Andre ville drikke sig i hegnet. Louise Bokkenheuser tog ud for at dække en krig.

Hendes mor faldt beruset ud fra 4. sal med en lyserød rose i hånden. Hendes far døde af et ildebefindende i gården bag deres hus, dagen efter jul – »formentlig hjertet. Kulde og alkohol gjorde resten«.

Tilbage var et savn og en oplevelse af liv på trods, som Jakob Ejersbo og Meghan Jakobsen har skildret i store og små romaner.

Louise Bokkenheuser satte kurs mod virkeligheden og befandt sig snart i USA, snart på Columbia University, snart på en af verdens mest ansete aviser, Los Angeles Times.

I stedet for at starte sin egen familie tumlede hun ind og ud af andres liv i en bane af vodka og kokain, bilulykker og gifte mænd. Hun drak »ikke, fordi det fik mig til at føle mig bedre tilpas. Jeg drak, fordi det ikke gjorde«.

Og snart i Irak for at dække en voldsom krig.

Fremragende optegnelser
Nu er hun over midten af trediverne og klar med sine erindringer. Gyldendal ville gerne have krigsreporterens indberetning. Louise Bokkenheuser havde en anden historie, en tilståelsessag. Hun søgte krigen. Og hun kom alt for tæt på.

Det kunne hurtigt være blevet kunstlet og konstrueret, men resultatet er fremragende optegnelser og en dannelsesrejse af en ung dansker, som ad omveje pludselig står midt i en international konflikt med en reporters notesbog i hånden.

I den danske Irak-litteratur er kun Eva Plesner og Flemming Weiss Andersen gået lige så langt ud på den journalistiske planke med deres oplevelser, ’Rejse i rød zone’ (2007).

Dengang var de færreste klar over, at en anden dansker, Louise Bokkenheuser, havde tilbragt to et halvt år midt i krigen, hvor kun en trafikregel gjaldt – at komme for tæt på amerikanerne var at komme både i deres og oprørernes skudlinje.

Notesblokken som skjold
Bokkenheuser var i Bagdad 2004-2007, da lovløsheden og volden toppede. Bushregeringen benægtede eksistensen af dødspatruljer.

At indrømme, at amerikanske skattepenge finansierede mordere, var ikke politisk opportunt, om end heller ikke historisk nyt. Bokkenheusers ældre kolleger kunne i Bagdad fortælle om tilsvarende amerikansk betalte dødspatruljer i Latinamerika i 1970’erne og 80’erne.

Men for Bokkenheuser var dette ikke en krig blandt mange. Det var hendes krig. Og notesblokken blev hendes skjold, når irakiske mødre havde historier som denne:

»Drabsmændene havde skåret i hendes søns ansigt med barberblade, de havde brækket hans kæbe, knust hans kranium, stukket et af hans øjne ud, flænset hans ryg, skåret hans penis af og skudt ham fjorten gange«. Jamen, så skulle det vist også være nok.

Papkasser med afskårne hoveder
Alligevel svælger Bokkenheuser ikke i bestialitet – heller ikke, da det en aften inden deadline gik op for hende, at det kostede hundrede lig på en dag at få en Irak-historie på forsiden.

I et Bagdad-kvarter fandt man papkasser med afskårne hoveder midt på gaden. »Dette er alle forræderes skæbne«, stod der på papiret, som et af de afhuggede hoveder var pakket ind i. »Helvede vil være, hvor han ender«. For Louise Bokkenheuser virkede det, som om de allerede var ankommet. krig.  Amerikansk soldat på husundersøgelse i Bagdad i oktober 2006. Arkivfoto: Darko Bandic/AP

»Irak er som et stykke porcelæn, der er gået i stykker«, sagde hendes tolk, da volden var toppet med 120 døde om dagen. »Skårene kan limes sammen igen, men revnerne vil altid være synlige«.

Bestod som menneske
Så længe hun alene skrev sine nyheder om andre menneskers liv, var hun fri for at tage stilling til sit eget. For mange krigsreportere fører det let videre til næste krig.

De har forliste ægteskaber og forældreløse børn bag sig, fanget i en uendelig krig med skiftende stoppesteder som El Salvador, Bosnien, Rwanda, Sierra Leone, Afghanistan og Irak.

Men Louise Bokkenheuser faldt i som reporter og bestod som menneske. Hun fik en gudsøn i Irak og venner, som hun ikke kunne lade være at bekymre sig særligt for. Irak var ikke længere bare en historie. Og så er det hjem.
Mens hendes venner var blevet gift og havde fået børn, havde hun siddet i en ørken med beskidte sokker og støvler og ventet på en helikopter.

Men hun vedstår, at skildringen af krigen var det simpleste, mest intense og tilfredsstillende job, hun havde haft. »Krigen var som forelskelse eller en rus af stoffer«, altopslugende – men også med en betydelig risiko for at miste fornemmelsen for virkeligheden og verden udenfor. Da først hun lader sig involvere, løber hun også tør for ord.

Én krig blandt alle andre
Hun rejser tilbage til Balkan, hvor hun før Irak havde været som nødhjælpsarbejder. Og i Sarajevo, på begravelsespladsen og i det historiske museum, bliver hun konfronteret med en anden konflikts navnløse ofre og erkendelsen af, at krigen i Irak er én blandt alle de andre.

Mange andre krigsreportere har udgivet indsigtsfulde analyser med skarpe konklusioner. Dem holder Louise Bokkenheuser sig fra.

Det er ikke muligt for hende selv at sige noget positivt eller opmuntrende om den vold, hun oplevede gennem to et halvt år i Irak.

Men da hun tager tilbage til et væsentligt mere roligt og håbefuldt Bagdad, indrømmer hun sin overraskelse over, at hendes arabiske venner ikke vil hænge sig i spørgsmål om skyld, de vil hellere videre.

»Måske kan det, vi kalder ondskab, ikke forklares. Det uhyrlige sker, fordi det er muligt«. En mor står med en lyserød rose på en afsats og falder ned, soldaterne får deres ordre, ingen mening.

Hvad kan hun selv gøre? Hun kan forsøge at bringe orden i kaos ved at fortælle, hvad hun har oplevet.

Det har unægtelig været en dramatisk måde at håndtere sine egen sjæls uro på. Men resultatet er en formidabel bog. Irak kæmper stadig for en fremtid. Louise Bokkenheuser bor i New York.