Har man én gang set en Douglas Sirk-film – jeg mener virkelig set den – glemmer man det aldrig.

Hans Hollywood-film fra 1950’erne ligner på overfladen de melodramaer, der oversvømmede USA med sirupsfede krokodilletårer, men hvis man kradser lidt i overfladen, gemmer der sig en verden af antydninger under den blanke overflade.

Radikal samfundskritik og sociale kommentarer forklædt som lettilgængelig underholdning.

Det er sådan en ahaoplevelse, der har fået danske Thorstein Thomsen til at dykke ned i historien om Douglas Sirk – en historie, der i sig selv er et Hollywood-melodrama værdigt.

Først de sidste 75 sider af den 430 sider lange fortælling handler om Sirks succes i Hollywood. Den var da også længe undervejs.

Sirk blev født af danske forældre i Hamburg, gjorde tjeneste under Første Verdenskrig og karriere i mellemkrigstidens tyske teaterliv blandt store navne som Bertolt Brecht og Max Reinhardt. Han gifter sig, får en søn, bliver skilt og møder en jødisk kvinde.

Sidstnævnte bliver afgørende ved nazisternes magtovertagelse, hvor de må flygte ud af landet til Schweiz, siden Rom, Paris og Holland, og de når akkurat den allersidste Amerikadamper fra Rotterdam til New York i 1938.

Veksler mellem virkelighed og fiktion
Romanen – Thomsen kalder det en roman, da der er lange fiktive passager i fortællingen – fortælles skiftevis i dramatisk nutid og beskrivende datid, og forfatterstemmen glider ind og ud af fortællingen, som han lader veksle mellem facts og følelser og hændelser, han forestiller sig kan have fundet sted.

Det er modigt gjort, men det er heldigvis meget vellykket.

Ligesom Thomsen selv suges man som læser ind i fortællingen, der med krig, kærlighed, fortabte sønner og (næsten, men aldrig helt) tabte idealer ikke står tilbage for Hollywoods såkaldte tearjerkers i rutsjebaneturen gennem følelsesregistret.

Mange detaljer
Thorstein Thomsen, der tidligere blandt andet har skrevet ’Lyngbytrilogien’ og ’Sne på hendes ansigt’, vægrede sig ved at begynde med ved at skrive historien om Douglas Sirk. »Jeg synes, historien er for stor, og at jeg er for lille«, som han skriver.

Når man læser ’Rock Hudson skal ikke dø i Ukraine’ (forklaringen på titlen skal ikke afsløres her), forstår man godt hans tøven. Der er perioder i romanen, hvor man mærker, at stoffet er ved at tage kontrollen fra Thomsen.

Der er simpelthen så mange navne, detaljer og små, men siden væsentlige begivenheder, han føler pligt til at nævne i sin meget loyale gengivelse af Sirks fantastiske historie.

Det er en fin balancegang mellem netop det virkelige og det fiktive, men langt det meste af tiden lykkes blandingen, man tror på fortællingen og mærker ikke overgangene fra virkelighed til fri fantasi.

Sirks film får nyt liv
Især lykkes det Thomsen at gengive Sirks kunstneriske projekt med stor viden og indlevelse.

Fortællingen om den unge teatermand, der i 1920 ser ’Dr. Caligaris kabinet’ og kommer frem til den konklusion, at »banale historier sagtens kan fortælles på en måde, så de bliver kunst« virker som en oplagt optakt til en karriere af film, der toppede med ’All That Heaven Allows’ (1955) og ’Imitation of Life’ (1959), film, der når et bredt publikum og samtidig – umærkeligt – tilbyder en erkendelse om menneske og samfund i 1950’ernes dybt konventionelle USA.

Filmens hemmelige sprog, som Sirk selv på et tidspunkt kaldte det.

Thorstein Thomsen skal have stor tak for at bringe Sirks film og liv frem til danske læsere og tilskuere i det 21. århundrede.