Hvis ikke der skulle være konflikter og kontroverser i historien om dansk punk, hvor fanden skulle det så være?

Fra den først side i Jan Poulsens kakofoniske fortælling om den danske punkepoke, bliver der langet ud til højre og til venstre: Jyderne er nogle bonderøve, københavnerne er krampagtige, og ingen mener, at den lukkede fest var ... tillukket.

LÆS OGSÅ Martin Hall leger med Dante

Med præcis samme metode som en anden vigtig punkkrønike, Leg McNeill og Gillian McCains kosteligt underholdende ’Please Kill Me – The Uncensored Oral History Of Punk’, lader Jan Poulsen historien blive fortalt af dem, der udgjorde inderkredsen i miljøet. Det ene citat afløser det andet.

Fra startskuddet med Sex Pistols’ koncert i 1977 til den store Rock For Afrika-koncert i 1985, hvor Lars H.U.G. og Sods optrådte ved siden af Shu-bi-dua, Danseorkestret og Nanna. Her forduftede punkens sidste rest af undergrundsidentitet. Og fortællerne er (stadig) ikke helt enige om, hvad der er op og ned i historien. Og slet ikke enige om, hvad der var rigtig punk, hvad der var fastelavnsmentalitet, og hvad der bare var sort narcissisme.

Undergrundsidentitetens fortælling
Ind imellem de to historiske yderpunkter kværner de indbyrdes stridigheder løs på og mellem linjerne. Som alle subkulturer handlede punk først og fremmest om negativ afgrænsning. Først over for den dominerende samfundskultur, siden internt, hvor snerrende grænsevagter som meningsmaskinen Camilla Høiby kæmpede for at holde sin undergrundsidentitet ægte. Og slog hånligt og hårdt ned på enhver overløber.

Og netop med valget af oral history som fortælleform kommer alle til orde. I stedet for en strømlinet fortælling med personlige korrektioner og overvejelser om noget så tumultarisk som punk, tier Jan Poulsen stille og orkestrerer eminent de mange modstridende stemmer.

Dermed kommer Poulsen ikke bare grundigt rundt i hjørnerne af de steder, mennesker og hændelser, der definerede dansk punk, han giver genfortællingen nærvær og fremstiller med al tydelighed den motor, identitetskampen udgjorde. Ingen får i den sidste ende ret her, men taler i munden på hinanden og stykker en sigende konfrontatorisk mosaik sammen.

Sods som rygrad
Punkens fantasifulde vrængen af omverden har sit meteornedslag i Daddy Dancehall, hvor Sex Pistols gav medlemmer fra det senere Sods, No Knox og Gate Crashers den kulturelle inhalering, den danske punkkultur trængte til. Herfra spreder fortællingen sig som ringe af erindring i en tid med høj ledighed, lav indkomst og trøstesløse fremtidsudsigter.

Geografisk fra Storkespringvandet over Gl. Torv til Århus, Haderslev, Odense og tilbage igen.

LÆS OGSÅ Peter Peter giver den gas til Panserkrydseren Potemkin

Mentalt fra gør det selv-fattigrøve og hjemmelavede fanzines til pladeudgivelser på de store selskaber og væk igen. Kulturelt fra faste lørdage i rockmaskinen på Christiania og 13AB-arrangementer på Gl. Kongevej til afgørende begivenheder som ’Nå!!80’ i Huset samt ’Concert Of The Moment’ og ’Nosferatu’ i Saltlageret.

Musikken og musikerne bærer bogen med Sods som rygrad, men der er rigeligt med plads til både litteraturen, hvor Michael Strunge hænges ud, og Henrik S. Holck drages frem, samt den unge vilde billedkunst med de mere akademisk reflekterende Claus Carstensen og Nina Sten-Knudsen.

Behov for afgrænsning
Mens teksten springer uforudsigeligt, men dog kronologisk rundt mellem udtryksformer, folk og steder, kommer ’Something Rotten’ både op i de højere luftlag og ned på jorden, hvor det er hjertet, der dunker i hukommelsen. Peter Peter, Søren Ulrik Thomsen, Martin Hall, Søren Fauli og T.S. Høeg fortæller ud fra deres personlig synsvinkel om Billedstofteateret, bz-bevægelsen og til sidst de stoffer, der skyllede druknende ind over scenen.

Men behovet for afgrænsning lurer i de fleste udsagn. Over for det bedsteborgerlige kodeks om god opførsel, over for 1968’ernes betontunge ideologiske taktgang eller over for de farverige jyder, der ikke skulle tro, de var punk, når nu københavnerne selv mente, at de var så strithåret, T-shirt-laset og sikkerhedsnålgennemhullet punk, at det selvfølgelig måtte rime mere på London end Jelling.

Modtrykket er ikke aftaget hos alle aktørerne fra den tid, og det giver et dynamisk signalement af det virvar af en lille scene med markante personligheder, det nu engang var.

Selvsving
Alligevel lader Jan Poulsen i løbet af de mere end 400 sider punkfortællerne gå for meget i selvsving, hvilket får bogen til at lukke sig om sig selv – som miljøet blev anklaget for dengang.

Og for os, der kom bagefter, kan man kun håbe: Nu må det sidste punktum vist også være sat for den epoke og dens tvister. Selv om de, der ikke er med her, sikkert har en anden mening.

LÆS OGSÅLars Top-Galia forlader Sort Sol

Men lad os komme videre og se på punkens betydning i dag. Vi lever på mange måder videre i punkens tidsalder. Ud fra gør det selv-ideer og med små økonomiske midler skabes musik på computere i små kælderrum, bliver distribueret frit over nettet og har frie rammer i forhold til de æstetiske valg – alle kan deltage.

De store fortællinger og indspilningsstudiers tid er forbi, og den nyskabende og fremadrettede musik opstår ude i nicherne og grænselandskaberne. Helt i punkens ånd.