Med små ti års mellemrum har forskere siden 1981 gennemført en europæisk undersøgelse, hvor borgernes værdier kortlægges i de forskellige lande.

Den fjerde udgave af undersøgelsen af danskernes værdier er nu udkommet som en antologi, hvor eksperter beskriver udviklingen i værdierne på forskellige dimensioner: familien, politiske værdier, religiøse værdier, værdier i arbejdslivet m.v.

Det mest bemærkelsesværdige ved værdiernes udvikling over de sidste tredive år er i virkeligheden det, der ikke er sket.

Nye familieformer øges
Den udbredte tese om fællesskabets forfald og yngre generationers selvrealiserende rodløshed falder sammen med et brag.

Undersøgelsen tegner et opmuntrende billede af danskernes værdier. Efterhånden som slægter følger slægters gang, øges tolerancen og accepten af det anderledes, uden at tilslutningen til fællesskabet forvitrer.

De nye generationer er postmoderne individualister, men lægger vægt på nære fællesskaber. De er mere materialistiske, men det vigtigste element i et godt job er fortsat gode kolleger.

Familien og parforholdet som institution står stærkt, samtidig med at accepten af homoseksualitet og nye familieformer øges.

LÆS OGSÅFind næste kæreste - eller knald - på nettet

En af styrkerne ved den europæiske værdiundersøgelse er, at spørgsmålene er ens fra land til land, så udviklingen sammenlignes.

Men det giver et par konkrete problemer i forhold til denne danske del af undersøgelsen.

Forholdet til indvandrere og islam underbelyst
Dels lægges uforholdsmæssig meget vægt på udviklingen i tilslutningen til den kristne tro – et parameter, der virker mindre væsentligt i den danske kontekst – og dels er forholdet til indvandrere og islam underbelyst.

Sidstnævnte svækker undersøgelsen som bevismateriale i forhold til de sidste ti års danske politiske udvikling, hvor Fogh satte ’værdikampen’ i centrum, ’værdipolitik’ er blevet et fast element i det politiske ordforråd, og indvandring har været et dominerende tema i tre folketingsvalg.

LÆS OGSÅGrundloven skal sættes til debat

Kan åben diskussion skabe mere tolerance?
Undersøgelsen konkluderer på basis af relativt få spørgsmål, at selv om der fortsat er en ret restriktiv grundholdning hos de fleste danskere, er tolerancen over for indvandrere øget gennem de sidste ti år.

Men forfatterne får ikke rigtigt forklaret, hvordan det kan tænkes at hænge sammen. Kan den åbne diskussion af ulemperne ved indvandringen tænkes at skabe mere tolerance, som flere har hævdet?

Er kategorien ’udlændinge’ den rigtige, når debatten i kølvandet af 11. september og Muhammedkrisen er drejet i retning af et fokus på islams versus Vestens værdier?

Eller er de politiske partier ude af trit med den faktiske udvikling i befolkningen? Sådanne spørgsmål havde fortjent en bedre belysning.

Forfatterne bruger blot resultatet til at give Søren Krarup et temmelig uvidenskabeligt dunk i hovedet og erklære hans ’systemskifte’ for falsk.

Han græder formentlig hele vejen til stemmeurnerne.