I juli 1846 blev filosoffen Henry David Thoreau (1817-62) fængslet, fordi han nægtede at betale skat, så længe staten (Massachusetts) opretholdt slaveriet.

Fængslingen blev dog kort, fordi en anonym sympatisør betalte hans gæld dagen efter.

Opholdet i fængslet fik imidlertid ikke Thoreau til at gå på kompromis.

Så resten af hans liv betalte andre, som hellere så ham uden for end inden for murene, hans skat.

Spild af sten
Sin stejlhed beskrev han senere sådan her i et stort essay om civil ulydighed:

»Ikke et øjeblik følte jeg mig indespærret, og murene syntes at være spild af sten og mørtel. Kun de kan tvinge mig, som adlyder en højere lov, end jeg gør«.

Dette essay, 'Civil ulydighed' (1849), som er en politisk klassiker, er nu blevet godt oversat til dansk sammen med to andre af Thoreaus korte skrifter:

'Slaveriet i Massachusetts' (1854) og 'Livet uden principper' (holdt som foredrag i 1854 og udgivet posthumt i 1863).

Indledningen er også glimrende.

Den enkeltes forrang
Den lov, som Thoreau gik i fængsel for, havde han lært at adlyde, mens han levede ensomt i to år i en hytte i skovene ved Walden Pond i midten af 1840'erne.

I sit hovedværk, 'Walden eller livet i skovene' (1854), som handler om dette ophold, skriver han om denne ensomhed, at den skulle få hans liv til at »gå i dybden« og give ham mulighed for at »suge al dets marv«.

Loven, som Thoreau adlød den nat i fængslet, var således grundlagt på en dyb erfaring af den enkeltes uerstattelige personlighed.

I 'Civil ulydighed' kalder han den indre personlige lovgiver for 'samvittigheden' og gør den til et autentisk forhold mellem den enkelte og 'retfærdigheden'. Hvori denne retfærdighed består, er dog uklart. Streng filosof var Thoreau ikke.

Klart er det derimod, at Thoreau forfægter den enkeltes forrang for staten og dens love. Konsekvensen heraf bliver spidsformuleret sådan her:

»Det er ikke ønskværdigt at opøve respekt for loven i samme grad som for retfærdigheden. Min eneste forpligtigelse er til enhver tid at gøre, hvad jeg finder ret og rigtigt«.

Udbygning af menneskerettigheder
Essayet om civil ulydighed har mere end historisk interesse. Thoreau blev nemlig ulydig, fordi han tidligt så, at lovgivning i den moderne stat kan blive til ren jura. For stater har nemlig ikke samvittighed, som kan forholde dem til den omtalte retfærdighed.

I opretholdelsen af slaveriet og heltemodige personers kamp imod det så Thoreau, hvordan jura kan være uden moral, som den enkelte så må kæmpe for.

Til sidst i essayet skriver Thoreau håbefuldt om »en udbygning af menneskerettighederne« og om »individet som en højere og uafhængig magt«, hvis moral aldrig må overskrides.

I 'Livet uden principper' skriver Thoreau om den anden store fare, han så i sin samtid: markedet og dets forvandling af mennesket til masse.

Således er Thoreau et lærestykke i forskellen på politisk og økonomisk liberalisme. Markedet tilskrives nemlig ingen værdi i 'Livet uden principper'. For det frisætter ligesom loven den enkelte fra moralen og gør tillige penge til altings målestok.

Som et sidestykke til slaveriet kritiserer Thoreau den samtidige guldfeber i Californien som »den dybeste menneskelige skændsel«. »Svinet, der lever af at rode i jorden, ville skamme sig over det selskab«.

Historisk og aktuel
I stedet for den tilfældige graven efter guld sætter Thoreau det, han kalder »væsentlig beskæftigelse«, som bærer værdien i sig selv. Det kan godt være arbejde, men da med det mål at gøre det godt. Det kan selvfølgelig også være moralske og filosofiske overvejelser.

Men højest af alt sætter Thoreau naturen og sansningen af den. I 'Slaveriet i Massachusetts' skriver han om synet og duften af en hvid åkande:

»Jeg tror, at hvis naturen hvert år kan skabe denne duft, er hun stadig ung og fuld af kraft, og hendes retskaffenhed og talent er usvækket, og jeg tror, at dyden også findes i mennesket, som er skabt til at opfatte og elske denne duft«.

Thoreau døde desværre før slaveriets ophævelse. Utvivlsomt ville han have set dette som et håb for dyden.

Thoreaus tre essays har selvfølgelig historisk interesse. De viser opkomsten af de konflikter i det moderne, som vi vel endnu ikke har løst. Men deri består samtidig deres store aktualitet.

Således kan Thoreau i dag læses både med fortiden og fremtiden for øje. Meget mere kan man ikke forlange. Gandhi og Luther King læste ham også.