»Det projekt ’at gøre verden til et bedre sted at være’ har aldrig beskæftiget mig et sekund. Derimod har jeg hele mit liv måttet kæmpe for at bevare noget, jeg var lige ved at miste«, siger Jesper Langballe i journalisterne Mads Bregenov-Pedersen og Mads Jensens biografi.

Ærlig snak.

Man kan være enig eller uenig. Hade eller elske ham. Men Dansk Folkeparti-politikeren og tidehvervspræsten Jesper Langballe er i det mindste en mand, som mener noget.

LÆS OGSÅBiografi om Pia K føjer ikke nyt til

Eller som den tidligere informationschef i Dansk Flygtningehjælp Finn Slumstrup siger i bogen:

»Når jeg i dag har respekt for Langballe, er det, fordi han ikke fedter med sine meninger«.

Mysteriet Langballe
Men hvad driver et menneske til et livslangt frådende opgør med »den professionelle kærlighedsidealisme«, »godhedsindustrien«, »behandlersamfundet«, frisindet og kulturradikalismen og venstrefløjen og eliten og indvandringen?

Bogen giver ikke svaret.

Selv om den er velskrevet og velresearchet, fremstår Langballe stadig som et mysterium, når man lægger bogen fra sig igen.

At det skulle være barndommen, der er Langballes drivkraft i forhold til at være på folkets side mod eliten, er svært at købe. Godt nok var faderen modstandsmand og i opposition til de politikere, der samarbejdede med tyskerne.

Men paradoksalt nok består Langballeslægten af læger og overlæger i hvide kitler, så langt øjet rækker. En socialgruppe 1-baggrund, der på ingen måde kan siges at være ’folkelig’ i nogen betydning af ordet.

Lidt af en livsløgn
Det største paradoks i bogen er dog Jesper Langballes forståelse af sig selv.

Han ser nemlig sit liv som én lang kamp mod »de verdensfjerne«, der tager afsæt i bøger, mens han selv lever i den nære virkelighed med næsten, der står lige ved siden af ham.

Men selvforståelsen viser sig at være lidt af en livsløgn.

Biografien viser nemlig, at Langballe selv er den distræte, verdensfjerne bogorm, der »kan hele Europas historie og Dostojevskijs bøger udenad«, men som har mere end svært ved at leve op til sine egne fordringer om ’det nære’ og næsten.

Han er ikke typen, der kan være nærværende i længere tid, som der skrives.

Det gælder for eksempel i forholdet til faderen, der begår selvmord.

Og det gælder Langballes nu afdøde kone, Gitte, der kæmper med alkoholisme, mens Langballe murer sig inde i ferierne i ti år for at skrive en bog, der skal korrigere de kulturradikales patent på Steen Steensen Blicher.

Idealist
»Jesper brugte sin distraktion og verdensfjernhed som et middel til at takle sin fars sygdom og selvmord mange år tidligere, og man kan godt drage en parallel i hans forhold til mors sygdom«, siger sønnen, mens datteren i bogen siger, at Langballe svigtede.

Forfatterne har hverken villet skrive et festskrift eller en hudfletning af mennesket Jesper Langballe, og det lykkes dem at holde balancen.

Hans mørke sider skjules ikke, samtidig med at han også fremstilles som et både kærligt og humoristisk og flegmatisk menneske, der kan bande og rode, og som på sin egen omvendte måde er idealist, selv om han vil hade det ord.

Og der er masser af anekdoter med denne distræte mand, som glemmer sit pas og smider piben i papirkurven.

Skru ned for anekdoterne
Men mens forfatterne ikke holder sig tilbage med at gå tæt på mennesket Langballe, er de mere håndsky, når det handler om hans holdninger.

Og det er bogens dilemma. For kan man skrive en klinisk neutral og upartisk bog om landets måske mest kontroversielle holdningsmenneske, der deler Danmark, uden at tage stilling?

Man kan da forsøge. Men så bliver det også derefter. Til tider lidt lunkent og uforløst.

Her ville det have klædt bogen, hvis forfatterne havde skruet lidt ned for anekdoterne og lidt op for en analyse af dén ambitiøse kultur- og værdikamp, som Langballe stod i spidsen for sammen med Søren Krarup – de to ’fætre i ånden’.

Kampen mod det moderne gennembrud med mere end hundrede års forsinkelse. Blev den vundet? Eller tabt?

Og hvordan fik de statsministeren med på den? Det savner man stadig svar på efter læsningen af denne bog.