Portræt. Journalist Nils Thorsen hopper i rollen som en slags terapeut, der giver sig tid til at spørge, lytte og følge op. Resultatet er fremragende. - Foto: JENS DRESLING

Den begynder med et drama af den slags, vi alle gerne vil være foruden: togulykken i Sorø i 1988. Og den slutter med en far, som møder den far, han ikke troede, han havde.

Mellem de to historier – personificeret i skuespilleren Bodil Jørgensen og forfatteren Kim Fupz Aakeson – sætter Tage Voss, Lars von Trier, Suzanne Brøgger, Jørgen Reenberg, Knud Romer, Ghita Nørby, Anders Lund Madsen og Per Arnoldi ord på bl.a. dødens komme, faderbindinger, moderkomplekser, kærlighed og skilsmisser.

Det er, kort og godt, nogle af livets mest eksistentialistiske sider, som er sat på tryk i Nils Thorsens ’OmVeje – 10 portrætsamtaler om at leve et liv, der passer til en’.

De har alle tidligere været bragt i Politiken og må som sådan udsættes for lakmusprøven: Holder de også som bog?

Præcist, banalt og indsigtsfuldt
Svaret er et ubetinget ja!

For når Thorsen møder op, iført notesblok, udslåede ører og ikke bare én, men to båndoptagere, er intet mindre end at være eller ikke at være det centrale spørgsmål.

Som Bodil Jørgensen præcist, banalt og indsigtsfuldt udtrykker det allerede i bogens første portræt: »Man kommer ud for ting i livet«.

LÆS ARTIKELBodil Jørgensen: Nogle engle falder opad

Og det er lige præcis, hvad de alle sammen gør, kommer ud for ting i livet.

Med intervieweren i rollen som en slags terapeut, der giver sig tid til at spørge, lytte og følge op, bliver der stillet krav om at gøre os, læserne, klogere.

Ikke nødvendigvis via store programerklæringer, snarere i korte, kondenserede sætninger, som når Ghita Nørby i sit fjerde ægteskab vedstår kærlighedens vildveje med ordene »jeg bruger ikke dummeblæk i mit liv«.

LÆS ARTIKELGhita Nørby: Den perfekte kvindes datter

Blandt Thorsens styrker er viljen til at holde fast – og ikke give op, når han bliver mødt af gentagne afslag på interview.

Ej heller, når flere af hans interviewpersoner uden omsvøb lader forstå, at de i grunden ikke bryder sig om det, de har indladt sig på.

En anden styrke er evnen til at give teksten lyd: »At lytte til Jørgen Reenberg er som at høre et velkendt stykke musik. På et fremragende anlæg. Ordene er som klippet ud af sproget. Præcise i deres omrids. Og skarpe i kanterne. Der er højt til loftet over hans a’er. Og en cykel hedder en ’cikel’«.

Nils Thorsen kan sit håndværk med gennemtænkte spørgsmål som det ultimative redskab: »Interviewet er«, skrev han i sin ’Klangen af et menneske’ i 2003, »et stykke kontrolleret kaos. Man kan aldrig vide, hvad der sker. Derfor må man være forberedt. På hvad som helst«.

Slutfacit, som i ’OmVeje’, bliver temmelig fremragende.