Litteratur er et af vores ældste og ædleste kulturprodukter, vil de fleste mene.

Den er skrevet af enkelte geniale hoveder, der har taget kulturarven på sig og båret litteraturen fra det gamle Grækenland og op til vores moderne virkelighed.

Men hvad nu, hvis det ikke hang sådan sammen?

Hvad nu, hvis litteratur slet ikke er et stykke fintslebent åndsarbejde, men blot udgjorde en basal funktion i vores dagligdag - som at spise og gå på toilettet?

Og hvad nu, hvis litteratur ikke var med til at udvide den kulturkløft, der skulle dele os fra dyrene, men snarere er endnu et bevis på, at chimpanserne er vores nærmeste artsfælle?

Det er der faktisk nogle, der mener - og der bliver flere og flere af dem.

Biologiske briller
'Litterær darwinisme' er en ny skole inden for den amerikanske litteraturvidenskab, som læser litteraturen med biologiske briller, og som netop har udgivet et litterært manifest: 'The Literary Animal: Evolution and the Nature of Narrative'.

Bogen er redigeret af en kendt biolog, David Sloan Wilson, og ph.d. i litteratur, Jonathan Gottschall, og har forord skrevet af forfatteren Ian McEwan og evolutionssociologiens grand old man, E.O. Wilson.

De hævder alle, at den nye litterære bevægelse er »en af de helt store begivenheder i idehistorien«, hvor naturvidenskaben og de humanistiske fag endelig kan gå sammen og danne en fælles front.

Total forvirring
Hvad de skal bekæmpe, er »den totale forvirring«, der har hersket på landets litteraturvidenskabelige institutter, hvor postmodernister, dekonstruktivister og andre kulturrelativister de sidste 30 år har sat spørgsmålstegn ved endegyldige sandhedsbegreber som dem, naturvidenskaben opererer med.

Men det er en trend, de litterære darwinister nu vil sætte en stopper for ved at »plante ikke bare den menneskelige natur, men også dens litterære produkter solidt i biologien«, skriver E.O. Wilson i sit forord.

Hvad det betyder i praksis, kan man få en fornemmelse af ved at læse indslagene i 'The Literary Animal'.

Jane Austen
Et essay handler om Jane Austens klassiker fra 1813, 'Stolthed og Fordom', der for litterære darwinister ikke udmærker sig ved sine 'litterære' kvaliteter - stil, tone, fortællerposition - men ved på eksemplarisk vis at afspejle de love, der hersker i naturen.

Historien om, hvordan den unge, intelligente Elizabeth Bennett fra middelklassen og den aristokratiske og velhavende Mr. Darcy forelsker sig, handler nemlig for dem at se udelukkende om artens overlevelse.

Elizabeth Bennett er et eksempel på, hvordan hunner kæmper for at tiltrække sig den rigeste mage, som vil sikre afkommet de største muligheder for overlevelse.

Darcy er på den anden side et typisk eksempel på, hvordan hanner bejler om unge og smukke kvinders gunst ud fra en instinktiv fornemmelse af, at skønhed og ungdom er tegn på god fødedygtighed og dermed den succesfulde videreførelse af hans gener.

Shakespeare
Lige så firkantet bliver Shakespeares 'Hamlet' skåret ud af de litterære darwinister. Hamlets handlingslammelse er nemlig ikke resultatet af en eksistentiel krise, mener de.

Nej, Hamlet er langt mere fremsynet end hidtil antaget, og hans dilemma resultatet af langt mere komplicerede omstændigheder.

For det valg, Hamlet skal træffe, består ikke i, hvorvidt han skal hævne sin far eller ej. Hvad Hamlet er splittet imellem, er henholdsvis den personlige og den genetiske selvopholdelsesdrift:

Skal han dræbe morens nye mand, sin onkel, for selv at blive den mest magtfulde mand i kongeriget Danmark - eller skal han tænke lidt længere ud i fremtiden og lade moren gifte sig med onklen, så deres børn kan komme til at videreføre tre ottendedele af Hamlets gener?

Kontroversielt
Med læsninger som disse er det ikke overraskende, at de litterære darwinister af andre litteraturforskere er blevet kritiseret for i bedste fald at være reducerende, i værste fald at være race- og kønsdiskriminerende.

Men uanset om man er enig med den darwinistiske analyse af 'Hamlet' eller ej, bringer essayet i hvert fald et nyt og forfriskende perspektiv ind i Shakespeare-forskningen.

Det bliver mere kontroversielt, når evolutionsteorien bliver gjort ansvarlig for visse uligheder i samfundet, sådan som nogle forskere vil hævde, at darwinisterne gør det.

Hvad så, hvis der er færre kvinder og farvede end hvide mænd i den vestlige kanon? Det er naturens gang, kan darwinisterne hævde.

Forsvar eller gymnastik
Hvor den litterære darwinisme kan synes snæversynet i læsninger af litteraturen, er metodens andet emne til gengæld horisontudvidende. Her bruger evolutionsforskerne nemlig evolutionsteorien til at forklare, hvorfor vi overhovedet læser og skriver, når der er langt mere effektive måder at føre arvemassen videre på.

At litteraturen stadig eksisterer, er jo fra et evolutionært perspektiv bevis på, at den udgør en livsvigtig funktion for artens overlevelse, og hvad den funktion udgør, kommer 'The Literary Animal' med mange forskellige svar på.

En af de mest udbredte forestillinger er, at litteratur er en slags forsvarsmekanisme fra dengang - for ca. 40.000 år siden - da artens intelligens blev højere, den mentale horisont udvidet, og homo sapiens så verden i al dens frygtindgydende vælde.

At finde på historier var en måde at tage afstikkere ind i det ukendte territorium på for med velanlagte fantasirejser at få styr på det uvisse og styrke evnen til at fortolke en ny, større og mere kompleks realitet, mener tilhængere af teorien.

En anden forklaring går på, at litteraturen fungerer som en slags hjernegymnastik, hvor en historie om den trojanske krig vil træne vores forestillingsmuskler om kamp, så vi er bedre udrustede til at overleve f.eks. et gadeslagsmål.

Andre mener, at litteraturen ikke har andet formål end at tiltrække det andet køn - at bøger, med andre ord, er lige så pyntende, men unyttige som påfuglens fjerhale.

Hensynsløst og inhumant
Litterær darwinisme er endnu i sin begyndelse.

Lige nu står feministiske og marxistiske socialkonstruktivister stærkest på det litteraturteoretiske felt i USA, og de vil uden tvivl barrikadere porten for darwinisterne på de humanistiske institutter med henvisning til, at deres litteraturteori er for hensynsløs og inhuman.

Darwinisterne kan på den anden side læne sig trygt tilbage i deres egen teori og overbevisningen om, at den bedste ide overlever - og at følgelig darwinisterne om nogle år vil regere på landets litterære institutter.