Ingen europæer har i nyere tid irriteret så mange mennesker så indædt.

Tony Blair har taget rutsjeturen fra at være venstrefløjens moderne frelser i 1990’erne til i dag at stå skandaliseret tilbage som forræder og løgner, ikke mindst efter Irakkrigen.

Han begyndte som forløseren af New Labour og en ny socialdemokratisk æra, men endte i mange britiske vælgere og kommentatorers øjne som en bedragerisk kriger, der havde pantsat alle principper hos korsridderen, præsident George W. Bush.

Da Tony Blairs selvbiografi sidste efterår udkom i Storbritannien, forsøgte græsrodsaktivister at få folk til at gå ned i de lokale boghandlere og flytte udgaverne af ’A Journey’ fra bestseller-bordet over til hylderne med bøger om ’True Crime’ og ’Dark Fantasy’.

LÆS OGSÅBlairs bogfest aflyst efter trusler

Protesten lykkedes ikke. Selvbiografien blev en øjeblikkelig bestseller. Og med god grund: Ordene er hverken kriminelle eller skræmmende.

Det humanitære engagement
Hvad end man måtte mene om Blairs eftermæle, er det svært ikke at tage fordomme op til fornyet overvejelse under gennemlæsning af den lange ’En rejse’.

I bogens stærkeste passager beskriver Blair, hvordan han forsøgte at gribe tidligt ind over for massakrerne på Balkan og Sierra Leone i slutningen af 1990’erne.

I en tid med vestlige militæroperationer i Libyen fungerer denne inderlige opbakning til at beskytte civile mod overgreb ikke kun som en aktuel påmindelse om, at Blair var med til at påvirke Europas venstrefløj i en mere kosmopolitisk retning.

Det humanitære engagement udstiller samtidig, at hans fatale beslutning om at invadere Irak ikke var drevet af hverken blodrus eller olieinteresser.

En personlig skæbnefortælling
’En rejse’ skærer på tværs af de polariserede stereotyper om Tony Blair som enten en overfladisk skuespiller, der talte folk efter munden, eller en kynisk spekulant, der føjede storkapitalens interesser.

Storbritanniens tidligere premierminister udfolder en personlig skæbnefortælling, der løfter hans selvbiografi flere hyldemeter over tilsvarende biografier og politiske portrætbøger.

LÆS OGSÅBlair: Jeg kæmpede for at overbevise USA

Det er få statsmænd, der gennemlever en så spektakulær karriere – som et ikon for først det bedste og dernæst det værste.

Og endnu færre forundt at kunne skrive en bog, der fortællermæssigt flyder fra side til side med snirklede detaljer om alt fra fredsprocessen i Nordirland over Millennium Dome-skandalen til prinsesse Diana.

Blair har selv skrevet
Men bramfriheden og de jævne vendinger overbeviser om, at han selv har skrevet ’En rejse’, og ikke blot ladet den hærskare af spindoktorer, der skrev ham gennem regeringstiden, forlænge fortællingen om ’Cool Britannia’.

Med en sjælden oprigtighed og intimitet i anekdoterne – der adskiller sig fra både Bill Clintons ’My Life’ (2004) og i endnu højere grad fra George W. Bushs ’Decision Points’ (2010) – udstiller Tony Blair sig selv som en politiker, der oprindelig var præget af angst for at overtage ansvaret for nationen, og som under sin regeringsperiode kæmpede med indre ’dæmoner’ og alkoholproblemer.

Den bærende pointe i bogen er, at han forandrede sig afgørende undervejs, heraf titlen. Blair lægger ikke skjul på, at han lancerede New Labour i et forsøg på at gøre partiet valgbart i en bredere kreds, men gradvist udviklede han sig til en leder, der ikke lod sig stoppe af uenighed.

Den tredje vej
Mange kunne ønske sig, at han havde brugt sin beslutsomhed på andet end Irakkrigen, som blev kritiseret langt hårdere i Storbritannien end her i Danmark.

Nordeuropas mest succesfulde socialdemokrat siden Willy Brandt og Olof Palme holder bogen igennem fast i sin tro på ideen om ’den tredje vej’:

Tony Blair er ikke imod øget statsstyring og højere skatter alene af taktiske årsager.

Han er heller ikke tilhænger af hårdere straffe og regulering af immigration blot for at tilgodese vælgerne. Indenrigspolitisk var og er Blair en reformsocialdemokrat, der kæmper for at udvide middelklassen mest muligt. Han stillede sig i spidsen for et teknokratisk oprør fra midten.

I sin appel til »normale mennesker«, som han skriver, lægger han lige stor afstand til arbejderklasseromantik og overklassesnobberi. Fra begyndelsen mødte Blairs forvandlingsprojekt hård modstand internt, særligt fra fagbevægelsen.

Til gengæld lykkedes det ham lynhurtigt at vinde så massiv opbakning fra det altdominerende flertal af vælgere uden partitilknytning, at det lukkede munden på kritikerne. Blair var vælgernes mand, ikke partiets.

Stik modsat Helle Thorning-Schmidt, der begyndte som reformivrig højrefløjssocialdemokrat, men i dag er svinget rundt og lægger op til at føre en meget statsorienteret status quo-politik, udnyttede Blair sin brede popularitet til at flytte partiets politik i en langt mere erhvervsvenlig og interventionistisk retning.

Blair søgte mod midten for at føre den mest muligt progressive politik, vel vidende at han ville blive kritiseret for at sælge ud.

Nosser
Selvtilliden kan ingen tage fra Blair. Berømmelsen steg ham til hovedet, hvilket han synes fuldt bevidst om.

I en sigende passage sammenligner han sig selv med den kontroversielle og stærkt højreorienterede australske mediemagnat Rupert Murdoch: »På to punkter lignede vi hinanden: Han var en outsider, og han havde nosser«.

Uden falsk beskedenhed skriver han på lignende vis om sig selv: »Jeg fyldte meget og var ikke en, som det var rart at have i nærheden, hvis man var bekymret for ikke at få sin del af rampelyset«.

God selvironi
Selvoptagethed er imidlertid grundlaget for enhver selvbiografi.

Og selvrosen modbalanceres heldigvis med selvironi og lidet flatterende blottelser om f.eks. hans mest private toiletvaner.

LÆS OGSÅ Blair håner Brown: »Det var dømt til at gå galt«

Blair er ikke for storskrydende til ikke også at udlevere sig selv som et lille menneske.

Den evige rival
Mest brutal er bogen i sine tilbagevendende perfiditeter om Gordon Brown – den evige rival, der oprindeligt stod til at blive ny Labourformand, og som endte med at overtage posten som premierminister, da Blair var kørt død i Irakkrigen.

Bitterheden over Browns statskup holdes ikke tilbage. Blair er rasende over, at New Labour-projektet blev opgivet til fordel for en opgivende retræte til klassisk fagbevægelsessocialdemokratisme med vægt på statsindgreb og offentligt forbrug.

’En rejse’ munder bestemt ikke ud i en lykkelig slutning.

Bogen burde være skåret ned med mindst 200 sider, men ordstrømmen kan ikke slette indtrykket af en statsmand, der i en alder af blot 57 år kan kigge tilbage på at have skabt socialdemokratismens eneste triumf siden Berlinmurens fald.