Sproget eksploderer mellem hænderne på en.

Ordene virker som lussinger. Man angribes frontalt, ligesom forfatteren selv mere end en gang i løbet af sin tekst bruger yndlingsudtrykket »den sad!«, når han skal forklare, hvad det er, der har rykket for ham i hans eget liv.

Og det er ikke så lidt – for Peter Bastian slider mere med sit liv end de fleste.

Spidsformuleret samfundsrevser
Med sin musikererfaring fra grupper som Bazaar og Den Danske Blæserkvintet er han vant til at fokusere sin energi, når han står på scenen, og man mærker den samme voldsomme, overstrømmende evne til ufortyndet formidling, når han skriver.

Eller rettere taler. For hans nye erindringsbog er født af en serie foredrag, han holdt for Grundtvigs Forum i Vartov i København sidste år.

Der er intet som helst lænestolssløvt over disse erindringer. Musikeren Bastian har været væk fra den offentlige medieflade i en del år. Til gengæld er han tilbage som spidsformuleret samfundsrevser.

»Det senmoderne fladland«
For knap et kvart århundrede siden gik rejsen ’Ind i musikken’, som Peter Bastians bestseller fra 1987 hedder.

Med sin energiske vilje til at trænge dybt ind i balkanmusikkens og Mozarts hemmeligheder blev den en af sen-80’ernes læseoplevelser. Også uden for musikalske kredse.

Denne gang handler det om et opgør med, hvad Bastian provokerende kalder »det senmoderne fladland«. Læs: Danmark, som vi kender det i dag.

Han kan måske tillade sig at kalde Danmark sådan, fordi hans egen familie stammer fra det ultimative fladland: Holland. Men især fordi han selv er dansk og har gjort turen gennem 1970’erne med.

Det er langtfra flatterende ting, han har at sige om de kønsroller, den omsorgspædagogik og de endeløse forhandlinger, der har deres rod i det årti, og som i dag er ved at drukne danske familier.

Lussingerne uddeles med gavmild hånd, men tager man i betragtning, at de er ment som konstruktive debatoplæg, er de nu ikke helt tossede.

Relevante tabuemner
Kvindefrigørelsen var et mirakel, der kun blev forstærket af, at vi mænd ifølge Bastian over night fandt en ny rolle som andet end chauvinister.

Men er det smart, at vi er endt i en pudse næse-kultur, der får os danske curlingfædre og -mødre til at trøste vores børn, inden vi ved, om de overhovedet slog sig? Som nærmest har patologiseret drengene i folkeskolen, og som nogle kvinder oplever har gjort mændene knap så maskuline?

Det er tabuemner. Men det bliver de jo ikke mindre relevante af.

Pointer i flyvehøjde
Bastians pointer kan måske lyde gumpetunge i referat, men de får flyvehøjde, når de hejses til vejrs i et tanketårn, hvor forfatteren undersøger to grundprincipper, han kalder vertikalt og horisontalt.

Hvor fladlandet Danmark ifølge Peter Bastian er ved at drukne alt potentiale for menneskelig udvikling i en horisontal omsorgskultur, ønsker han, at der igen skal blive plads til noget vertikalt. Noget lodret.

Så vi får noget at strække os efter og klatre til vejrs for at nå. Noget, han ikke mindst har lært gennem sin opdragelse som klassisk musiker.

Farverige erindringer
Pointerne får klangbund af bogens usædvanligt farverige erindringer om en barndom med to unge og temmelig fandenivoldske forældre.

Fattigdom og svigt blev kombineret med en fantasifuld kompromisløshed, som fik moderen og faderen op på scenen som operasangere. Mod alle odds. Og som fik faderen til at smede livsfarlige skydevåben til sine børn og en juleaften redde familieidyllen med bål og bivuak i Dyrehaven.

Det er fascinerende for en yngre nudansk mand, opdraget med kvindelige værdier, at læse veloplagte anekdoter om disse ting, og jeg forstår godt, hvor Bastian vil hen. Især fordi han betoner, at han ikke vil tilbage til før 1970’erne, men at han tværtimod er »på vild flugt fremad«.

Food for thought
Mod endnu stærkere, for alvor respektfulde og autentiske kønsroller og en vision om et samfund, hvor politikere kan agere i et felt af fælles, respektfødt energi. Som musikere, der spiller sammen. En smuk og utopisk tanke.

Tilsat erindringer om vandreture i Lapland og musikerens kompromisløse jagt på det perfekte har Bastian noget at komme med. I et eksplosivt sprog får han serveret food for thought. Baseret på et liv, han selv klart nok gør sig umage med at få det maksimale ud af.

At de sidste kapitler virker lovlig frelste på en dansk fladlandskyniker med deres referat af lykken i at finde guruen Andrew Cohen, er så en anden sag.