bunds i sagen

Det afholder dem dog ikke fra adskillige gange at konkludere, at PET ikke var en stat i staten, selv om de netop har beskrevet både ministres og ledende embedsmænds samt PET’s egne krumspring i 60’erne og 70’erne for at omgå den uvildige kontrol med PET’s politiske registreringer.

Velan, ’PET’ er et kalejdoskop af gode historier om PET’s håndtering af de seneste mange års trusler mod Danmarks sikkerhed, indefra og udefra.

Det manglede da også bare, for forfatterne har med deres arbejde for kommissionen haft en helt unik tilgang til det fortrolige stof om PET.

Savner forenkling
Men det er måske også ét af bogens problemer.

De tre historikere har tilsyneladende haft for megen viden til at være nøgterne i deres brug af materialet fra kommissionen i folkeoplysningens tjeneste.

TV Sikkerhedsredaktør: PET-kommissionen frikender PET

De har simpelthen ikke sorteret nok i mængden af oplysninger og forenklet deres fremstilling af det svære stof.

Det giver sig desværre også udslag i en meget ujævn fortælleform og en lang række gentagelser, forstærket af en meget springende brug af kronologi.

Desuden kan det undre, at forfatterne ikke gør præmissen for læsningen af deres bog tydelig.

I PET-kommissionens rapporter kan man læse, at selv om kommissionen har været gennem bjerge af papir om PET’s aktiviteter, er meget materiale tilintetgjort gennem de mange år. Der er altså svagheder.

Manglende kildeinformation
I ’PET’ får vi ikke den oplysning, og vi får heller ikke at vide, om de tre forfattere har kunnet anvende alt materiale, de har haft adgang til.

Bogen er godt nok ikke en officiel populærudgave af PET-kommissionens rapport, men når forfatterne i den grad slår på deres kommissionsbaggrund for at skrive bogen, havde det været fair at afklare rammerne over for læserne.

F.eks. kunne det være rart at vide, på hvilket grundlag de tre skribenter i et afsnit om Blekingegadebanden ultimativt fastslår, at »sandheden er, at PET gav alle de oplysninger, der var nødvendige, for at Lyngby Politi kunne foretage en videre efterforskning«.

’Sandheden’ er et ultimativt ord, ikke mindst når der i den konkrete sag – om PET hindrede politiets arbejde med at opklare et røveri i Lyngby og dermed forlængede livet for Blekingegadebanden, der endte med at dræbe en ung betjent – tilsyneladende nu er politisk flertal for at nedsætte en ny afgrænset PET-kommission, når nu den første ikke fik manet spøgelset i jorden.

LÆS Flertal for ny undersøgelse af Blekingegadebanden

Så ad åre får vi vel svar på, om der her er tale om mere end en fjer.