»Bogen er ikke ligefrem til godnatlæsning«, skriver Cecilie Stokholm Banke fra DIIS’ Holocaust- og Folkedrabsstudier i sit forord.

Det har hun ret i.

Og dog – hvis man er langt nede, kan det måske hjælpe at læse om en ung kvinde, der er endnu meget længere nede og prøver at besvare sit umulige liv med en lige så umulig gestus – en handling af vild trods og morbid selvopholdelsesdrift i en situation, som formentlig alligevel ender med døden.

Skriver dagbog på lokumspapir
Hun er kz-fange. Hun skriver dagbog, på lokumspapir, plakatrester, papirstrimler af enhver art, og endda et hæfte, hun har fået af en kapo.

Farligt? Ana Novac bekender selv, at det ikke er videre farligt. Lejrkommandoen var ligeglad med hendes udgydelser, for hendes liv var under alle omstændigheder intet som helst værd. Jeg tillader mig at tvivle, men herom siden.

Den unge pige på 14 år skriver fra lejrene Auschwitz og Plaszow uden for Krakow, hvortil hun kom i sommeren 1944. Hun er født i Rumænien, men blev på et øjeblik transformeret til ungarsk jøde og derpå sendt af sted.

Hverdagslivet i en arbjedslejr
Turen for Ana Novac gik gennem flere andre små lejre, indtil hun i foråret 1945 blev befriet af russiske soldater – og sendt retur til Rumænien. Her levede hun i to årtier efter befrielsen under det kommunistiske styre – »mit livs sidste lejr« – indtil hun flyttede til Berlin ved hjælp af et proformaægteskab og derfra videre til Paris.

Bogen er udkommet i flere omgange, først i 1968, siden i 1996, og nu oversat til dansk.

Den er et unikum, fordi den spontant og ironisk skildrer hverdagslivet i en arbejdslejr, som det ser ud i øjeblikkets registrering, med en triumferende sort fornemmelse af altings komplette tåbelighed, og en helt intim omgang med døden, som måske, ligesom søvnen, er den bedste udvej fra rædslerne.

Og alligevel: at holde sig i live bliver Ana Novas eneste ærinde.

Ødelagte håb, ødelagte liv
Hun skildrer sine kammerater, og den, der gør mest indtryk, er Illus fra Miskolc, der bevæger sig lydløst som en natsygeplejerske, aldrig snorker og aldrig slikker bunden af gryden.

Hun er også den første, der køber sæbe for en pris af to rationer brød, og for at kunne gøre det har hun fastet i to dage. De andre piger tilbyder hende et stykke brød, men hun svarer nej tak – og rødmer. Hun er en uhelbredelig »civilist«, konstaterer Ana Novac. Men der er nu heller ikke tale om, at hun overlever.

Det er katastrofe: ødelagte byer, ødelagte håb, ødelagte liv. Og uniformer overalt. Hvor er træerne henne? Er alle træer udryddede? Fra toget kaster kvinderne sig ud som stive planker, og de når frem til tælling, man tæller og tæller de skaldede kvinder, som om de var mønter.

Smertefuld læsning
Det er smertefuld læsning, og det, man overhovedet ’genkender’, er sorgen over at undvære farven grøn. Fraværet af grønt. Hun ser en bakke i det fjerne og tror, hun bliver glad, men det viser sig at være en knoldet, nøgen jordhøj.

Hun er spændt ud mellem ’Fritzer’ – tyske kommandanter– og kapoer, som heller ikke er populære. Hun sulter, og dét er det i øjeblikket vigtigste. Genstande, som er ’hendes’ i denne verden, er sæbe, suppe og brød. Ana Novac kalder det ironisk for ’menuen’ i Auschwitz, med småsten i suppen, der skvulper rundt som kartofler i en gryderet.

Hvor er perspektiverne? De er der selvfølgelig ikke, for en 14-årig har ingen perspektiver på livet så lidt som nogen egentlig alder. Hun kan være fem, eller hun kan være hundrede.

Sadistisk kommandant
Men hun bringer sin angst til tavshed med dette skrivearbejde og nævner kun en passant den sadistiske kommandant Göth fra Wien, som iscenesætter henrettelser til musikledsagelse.

»Det siges, at kommandantens æsteticisme strækker sig så langt, at han en dag blæste hjernen ud på en ung pige, fordi hendes snørebånd ikke var ordentligt bundet«. En sofistikeret sadist, som i øvrigt blev arresteret af SS i september 1944 for at have tilegnet sig rigdomme fra jøder – konfiskerede ejendele, som jo egentlig tilhørte das Reich. Ordnung muss sein!

Jeg vender tilbage til spørgsmålet, om disse forfærdende linjer er tids-autentiske, altså om de er nedskrevet i lejrene under krigen. Ana Novac skriver i en epilog, at hun naturligvis har bearbejdet sit materiale efterfølgende, mens man på et foto i bogen ser resterne af et hæfte, som skulle være del af originalskriftet.

Et unikum i litteraturen
Jeg ved det naturligvis ikke, men det forekommer mig umuligt, at denne bog kunne skrives imens. Hvordan kan man skrive så sofistikeret, i så lange sætninger, så ironisk og så ubønhørligt negativt om et liv, der er så få millimeter fra døden?

Hvis man kunne, hvorfor har så ikke flere overlevende fra lejrene forsøgt på det samme, at skrive sig bort fra elendigheden? Ville Ana Novac ikke være blevet likvideret på stedet, hvis man havde fundet hendes papirer?

Spørgsmålet er imidlertid også ligegyldigt. Det er oplevet og måske skrevet undervejs, men det er helt uden tvivl – oplevet. Bogen er som vidnesbyrd et unikum i litteraturen og nu med rette tilgængelig på dansk. Ana Novac døde sidste år i Paris – efter sit livs smukke dage.

----------------------

Rettelse: Der stod i en tidligere version af denne anmeldelse, at lejrkommandanten Amon Göth blev henrettet af nazisterne i 1944, men det er ikke tilfældet. Han blev anholdt, men ikke retsforfulgt. I 1945 blev han pågrebet af amerikanske soldater og udleveret til Polen, hvor han blev henrettet i 1946.