Strandskaden. Mor og barn er flot fanget i roemarken. Men hvordan er billedet taget? - Foto: Mogens Hansen

To fuglebøger er landet, næsten samtidig. Gyldendal begge to. Og med en overflod af fotos begge to.

Danske fuglefotografer går amok i disse år med deres digitale kameraer, og forlagene bliver åbenbart forført.

Jeg gør ikke.

Den tid er for længst forbi, da et superskarpt nærbillede af havørnens enorme næb og stirrende øjne fik mig til at gispe. Hovedparten af de øvrige 500 helsides nærbilleder i den tykke gør heller ikke, hvorimod et par andre pirrede min nysgerrighed, og dem vender vi tilbage til.

Felthåndbogens identifikation
For det er den mindste af bøgerne, der er den mest interessante. Om den er god, ved jeg først om nogle år, når jeg har brugt den 100 gange.

Den hedder ’Fugle-felthåndbogen’, og det er en ambitiøs titel, der signalerer, at bogen er beregnet til at tage med ud – i felten – når man skal kigge på fugle, hvilket først og fremmest betyder, at man skal identificere dem.

Ingen fuglekigger, end ikke den mest erfarne ornitolog, bevæger sig ret langt uden kikkert og felthåndbog. Her om vinteren ligger den også fremme, når vi kigger på foderpladsens fugle, men afgørende er det, at en god felthåndbog lynhurtigt og uden tvivl beskriver og identificerer en fugl.

Til det formål har man altid tegnet fuglene. Generationer af dygtige tegnere har tegnet dem så vellignende og detaljeret som muligt. Der er altid flere tegninger af samme fugl, fra siden, i flugt, sommerdragt, vinterdragt m.v.

Intet må være overladt til tvivlen.

Øverst på fuglehylden
Den nye felthåndbog har taget et stort og utænkeligt skridt: fuglene er fotograferet.

Hver eneste af de 900 illustrationer er fotos, og garvede ornitologer vil slå syv kors for sig, mens mindre fugleånder som undertegnede er godt tilfreds. Der er ingen pralebilleder, kun nøgterne totalfotos af fuglen fra siden, flyvende, svømmende m.v. Også vinter-sommer-ungfugle-voksenfugle.

Alle er naturligvis knivskarpe og i perfekt farvegengivelse og lever dermed op til formålet: at kunne identificere en fugl hurtigt og sikkert.

LÆS ANMELDELSESommerfuglen har fået sit eget opslagsværk

Teksten er også upåklagelig. Korte, præcise beskrivelser af flugt, dragt, stemme, levesteder og trækforhold. Samt det uundværlige kort over artens udbredelse.

Beklager derfor at måtte sige det, kære fugletegnere: Den nye felthåndbog vil nok komme til at ligge øverst på min fuglehylde fremover. (Sammen med standardværket ’Fuglene i Danmark’, der er noget helt andet, fordi den fortæller alt det andet om fuglene, der ikke handler om identifikation).

Flødeskumskage til kaffen
Men beklager også at måtte sige, at den anden nye fuglebog kommer til at ligge langt nede.

fakta

Forfatter: Mogens Hansen og Helge Sørensen

Titel: De danske fugle

Info: Gyldendal, 550 sider, 299,95 kroner

’De danske fugle’ er et imponerende billedværk, der viser, hvor fabelagtigt dygtige fuglefotograferne er blevet, og hvor ufatteligt smukke fuglene er. Men når man har bladret de 550 store sider igennem og set de 700 billeder, er man stopmæt og er hverken blevet klogere eller gladere.

Det er kaffebord og sommerhus og flødeskumskage til kaffen. Den smager godt, så længe den varer, men glemmes alt for hurtigt.

Og ærgerligt. For i de to (!) siders tekst, der indleder bogen, fortæller de tre fotografer hver en historie om, hvordan et bestemt billede blev taget og endte i bogen.

Det er underholdende læsning og fine eksempler på, at det næsten altid kræver grænseløs tålmodighed og dygtighed, når man skal tage de helt fornemme billeder af en fugl. Det heldige snapshot er en sjælden undtagelse.

Hvor er fotograferne?
Sådan skulle man have fortsat igennem hele bogen.

I stedet for de korte, intetsigende billedtekster (»Blåmejserne kan man altid glæde sig over«) skulle man have bedt fotograferne om at skrive 5-10 linjer til hvert eneste billede. Ikke om fuglens navn og hvor den er fotograferet, men hvordan?

Har man ventet i 5 minutter eller i 5 timer? Har man stået, ligget, siddet – bag en busk, i et skjul, i en bil, i et hus? Eller måske i en traktor?

Sidstnævnte tænkte jeg i hvert fald på, da jeg kom til et af de få billeder, jeg kiggede på i mere end 5 sekunder. En strandskade med unge i en roemark – meget usædvanligt.

Vi får at vide, at den er på jagt efter regnorme, som bores eller graves op, og at ungen i modsætning til viben er længe om at lære selv at kunne finde føde. Fint nok og ret ligegyldigt, fordi jeg mangler det vigtigste: Hvordan har du taget billedet, Mogens Hansen? Gik du bare igennem roemarken, eller sad du virkelig i en traktor med termokande og wienerbrød?

Og hvordan ser du for resten selv ud, du og Helge Sørensen, som har taget langt de fleste af billederne i bogen? Der er 700 fotos af fugle i bogen, men ikke et eneste af de fotografer, der har brugt en meget stor del af deres liv igennem mange år på at tage dem.

Sådanne ildsjæle vil man da gerne se i øjnene.