Danmark spiller absolut ingen rolle i Mellemøsten. Vores krigsskibe ud for Somalia er kun til pynt. Der er heller ingen i verden, der gider lytte til, hvad den danske regering mener om udviklingen i Kina.

Kun ét sted på kloden har Danmark geopolitisk tyngde:

Ude i det mennesketomme ishav nord for Grønland, oppe mod 90 grader nord, hvor den danske regering i dag gør officielt krav på at udvide vores territorium. Olien spøger dybt under den tykke is.

En heroisk opdagelsesrejse
Men af uransagelige årsager er den offentlige interesse omvendt proportional med nationens interesser:

Politikerne er tavse, medierne fyldt med tilfældigheder, og alene derfor er det en heroisk opdagelsesrejse, som journalisten Martin Breum inviterer læserne med på ind i magtspillet om Arktis. Hans nye bog, der undersøger den storpolitiske drift mod den nordlige frontier, er ikke alene tiltrængt i debatten, den er heldigvis også vellykket.

Breum udforsker med indlevelse og overblik den hemmelige diplomatiske kamp, der i disse år udkæmpes om, hvem af de arktiske nationer der kan gøre krav på alt det sorte guld, der måske ligger gemt under det smeltende ishav; dette sagnomspundne sted, hvorom kloden kredser.

På baggrund af solid research, oprigtig nysgerrighed og sans for dramatiske rekonstruktioner skildrer ’Når isen forsvinder’ et begivenhedsforløb, som historikere i de kommende årtier vil komme til at skrive doktorafhandlinger om.

Putin har plantet flag 4.300 meter under vandet
Danmark har en deadline indtil 2014 for at bevise over for verdenssamfundet, at Grønlands territorialsokkel fortsætter ud langs Lononosovryggen og helt op til Nordpolen – og at det danske kongerige dermed troner på Jordens top.

Lige nu kæmper danske diplomater og videnskabsfolk mod uret for at inddrive tekniske beviser og for at overbevise de andre rotationsmagter, først og fremmest den arktiske supermagt Rusland. Til den stærke mand Vladimir Putins ære har privatejede ubåde allerede plantet det russiske trikoloreflag i titanium på den mudrede havbund, 4.300 meter nede i det evige mørke.

Det centrale spørgsmål, som Martin Breum forfølger, men som ingen af bogens mange kilder vil give et klart svar på, er: Hvorfor bruger Danmark hundredvis af millioner og en stor del af vores diplomatiske goodwill på at udkæmpe en klassisk territorialkamp om et øde område?

»Alle var optagede af ikke at lave en ’Per Hækkerup’«
Erobringstogtet begyndte under daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), men er blevet videreført helt uden spørgsmålstegn af de to næste Rasmussen’er. Officielt foreligger der stort set ingen skriftlig dokumentation, der kan give indblik i de skiftende regeringers overvejelser bag forsøget på at bemægtige os Nordpolen.

Martin Breum kommer dog tæt på en sandsynlig forklaring: »Spøgelset hedder Ekofisk, og det handler om den tidligere udenrigsminister Per Hækkerup fra Jens Otto Krags tid«.

Eller som en anonym ’iagttager i de inderste kredse’ citeres for at sige: »Alle var optagede af ikke at lave en ’Per Hækkerup’«, og henviser dermed til det kritiserede forhandlingsspil i 1960’erne om energifelterne ude i Nordsøen, hvor Norge endte med at få de mest lukrative olie- og naturgasområder.

De sandsynlige olieforekomster omkring Grønland ligger dog næppe helt oppe ved selve Nordpolen, og økonomiske interesser kan derfor ikke alene forklare Danmarks nationalsymbolske kamp.

En af VK-regeringens største diplomatiske bedrifter
Noget så hengemt som dansk imperial ekspansionstrang spiller, som Martin Breum flere gange fremhæver, også ind.

Under udenrigsminister Per Stig Møller (K) blev der gjort mange anstrengelser for at bringe Danmark i centrum af begivenhederne. Han tog ikke mindst initiativ til at danne en eksklusiv klub af de fem arktiske kyststater – USA, Rusland, Canada, Norge og Danmark; et forum, der til andre landes frustration underskrev Ilulissat-erklæringen i Grønland i 2008.

Dette enestående forsøg på at gøre Danmark til primus motor i spillet om Arktis er med rette blevet set som en af VK-regeringens største diplomatiske bedrifter.

Den famøse charterferie
Hvis nogen fortsat skulle være i tvivl om, hvorfor det var en katastrofal beslutning, da udenrigsminister Lene Espersen (K) tog på charterferie på Mallorca i stedet for at deltage på ’Arctic Five’-topmødet i Canada i marts 2010, er Breums bog afslørende.

At Lene Espersen overhovedet kunne få tanken udstiller med al bedrøvelig tydelighed, hvorfor der er hårdt brug for øget opmærksomhed omkring Arktis.

Den letlæste bog kan åbne et nyt kapitel.

Uden at forfalde til primitive stereotyper om helte og skurke formår Breum at udfolde en dragende og anbefalelsesværdig fortælling om Danmarks rolle i den nye kolde krig om klodens sidste olie.