At forstå børn er kongevejen til al kontakt med børn. Det gælder forældre såvel som professionelle.

Forståelse handler om indlevelse, medfølelse, nærvær og oprigtig medleven i opmærksomhedsfeltet. Uden en sådan forståelse bliver det en overfladisk, udvendig eller i bedste fald en kunstig og konstrueret kontakt.

Men hvordan skabes denne forståelse? Sker det, ved at man husker sin egen barndom? Både ja – og nej.

Det vil være en fordel at kunne huske egne følelser og stemninger fra dengang for (måske) længe siden – men tiden er jo en anden nu, derfor kan man komme til at pådutte børn en sammenhæng, de ikke kan opleve som vedkommende, og som ligger langt fra en forståelse af dem som levende mennesker.

Børneperspektivet
Dion Sommers svar er, at en forståelse af børn skal bygge på to aspekter, nemlig børns (eget) perspektiv og et børneperspektiv. At få fat i børns egne subjektive udsagn om, hvad de mener og oplever, er en første forudsætning og et sine qua non for overhovedet at nærme sig en børneverden.

Børneperspektivet er den voksnes mere teoretiske opfattelse af børn, der er rammen for en fortolkning af det, barnet oplyser og fortæller.

Sommer er en grundig forsker, der inddrager en række teoretiske opfattelser hentet fra sociologien, socialpsykologien og udviklingspsykologien. Han diskuterer kritisk disse opfattelsers evne til at begribe børn i det senmoderne samfund.

Barnet er en aktiv medspiller
For Sommer er det et vigtigt kriterium, at barnet opfattes som en aktiv medspiller – en aktør, der vil noget med verden – derfor er rent sociologiske eller psykoanalytiske teorier ikke i stand til at begribe det moderne barn. Eller psykologiske faseteorier, der placerer barnet i en universel struktur.

Freud og Piaget afvises, i stedet bygges på en revideret udviklingspsykologisk tilgang, der giver plads til barnets egen subjektivitet i aktiv handling og refleksion.

Det er en spændende bog, der på flere måder forsøger at formulere et nyt ståsted i forhold til synet på børn og anvende det på spørgsmål som opdragelse, farrollen og børns læring.

Derfor er det også en bog, der kræver noget af sin læser. Den giver overblik, teoretiske diskussioner og undgår ikke at vække til modsigelse.

Men man behøver heller ikke være enig i alt for at få rigtig meget med sig videre ind i kontakterne med børn.