Landskabet er den til dagligt oversete kulisse i vores liv.

Det bliver man mindet om i et af Danmarks hidtil mest overdådige fotoprojekter, som for nylig er blevet afsluttet. Initiativtageren er kunsthistoriker og forfatter Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

Igennem et år (2008/2009) bevægede 14 fotografer sig igennem det danske landskab. Deres kameraer har observeret, registreret og tolket på hver sin individuelle måde.

Resultatet af denne fantastiske odyssé er et rigt billedmateriale, som dels vil være tilgængeligt via en database, dels blive fremvist på en vandreudstilling, indledt på Museet for Fotokunst i Odense. Samtidig udgives et omfattende trebindsværk med titlerne ’Sådan ligger landet’, ’Landet i bevægelse’ og ’Fjorten fotografer’.

Solidt værk
Det er solid bogtrykkerkunst af den traditionelle slags. Indbindingen er elegant. Trykket på lærredsomslaget fortæller om indholdet. Indeni gemmer der sig stilige typografier på flot papir og et spændende fotomateriale gengivet i høj kvalitet. Tekst og billeder supplerer hinanden.

Bind 3, som adskiller sig noget fra de to første, indeholder præsentationer af de medvirkende fotografer. Selv om det drejer sig om kendte navne, er det udtryk for et hensyn til læseren, som hurtigt får adgang til relevante oplysninger.

Man kunne have ønsket sig, at der også stod et par linjer om de 18 skribenter, både forfattere og forskere inden for forskellige områder, som bidrager med fængslende læsning. Der er tale om velrenommerede skribenter.

Hvor er alle menneskene?
Hvor fotografierne er murstenene i dette mægtige bygningsværk, er teksterne mørtlen, der holder dem sammen.

Teksterne åbner billederne på tankevækkende vis. Hvert nyt tema som for eksempel kystlinjer, byrum, natursyn eller skrot introduceres med en ny stemme. Nogle mere personlige end andre. Både videnskabelige observationer og skribenternes frie refleksioner tilvejebringer ekstra nøgler til de problemstillinger, som projektet rejser.

Hvad betyder det at skildre et land i forandring? De første skridt ind i dette fotolandskab tages måske med en blanding af undren og en vis mistro. For hvor er alle menneskene blevet af?

Det ville imidlertid være overfladisk at bedømme helheden ud fra det første indtryk. Tværtimod virker dette fokus på miljøerne frem for befolkningen som en velvalgt afgrænsning.

At savne portrætter ville i dette tilfælde være at efterlyse et ganske andet værk, hvor ikke landskabet, men derimod det danske samfund var i centrum.

Her er menneskene
Sammen med fotograferne bevæger vi os gennem askegrå landsbyer, frugtbare landbrug, vidtstrakte marker, raserede skove og forskellige bymiljøer. Årstiderne skifter, vejret ændrer sig, og tiden går.

Hurtigt opdager vi, at mennesket trods sit tilsyneladende fravær stadig er der. Landskaber smelter sammen med livshistorier som – usynlige for os – engang har udspillet sig på disse steder.

Mennesket forandrer naturen omkring sig ved at bygge huse og veje, pløje marker og afgrænse tingene. Menneskeheden påvirker klimaet og efterlader sig spor uafbrudt. Det er ikke altid smukke mindesmærker over civilisationens udvikling.

Det drejer sig blandt andet om sørgelige beviser på vores uformåen. Tag bare det kemiske affald, som Trine Søndergaards kamera registrerer. Derudover ses mennesket som statist i mange af de vældige panoramaer.

Melankolsk genkendelse
Fotograferne bevæger sig med målrettede skridt mellem by og land, mellem kyster og skovklædte bakker. I deres fotografiske materiale findes der både epifanier over en falmet verden og vidnesbyrd om fremkomsten af noget nyt.

Gamle huse forfalder, mens nye arkitektoniske vidundere opstår ved siden af dem. Her lever det forgangne side om side med den nærværende virkelighed. Nogle af disse billeder har blikket rettet mod fremtiden, mens andre skæver vemodigt tilbage.

Det poetiske udtryk og en febrilsk subjektivitet er lige så værdifulde som det kølige, undersøgende blik.

Det rige billedrepertoire siger ikke så lidt om, at landskabsfotografiet trives i bedste velgående. Louise Wolthers læseværdige essay sætter tingene ind i en relevant kunsthistorisk sammenhæng.

Blandt fotograferne er der både nogen, som efterstræber en karakteristisk saglighed i new topographics-ånden, og andre, som i forlængelse af piktorialismen drages mod romantiserende greb. Færre eksperimenterer med formen.

Det er en imponerende fotosatsning, som har resulteret i mange strålende værker. Den eneste indvending er, at vi oftere bliver blændet af melankolsk genkendelse end overrasket og rystet i vores grundvold.

Oversættelse: Niels Agerskov. Joanna Persmann har fil.mag.-eksamen i svensk sprog og litteraturhistorie (Jagiellonski-universitetet i Krakow, Polen) og fil.mag. i billed- og kunstvidenskab (Göteborgs Universitet). Hun er kunstkritiker og skribent på Svenska Dagbladet.