I en alder af 58 år var han taget af sted som så mange gange før for at finde byen ’Z’, bedre kendt som El Dorado, sagnbyen, hvis gader ifølge de spanske conquistadorers beretninger skulle være brolagt med guld.

Hans søn Jack på 22 år var med ham.

Utallige ekspeditioner har forsøgt at finde ud, hvad der blev Percy Fawcetts skæbne, men hverken han eller sønnen og de øvrige på ekspeditionen er nogensinde blevet fundet.

Med sin forsvinden blev Fawcett, der er blevet kaldt den sidste af de store ’individualistiske’ opdagelsesrejsende, til en figur af mytisk karakter.

En legende var han allerede i levende live.

Menneskehedens gentleman
Fawcett, der i 1912 havde inspireret Sir Arthur Conan Doyle til at skrive romanen ’Den Forsvundne Verden’, troede fuldt og fast på, at der i hjertet af Amazonas jungle eksisterede rester af en hidtil ukendt civilisation, og han evnede at få omverdenen til at dele sin besættelse.

Da han tog af sted på sin sidste ekspedition, var han så berømt, at The Royal Geographical Society i London endnu en gang, om end nødtvungent, spyttede penge i hans ekspedition, ligesom det takket være en amerikansk presseagent var lykkedes at vriste dollar ud af milliardæren John D. Rockefeller.

Fawcett, der yndede at lade sig fotografere iført ridestøvler, Stetson-hat og riffel, havde en sjælden evne til at få sin egen romance med junglen til at fremstå som en tjeneste, han som gentleman ville gøre menneskeheden.

LÆS OGSÅGoogle Earth hjælper med at finde El Dorado

Conquistadorernes første ekspedition efter El Dorado fandt sted i 1541. Da Fawcett små fire hundrede år senere tog af sted, stod han som den sidste victorianske eventyrer med foden i en ny tidsalder.

Mens konkurrenter så småt var begyndt at bruge fly, bandt han endnu en gang – og helt uden for pædagogisk rækkevidde – an med junglens strabadser til fods. Han var besat.

I sin dagbog skrev han:

»Enhver længsel har en romantisk oprindelse, men selv nu kan jeg ikke give en fornuftig forklaring på min«.

Fawcett-tosserne
Det samme kunne journalist ved magasinet The New Yorker, David Grann, have sagt.

Optændt af opdagertrang begyndte han i 2005 at vende hver en sten i mysteriet om Fawcetts ukendte død.

»Du er ikke en af Fawcett-tosserne, vel?«, bliver han adspurgt, da han i 2005 henvender sig til the Royal Geographical Society i London for at researche på det, der skulle blive til den endegyldige bog om fænomenet Fawcett.

Det afviser Grann, men det færdige resultat af hans imponerende journalistiske indsats modsiger ham.

Ligesom de snesevis af ekspeditioner, der gennem tiden har villet løse gåden om den forsvundne eventyrer, er Grann tydeligvis blevet smittet af det, der er i miljøet hedder ’Fawcett-bacillen’ og tak for det, for det er der kommet en pragtfuld blanding af rejseberetning, biografi og detektivhistorie ud af.

Fawcett, der har inspireret utallige forfattere og filminstruktører, også Steven Spielbergs ’Indiana Jones og jagten på den forsvundne skat’, tilbragte sin ungdom i den britiske koloni Ceylon som løjtnant i den britiske hær.

LÆS OGSÅIndiana Jones' søn: Filmen er en fiasko

Det var, da han strejfede om i Ceylons jungle og stødte på gamle tildækkede ruiner, at hans opdagertrang blev vakt.

En urimelig chef
De egenskaber, der gjorde Fawcett til en stor opdagelsesrejsende, heriblandt hans dæmoniske raseri og målbevidsthed, gjorde ham også skræmmende at være sammen med. forlæg.  Percy Harrison Fawcett (1867-1925). Foto fra bogen: © R. de Montet-Guerin

Når ekspeditionsdeltagere bukkede under for tropesygdomme, betragtede han dem som svæklinge. Det, at de blev syge, så han som en bekræftelse af deres fejhed.

Om en assistent, som druknede i en flod i Peru, skrev Fawcett:

»En håbløs døgenigt, en typisk unddrager«.

I betragtning af hvad de stakkels ekspeditionsdeltagere måtte gennemgå af lidelser, var Fawcett fuldstændig urimelig.

De blev bidt af insekter og måtte lirke maddiker og orme ud af deres væskende sår med pinde.

Mange fik sygdommen espundia, som nedbrød vævet omkring næse og mund samt lemmerne.

Folk gik ikke bare fra forstanden, de gik i opløsning – helt bogstaveligt.

»Flåter i skyer«
En af deltagerne skrev i sin dagbog:

»I dag havde jeg min første oplevelse med kød- og ådselædende bier. Flåter i skyer – det værste, vi hidtil har oplevet. Maden er nærmest uspiselig, da den er fyldt med dem, deres maver er røde og ækelt udspilede af ens eget blod«.

Det hele prellede af på Fawcett, der selv havde et jernhelbred.

»Ethvert år tilbragt i junglen syntes blot at gøre ham hårdere og mere fanatisk ikke ulig en soldat, der havde oplevet for meget krig«.

Men uanset hvor hårdt det grønne helvede tog på Fawcett, og hvor meget han drømte om at vende hjem til hustruen Nina og deres to sønner, endte det altid med, at han havde svært ved at sidde stille, når han var vel hjemme i England igen.

»Inderst inde kaldte en stemme på mig. Først var den næppe hørlig, men den blev ved, indtil jeg ikke kunne ignorere den længere, det var vildnissets stemme, og jeg vidste, at den nu for tid og evighed var blevet en del af mig«, som han skriver i et dagbogsnotat.

Engelsk helt
David Grann har læst alt, hvad der er værd at vide om Fawcett, rejst fra USA til Europa og Sydamerika, opsøgt eventyrerens barnebarn, fået adgang til hidtil ukendte dagbogsoptegnelser, gravet i arkiver og fundet det sidste indianske øjenvidne i det uvejsomme område, hvor Fawcett og hans folk i sin tid sidst blev set.

Han har lyttet til troværdige udsagn og røverhistorier og læst sig ind på de bedste anekdoter om angelsaksiske opdagelsesrejsendes dødsforagt og dumdristighed.

Han doserer det hele, så læseren hverken slipper beretningen om hans egne moderne opdagerfærd med GPS og mobiltelefon ved hånden eller hans forrygende fortælling om Fawcett og hans feberramte, deliristiske følgesvende, der efterhånden kun drømmer om en ting: at komme ud af Amazonas i en helvedes fart.

Konklusionen?

Ja, den skal ikke afsløres her, men Grann har faktisk svar både på gåden om Fawcetts forsvinden og om det bysamfund i junglen, som forblændede ham. Tilmed et meget overbevisende svar.

Fantasten Fawcett var ikke helt galt afmarcheret, når det kom til stykket, selv om hans største bidrag til menneskeheden endte med at blive den fascinerende og kulørte historie om ham selv og ikke fundet af en ukendt junglecivilisation.

Uanset hvad lykkedes det den excentriske englænder at indskrive sig i annalerne som en helt.

Måske findes der virkelig ikke nogen stærkere kraft end forfængelighed?