Spiseforstyrrelser kan overordnet tage form som spisevægring (anoreksi), hvor personen har et forvrænget kropsbillede og synes, at hun ser for tyk ud og derfor vil tabe sig; bulimi, der egentlig betyder oksehunger – sulten som en okse eller så sulten, at hun kunne spise en okse – der viser sig ved spiseanfald eller ædeflip, der ofte efterfølges af opkastning.

Bulimikeren behøver ikke at være overvægtig, hvilket imidlertid er et kendetegn ved tvangsspisning eller Binge Eating Disorder, som det hedder, når man grovæder uden at kunne stoppe.

Spiseforstyrrelser har for alvor påkaldt sig opmærksomhed i de sidste 30 år, hvor man i stigende grad har rettet fokus mod den sunde, slanke, sexede og superkontrollerede krop.

Utilfredse kvinder
Samtidig med et voldsomt mediefokus på kroppen har man kunnet konstatere, at specielt yngre kvinder i stigende grad er blevet utilfredse med deres kroppe. En amerikansk undersøgelse viser, at 25 pct. af de yngre kvinder i 1972 var meget utilfredse med deres udseende, mens det i 1996 var 56 pct.

En dansk undersøgelse fra 1996 viser principielt det samme, og her fremgår det, at 76,6 pct. af pigerne i 8.-9. klasse ønskede at tabe sig. Samme undersøgelse viser, at bl.a. slankekure udgør en stor risiko for udvikling af en egentlig spiseforstyrrelse.

LÆS OGSÅKvinder tør ikke vise sig i badetøj

Endelig viser en undersøgelse, at der fra 1979 til 1989 er sket en tredobling af førstegangsindlagte anoreksipatienter, hvilket også er en alarmerende stigning, og når man tænker på, at anoreksi er den psykiske lidelse, der har den største dødelighed, står vi over for et alvorligt problem, der ikke længere kun handler om kosmetik og signaler til omverdenen.

Vores forhold til mad og krop i den vestlige verden, hvor sulten principielt er afskaffet, er blevet noget, der ligner et stort problem.

Unge kvinder i risikozonen
Årsagerne til udvikling af de forskellige spiseforstyrrelser er komplekse. Der indgår en mængde faktorer som arv, opvækstvilkår, traumer og miljø i barndommen, men de kulturelle og samfundsmæssige forhold spiller også en stor rolle.

Æstetisering af den slanke, trænede krop og skam, skyld og selvforagt i forbindelse med at hengive sig til et sanseligt måltid – eller blot det at spise – er helt centralt for at forstå den enorme udbredelse, som spiseforstyrrelserne har fået.

De lader sig ikke længere forstå udelukkende som udtryk for den enkeltes individuelle problemer. Der er en kulturel faktor, som må medtænkes.

Specielt unge kvinder er i risiko for at udvikle spiseforstyrrelser, og netop den gruppe er belastet af modsatrettede krav og kaosfølelser. Når man ikke kan overskue og håndtere sin væren i verden, så kan man vende sig mod sin krop og der finde et sted, hvor man kan udøve og føle kontrol, f.eks. gennem slankekure.

LÆS OGSÅUnge danske kvinder er besat af at sulte sig

Den paradoksale pointe er dog, at spiseforstyrrelsen meget let tager magten, og den pågældende mister hermed enhver følelse af kontrol over sin krop.

Flot værk
Behandling af alvorlig spiseforstyrrelse er en specialistopgave. Forskellige steder i landet har man udviklet højtspecialiserede programmer, der fokuserer på forskellige aspekter af spiseforstyrrelsen: vægt og spisning, psykoterapi og bearbejdning af traumer fra barndommen, udvikling af ressourcer, som den spiseforstyrrede ikke selv har fået udviklet netop pga. sin spiseforstyrrelse.

En del behandling foregår imidlertid også i skoler, hos egen læge, hos psykologer eller praktiserende psykiatere, som ved hjælp af information om sygdommen, motivation for behandling, som ikke alle har, samt psykoterapi hjælper den unge til at genvinde et normalt spisemønster og dermed et normalt forhold til mad og livet i øvrigt.

’Frås og faste’ er resultatet af et større tværfagligt projekt ’Slank i Danmark’, som involverer ikke blot sundhedspersonale, men også samfundsvidenskabsfolk og humanister, og det er netop den kulturelle vinkel, som gør bogen til noget særligt.

Bogen er længe ventet og giver et godt overblik over spiseforstyrrelser i klinisk og kulturel betydning. Sine steder er der gentagelser, og abstraktionsniveauet veksler, men sådan må det være, når en lang række forfattere skal samarbejde om 28 kapitler. Flot værk.