Den 22. maj 1960 er en vigtig dato i Europas historie. Den dag besteg Israels ministerpræsident Ben-Gurion talerstolen i Knesset, det israelske parlament, og meddelte, at Adolf Eichmann var blevet fundet af israelske sikkerhedsagenter og nu var under arrest i Israel.

Sammen med andre nazistiske krigsforbrydere var Eichmann ansvarlig for den såkaldte »endelige løsning på jødespørgsmålet«, dvs. for tilintetgørelsen af seks millioner jøder i Europa. Ben-Gurion oplyste, at Eichmann ville blive stillet for en israelsk domstol og dømt for sine ufattelige forbrydelser.

Sagen mod Eichmann varede frem til december 1961 og endte, efter en forgæves appel, med, at den tyske massemorder blev hængt i juni 1962. Indtil Eichmann-processen havde døren til Nazitysklands forbrydelser kun været åbnet på klem.

Nu blev den slået op på vid gab, og processen blev et levende vidnesbyrd om, at tilbageblik på fortiden er nødvendige for at give fremtiden retning.

Hævn og retfærdighed
Historien om, hvordan israelske agenter opsporede og fangede Eichmann i hans skjul i Argentina, er som udgangspunkt en mindre detalje i forhold til udforskningen af holocaust og den bearbejdelse, denne forskning har været udsat for siden.

Men den fordom gør Neal Bascomb til skamme. Hans spændingsmættede fremstilling forklarer, hvorfor Israel måtte gøre det beskidte arbejde.

Teksten vibrerer mellem en konflikt, vi selv kan tænke videre over: ønsket om hævn eller retfærdighed. De, der hentede Eichmann til Israel, havde alle personlige motiver til at lægge hånd på ham. Deres kære var myrdet af Eichmanns bødler.

Men aktionen blev eksemplarisk udtænkt og gennemført af en statsmagt og dens betroede, og intet hår blev krummet på dette modbydelige væsens hoved, før retten skete fyldest. Det gjorde Israel ikke blot for sin egen skyld, men også for vores.

Bascomb koncentrerer sig om Eichmanns flugt efter det tyske nederlag i maj 1945 og Israels kommandoaktion i Buenos Aires, Argentinas hovedstad. Hans fremstilling bygger på et væld af skriftlige og mundtlige kilder, dog desværre mest engelsksprogede.

En hovedperson ikke bare i historien om kidnapningen af Eichmann, men også i Bascombs bog, er det første israelske fly, der nogensinde var landet i Buenos Aires. Det israelske Bristol Britannia 4X-AGD-fly landede 19. maj og lettede igen 21. maj, nu en ekstra blind passager rigere.

Det mellemlandede af sikkerhedsgrunde på tilbageturen kun i Dakar, Senegal, inden det nåede Lot-lufthaven ved Tel Aviv 22. maj med sin kostbare last. Ingen har tidligere skildret dette flys rolle så nøje.

En skrivebordsmorder
Eichmann (årgang 1906) var østriger. Han meldte sig tidligt under Hitlers faner og fik ved krigens begyndelse i 1939 gradvist det samlede ansvar for den praktiske, men fuldkomne gennemførelse af mordet på Europas jøder.

Han var en funktionær, en skrivebordsmorder, og han beskrives af dem, der fulgte processen mod ham i Israel, Hannah Arendt, Harry Mulisch og Robert Pendorf, som en middelmådighed, ikke et monster. Bascomb skriver for sit vedkommende, at den israelske Mossad-chef, Isser Harel, fandt sin fange »almindelig og ynkelig«.

Det lykkedes Eichmann at leve fem år under jorden i Tyskland, inden den katolske kirke og Røde Kors, der begge havde haft nære bånd til nazismen, i 1950 hjalp ham til Argentina, nu under navnet Ricardo Klement.

USA gjorde intet
Hvis Bascomb havde haft et bedre kendskab til tysk litteratur om Eichmann, kunne dette skandaløse kapitel have stået i flammeskrift i hans bog.

Det siger noget om forholdene i Forbundsrepublikken i 1950’erne, at Fritz Bauer, den statsadvokat, der tog sig af nazistiske krigsforbrydere, i al hemmelighed måtte give sin afgørende viden videre til Mossad, så Eichmann kunne identificeres og arresteres.

Såvel USA som Forbundsrepublikken kendte Eichmanns dæknavn og adresse i Buenos Aires, men foretog sig intet.

Sin vægt værd i guld
Bauer fik de afgørende oplysninger fra en jøde, der var flygtet til Buenos Aires, og hvis datter på et vist tidspunkt blev ven med Eichmanns søn. Oplysningerne blev efter alt at dømme bekræftet af Wim Sassen, en tidligere SS-officer, som Eichmann havde betroet sine erindringer.

Sassen kunne ikke få dem afsat, for ingen troede på ham. Ved at røbe sin kilde sikrede Sassen sig et scoop, der var sin vægt værd i guld.

Den hollandske journalist Harry Mulisch, der rapporterede fra processen mod Eichmann, skriver et sted, at »ret kun kan eksistere i sin talte form«. Det er processen og dommen, vi kan blive kloge af, ikke Eichmanns straf.

Bascombs bog er et vigtigt og nyt kapitel i denne fortælling. Forlaget bør ved et genoptryk gå oversættelse og redaktion en ekstra gang igennem.